Robert Eggers ’The Lighthouse’ er en overvældende oplevelse i skumsprøjt og galskab. Willem Dafoe og Robert Pattinson, spiller hovedrollerne i den sort-hvide psykologiske gyser om to mænd i et fyrtårn, der gradvis bliver mere og mere gale. Den blev kåret som bedste film af kritikere på Cannes film-festival i 2019, og er landet i danske biografer d. 30. Januar 2020.
Historie
En garvet fyrpasser (Willem Dafoe), og hans nye medhjælper (Robert Pattinson), overtager en fire-ugers vagt i et fyrtårn på en klippeø ud fra Massachusetts’ kyst i 1890’erne. Umiddelbart virker det til at være en hård men almindelig tjans, men forholdet mellem de to fyrpassere begynder at slå gnister, da spørgsmål begynder at melde sig hos medhjælperen. Hvad skete der med den forrige medhjælper, og hvorfor vil den gamle fyrpasser have tårn-vagten for sig selv?
Spørgsmålene leder til yderligere galskab, da en ildevarslende en-øjet havmåge, og drømme om havets hemmeligheder stiller spørgsmålstegn ved medhjælperens sindstilstand.
Filmens uhygge ligger i en urokkelig vished om, at der er noget helt galt, og som handlingen udfolder sig, bliver du trukket med hovedpersonen gennem et mareridtsagtigt handlingsforløb.
Skuespil
Filmen bliver båret af de to skuespillere Willem Dafoe og Robert Pattinson, som begge leverer en fremragende præstation. Dialogen er skrevet, så den er tro mod 1890’erne. Det har begge skuespillere taget til sig, og virker begge troværdige med den lokale dialekt og ordforråd. Dialogen kan derfor være lidt drilsk at forstå, selv hvis du normalt er god til engelsk.
Ud over dialogen er skuespillet også fysisk dragende. Pattinsons spændte skulde, hjemsøgte øjne, og trætte skridt gør, at du føler medhjælperens frustration, når han braver vind og vejr for at udføre en utaknemmelig opgave. Mens Dafoes haltende gang, drilske øjne, og garvede tilstedeværelse gør, at du forstår den autoritet og magt den gamle fyrpasser har overfor den unge medhjælper.
Visuelt
’The Lighthouse’ skiller sig ud fra mængden ved at være sort-hvid og skudt i et mere kvadratisk format, end du er vandt til. Formatet gør, at du bliver anbragt i det trænge fyrtårn med de to fyrpassere, mens manglen på farve, understreger skyggerne og de mørke afkroge af fyrtårnet. Det er meningen at du ikke skal kunne se alt, og mange ting bliver henlagt i skygge, for at fremhæve de ting, der forbliver i lyset.
Billederne er pæne uden at overdrive, og de grå toner sørger for, at du næsten føler den kolde blæst og de våde omgivelser, som fyrpasserne befinder sig i.
Musik- og lydbillede
Filmen har ikke meget musik. Den musik, der er, bygger dog en nervepirrende stemning som får dig til at knuge armlænet og skære tænder.
Lydbilledet er på den anden side massivt og mesterfuldt udført. Lyden af knirkende gulvbrædder, havmåger og den konstante lyd af blæsevejr anbringer dig på klippeøen sammen med de to fyrpassere, og slipper dig ikke før filmen er forbi.