Manden, der sandsynligvis er bedst kendt som virkelighedens svar på Nick Fury, altså selve superhjernen bag ’The Avengers’, har endnu engang stået til ansvar for at indhente og sammensætte vores alle sammens uovervindelige yndlingshelte, og lade dem kæmpe side om side i endnu en storslået kamp for at stoppe verdens undergang…
Tilbage i 2012 leverede instruktør, Joss Whedon, hvad der formentlig kunne forestille det helt perfekte adrenalindrevne supersus, til folk med en forkærlighed til muskelløse mænd i uniform og smukke kvinder i stramtsiddende latex – eller måske var det bare selve superheltegenren i sin ypperste form, som fik publikum til at flyve afsted mod biografer verden over – men for den sags skyld kunne det sagtens være begge dele… På mange måder var den første Avengers-film den ultimative superhelte oplevelse til dato, der ikke kun fungerede som sommerens måske mest sublime blockbuster, men også besad en ånd, der hæftede sig hæderligt godt fast i superheltekulturens tidsløse illustrerede rødder.
Men på en måde, så fremtrådte ’The Avengers’ lidt som den endelige heltemodige sammenslutning af flere års fortidigere individuelle adaptioner, og derfor også det største og mest actionfyldte kapitel i Marvels skurkeplan om at overtage enhver potentiel fjende i årets aktuelle og episke filmopløb. Så man kunne nemt forestille sig, at en efterfølger er en umådelig svær opgave at fuldføre til perfektion, da niveauet i den første film allerede var altomfattende og universelt eleveret, til noget der lignede det absolutte bristepunkt for genren. Er det overhoved muligt for den længe ventede ’Age of Ultron’ at bryde igennem etterens høje standarder, eller bliver det bare en gigantisk gengivelse af filmseriens tidligere succes?
Historie
I ’Avengers: Age of Ultron’ ser vi det ellers så selvbevidste og godhjertede supergeni, Tony Stark, for alvor give verden problemer, da han i et forsøg på at skabe et revolutionerende fredsprogram uheldigvis slipper en kraft løs, der er langt større og stærkere end man kunne forestille sig. Det er en kraft drevet af en form for kunstig intelligens, der går under navnet ”Ultron Projektet”, hvilket gør det muligt for dette projekt at drive ind og ud mellem fortrolige filer og livsændrende hemmeligheder. Problemet er bare, at projektet langt fra er landet i Tony Starks hænder ved et tilfælde, og Stark har i stedet tildelt den såkaldte ”Ultron” en altødelæggende magt over vores kære helteflok, som ikke kun kan betyde enden for vores godhjertede gruppe af supermennesker, men også enden på hele den menneskelige eksistens som vi kender den… Vi er nået til en ny tidsalder, The Age of Ultron.
Til trods for det fænomenale genklang som filmens undertitel giver, så er det jo ikke ligefrem noget nyt fænomen at se den konstant udviklende teknologi forbedre sig i sådan en grad, at vi bliver overhalet inden om med hastige skridt – eller skulle man sige heftige megabit – indtil vi til sidst er fuldkommen uforsvarlige over for en kraft, der både kan tænke, handle og flytte sig hurtigere end noget andet menneske. Det betyder dog ikke, at en idé som denne behøver at være et kedeligt gensyn. Vi har før set nogle yderst interessante udgaver af selvsamme historie, men spørgsmålet er bare, om opfølgeren til ’The Avengers’ formår at gøre det samme. Kort sagt, så er svaret nej. Til filmens fordel kan man til gengæld nævne det faktum, at der kun er så og så mange muligheder for at lave en film af episke proportioner, som definitivt bare skal afspejle noget så vidtfavnende, som selve jordens undergang. Det er forståeligt at Marvels svar på den ultimative superhelte franchise, bliver nødt til at diske op med en antagonistisk kraft, som er stærk nok til at være en reel trussel mod samtlige samlede superhelte på jorden. Alligevel savner jeg lidt en superskurk, der kunne angribe vores heltehold fra mere kreative vinkler, og sætte verden ud af spil på andre måder en at skabe en global massedestruktion.
’Age of Ultron’ består i realiteten af en historie, der ligger så utrolig meget op ad sin forgænger, at man ikke rigtig føler der er meget nyt under solen – andet end en såkaldt metaforisk solformørkelse, i den forstand, at denne efterfølger bestemt besidder en langt mørkere tone end vi tidligere har set. Men i det store hele, så handler det stadig om hvordan vores helte skal bekæmpe nogle inhumane objekter, styret af en antagonist hvis magt stammer fra den såkaldte ”Chitauri Scepter” (Lokes stav), og som enegyldigt ønsker at hele den menneskelige verden jævnes med jorden… Præcis som den første. Så ja, der er bestemt plads til forbedringer og fornyelser på det punkt, men det ændrer dog ikke på, at Ultron er en ret så fantastisk skurk; måske ikke så meget i sig selv, men når han bringes til live af veteranskuespilleren, James Spader, så er der ingen tvivl om hvor effektiv han faktisk fremstår på det store lærred. Desuden så føles historien i ’Age of Ultron’ en smule mere sammenhængende end i den første, hvor det virkede mest som en assemblé af scener-seancer, som virkede utrolig usammenhængende i det store hele, men fungerede godt som enkeltstående optrin og situationer. Der er lidt af det samme at finde med efterfølgeren; til gengæld virker overgangende lidt mere naturlige, og skurken, Ultron, virker en hel del mere dominerende og selvhandlende i filmen end Loke gjorde… Og som Ultron selv så perfekt anbringer det, ”There are no strings on me.” Ret så korrekt, hr. Ultron.
Men det skal også siges, at trods jeg synes det er helt på sin plads at kommentere på historien i filmen – da det jo altid er det bærende element på mange måder hvordan du end vender og drejer det – ved jeg til gengæld godt, at selv i de mest succesfulde superhelte film, så er det primært karaktererne der skal blænde – og det gør de så sandelig også her. Hvad der gjorde at 1’eren på mange måder lykkedes så godt som den gjorde, var den her lettere ujævne men alligevel fantastiske kemi mellem filmens brede vifte af hovedkarakterer. Det er bestemt også et af de stærkere elementer her, og når det lykkedes, så er det helt fantastisk, og når det ikke gør, kan det godt føles lidt for pinagtigt anstrengende til tider. Det er helt klart bedst, når karaktererne for lov til at udfolde sig og bare lade stemningen drive de sjove indfald. Specielt tænker jeg på scenen der omhandler Tors umådelig tunge hammer. Enkelte gange kan filmen dog virke som en form for parodi på sig selv, men når den rammer plet, så er det også fandens morsomt!
Det er selvfølgelig fuldt ud forståeligt, at når teamet er på en hæsblæsende mission – der i øvrigt udføres med fuld hammer på alt hvad action elementerne kan trække – så er der simpelthen ikke nok tid til at sniksnakke på kryds og tværs, uden at udsætte sig selv for en større fare end højst nødvendig. I stedet er det jo her hvor de signifikative one-liners kastes hovedkulds ind i herlighederne. Dette gør også, at disse lynhurtige enkeltstående sætninger enten fungerer, eller også gør de ikke; der er ikke noget midt i mellem her… Heldigvis er det primært i løbet af åbningens fremskyndede action-sekvens – som måske står som det tungeste og mest forvirrende irritationsmoment i hele filmen – at de fleste halvfærdige og halvsjove one-liners bliver affyret; og gerne i en hastighed, der er hurtigere og næsten mere uskarp end den måde som scenerne bliver håndteret på i sig selv. Bevares, der er et par fede long-takes og interessante vinkler, men hvis du spørger mig, så formår Joss Whedon at fremvise stort set alle de elementer, som beviser hvor trættende og anstrengende moderne actionfilm kan være. Tilføj en masse af slowmotion, som herefter bliver smidt ind i en sammensmeltende farvelade af computereffekter, og dertil tilføjet de førhen nævnte one-liners, for lige at toppe det hele af… Alt sammen bliver leveret på noget ligner et lille kvarter, og selvom man gerne vil fanges af hele molevitten, så ender man mere med at blive fanget af det; altså helt bogstavlig talt et scenarie man ikke kan slippe væk fra, selvom man gerne ville.
Alt det her kan dog sagtens fungere, men når filmen virker fuldstændig ude af kontrol som den gør det i starten, så bliver det altså bare hovedrystende dårligt og kedeligt at overvære – også selvom tomhjernede actionfreaks vil sige det anderledes. Og i takt med at filmen konstant ønsker et niveau der er så skyhøjt, at den næsten ikke selv kan følge med, så er det også tydeligt at se hvordan instruktøren har ledt desperat efter flere interessante og opfindsomme måder at skabe ødelæggelse eller springe ting i luften på. Heldigvis gør den mørkere tone, at visse dramatiske scener virker lidt stærkere og mere rammende, da de ikke forsøger at nedtone det hele særlig meget, hvilket selvfølgelig er positivt. Og til trods for hvor kliché historien om ”skønheden og udyret” efterhånden er blevet, så virker den ret godt her, når der opbygges et kompliceret forhold mellem Natasha Romanoff og Bruce Banner. Det er i hvert fald et langt mere værdigt forsøg, end den forcerede sentimentale scene som bliver kastet ind i filmen til sidst; og som pludselig også tildeler mere mening til de to meget malplacerede elementer i filmen… Men når alt kommer til alt, så er jeg sikker på at fans af den første film vil elske ’Age of Ultron’, da den ikke ligger så langt fra den stil og atmosfære som prægede og prydede den første film!
Skuespil
Jeg tror ikke det er særlig nødvendig at tilbringe for meget tid med at diskutere helteteamets tilbagevendende kendinge. Alle skuespiller gør det rigtig godt med hver deres superheltekarakter, men der er jo ingen tvivl om hvor meget Robert Downey Jr. overskygger alle de andre – både som Iron Man og især som Tony Stark. En lettere undervurderet karakter er dog stadigvæk Thor, som, taget i betragtning af hvor meget han skiller sig ud fra de andre, er helt fantastisk når han pibler løs med en god gammel oldnordisk jargon. Det er enkelte gange så malplaceret, at det næsten ikke kan være mere perfekt. Hvis der er én person der kan levere så korte og alligevel så fantastisk sjove one-liners, så er det Chris Hemsworth som Thor. Desuden er Mark Ruffalo som Bruce Banner stadig den bedste til at spille rollen hidtil, mens Paul Bettany som Jarvis får lov til at udfolde sig langt mere end tidligere… Når ja, som tidligere nævnt så er James Spader helt fænomenal som den altdominerende metalmagt, Ultron!
Når det kommer til det mere negative, så er tilføjelserne af X-Men karakterne ret så sløve i sin udførelse. Iført spøjst joggingtøj og en slatten russisk accent, og med en rolle i filmen der virker ret så ligegyldig i forhold historien, så er der altså ikke ret meget at blive imponeret over. Man kan sige at de som sådan bliver skrevet fint ind i historien, men om de kommer ud på den anden side som en tilpas og vigtig del af plottet er mere tvivlsomt. De tages i brug når der skal ske noget stort, og deres meget kortfattede og feje udnyttelse hen imod slutningen, er næsten direkte pinlig.
Visuelt
Hvis man holder af at få serveret sine superhelte film med fuld fart på de visuelle strabadser, så er der ingen tvivl om, at ’Avengers: Age of Ultron’ sagtens kan levere varen. Alle tricks i bogen bliver brugt på overvindelig og måske lidt for overvældende vis, men der er bestemt også nogle opfindsomheder at finde her og der. Til trods for at folk nok vil gå amok over følgende udsagn, så må jeg altså sige, at jeg ikke forstår de nedladende kommentarer som Michael Bay bliver overkastet med, i relation til hans meget forvirrende, eksplosive og computergenererede action scener – de er nemlig også at finde her. Bevares, ’Avengers’ har da mere stil over sig, og karaktererne bliver udviklet langt bedre, men actionen i henholdsvis ’Transformers’ og ’Avengers’ kan sagtens forveksles, efter min mening. Ikke altid, skal det siges, men der er bestemt visse action sekvenser som kunne krydse ind og ud mellem hinanden uden nogen ville opdage det. Desuden hjælper det heller ikke på det, at hovedhistorien i ’Age of Ultron’ omhandler selvtænkende robotter der invaderer jorden. Så er du fan eller fjende af Michael Bay – ligheden er altså til at få øje på, hvor meget du end ønsker at benægte det…
Musik og lydbillede
Der er selvfølgelig også masser af lækkerier at finde på lydsiden af ’Age of Ultron’, og det er jo nærmest en perfekt mulighed for at lege med stort set alle tænkelige elementer. Det buldrer og brager når bassen rammer sæderne, det knitrer og knaldrer når bygningernes glasfacader knuses til tusindvis af småstykker, og det hele toppes af med et ægte helteinspireret soundtrack, der efterlader hele scenariet med den der velkendte ”episke følelse” som jo næsten er obligatorisk at opleve i en film som denne. Igen, der er ikke meget originalitet at finde her, men det er præcis hvad man forventer af en film som denne, og den giver dig bestemt smæk for skillingen så dine ører oplever noget der kunne nærme sig et indre jordskælv. Det er hjernerystende storartet, og præcis som det skal være! Måske lidt haltende til tider, men ikke superhaltende, og derfor bestemt en stor succes inden for dens genre!