Langt om længe er han tilbage… efter en smuk, rørende og dybfølt afslutning, hvor en af tegneserieverdenes nok mest populære helte ender med at ofre sig selv i en værdig død; ikke alene men med et barn ved sin side, som tilmed så op til ham og som så ham, som den helt han i virkeligheden var…
Man må sgu sige, at ’Deadpool 2’ virkelig ramte plet med sin slutning, selvom filmen selvfølgelig ikke kunne lade vær med at tilføje en masse humor samt trække Wade Wilsons død tilbage og dreje filmen direkte ind i et multivers-helvede af dimensioner, efter Deadpool får fingrene i Cables tidsrejseapparat.
Men nok om fortiden, for i ’Deadpool & Wolverine’ er det fremtiden, der er på spil; både den filmiske og den faktuelle version af Marvels cinematiske univers, kan man fristes til at sige…
Historie
I ’Deadpool & Wolverine’ lever Wade Wilson et roligt liv i en forskruet lykkerus, som han selv har skabt. Men der går ikke længe, før han må trække i den røde dragt igen for at sikre sin hjemverdens overlevelse. Det er en opgave, der kræver ”maksimal indsats” og mere til… derfor må Deadpool forsøge at overtale en meget modvillig og lettere afdanket Wolverine om at hjælpe ham… og måske det faktisk er endnu sværere end at redde verden?
Mange har formentlig frygtet Deadpools entré i Disneys polstrerede pussenusse-univers, hvor løftede øjenbryn og løftede pegefingre er de eneste former for løfter, som Disney med sikkerhed kan overholde, når det kommer til Deadpool ala Disney. En høj aldersgrænse gav høje forventninger, men ville det virkelig være muligt for Deadpool at tage (kniv)bladet fra munden, når nu han var kommet i familievenligt selskab? Svaret er, heldigvis, et stort og rungende ja. Faktisk så dypper Deadpool ikke bare tåen i en lille mikroskopisk pøl af blod. Han bader i det. Han danser i det. Han slynger det omkring sig iklædt stramt læder og løsslupne replikker. Og det er en fornøjelse at se på.
Er man ikke fan of Deadpool og hans grovkornede gakkerier og finthakkede lemlæstelser, så bliver man det heller ikke i denne omgang. I runde tre af den rødsorte superhelts eventyr, er Deadpool mindst lige så rundhåndet med de voldske og verbale gaveposer, som det tidligere har været tilfældet. Kort sagt, så er det en rendyrket ’Deadpool’ film med et større budget. Selvfølgelig krydses der universer undervejs, eftersom både det reelle plot og den rettighedsmæssige placering af Deadpool-karakteren nu er hos Disney, men ellers er der rigeligt med pondus for pengene og alt hvad superhelte-hjertet (og samvittigheden) kan begære.
Dog skal skaberne bag stadig tage nogle valg undervejs, hvor de forskellige elementer skal vægtes korrekt; og her kan blod, sved, sæd og tårer ikke ene og alene gøre jobbet færdigt. Så om Deadpool befinder sig under Disneys bælte eller blot under bæltestedet, skal filmen stadig fungere som helhed, og det kan være en svær balancegang. Som udgangspunkt, så er det heldigvis stadig Deadpool, som sidder i førersædet. Selvom Disney kommer snigende bagfra et par gange, er det heldigvis ikke noget, der kræver, at Deadpool trækker bukserne ned og overgiver sig fuldkommen. Tværtimod.
I tråd med de to foregående ’Deadpool’ film, er det ikke verdens mest strømlinede filmoplevelse, man får serveret, hvilket jo hovedsageligt skyldes hele Deadpools tøjlesløse identitet. Selvom der er et mål med rejsen, så er den stærkeste røde tråd formentlig den, som Deadpools dragt er syet ud af. Karakteren er lidt en ’Mad Max’ agtig skikkelse, som tumler ind i lidt af hvert, men som sjældent tager alle valgene selv. Det er selvfølgelig noget, som ikke er uvant for karakteren og i sidste ende, er det nok også den bedste rute at rive og skære sig igennem for både Deadpool og Wolverine.
Det er dog ikke alt, som menneske- og mundhuggeri kan redde, hvilket især ses med filmens skurk(e), som er en lunken Marvel-skabelon, alt imens tredje akt er et blandet festfyrværkeri med lidt løst krudt. Det ender ikke helt som den forløsning for Fox-Deadpool, man havde forventet og heller ikke helt den udløsning for MCU-Deadpool, man kunne have håbet. Men overordnet set, så er underholdningsværdien til stadighed helt i top og Deadpool er alt andet end dødvægt for Marvel, som det ser ud lige nu. Som han selv siger det, er han jo intet mindre end Marvel-Jesus… eller i hvert fald den forskruede og skrupskøre udgave af en sådan størrelse.
Skuespil
På mange måder, så er ’Deadpool & Wolverine’ en film, der sammensætter to personer, som begge er anerkendte for at være sømløst forbundet med deres karakterer. Både Ryan Reynolds og Hugh Jackman er som født til deres roller og dette er ingen undtagelse. En nærmest pervers parring af episke proportioner og en tegneserienørds våde drøm… et makkerpar, der godt ved, at deres filmiske fusionering har stået højt på fansenes ønskeliste (og tydeligvis også deres egen).
Men var der nogensinde tvivl om, at filmens dynamiske duo ville få hårene (og andre ting) til at rejse sig blot ved synet af dem i samme rum? Det tror jeg næppe. Så det handler nok mere om resten af rollelisten og om det lykkedes dem, at rykke længere frem i bussen af brusende testosteron og eleverede egoer. Det kort svar er nej. De fleste ender faktisk lidt som baggrundsstøj, og de færreste får minutter nok på skærmen til at gøre noget særligt væsen af sig. De er blot små brikker i en kæmpestor marketingmaskine, som primært er rød, gul og dollargrøn.
Visuelt
Selv hvis man var blind som Deadpools bofælle, så burde det ikke være en overraskelse, at der er blevet brændt en kæmpestor pose penge af, for at realisere den tredje film om den tredjegradsforbrændte superhelt. ”Men Anders, Deadpools udseende skyldes faktisk kræft og ikke forbrænding!” Jeg beklager tegneseriefans, men det lød bare fedt i den givne sætning. Alt andet lige, så skal der også store autoritære kræfter til, for at få en film som ’Deadpool & Wolverine’ til at lykkedes… og det er bestemt noget, som også er at spotte på billedsiden.
Rent stilistisk set, så bevæger filmen sig ikke langt fra sine rødder, men ligesom Wolverines fine nye dragt, så har den alligevel fået en mærkbar makeover, der giver oplevelsen et mere gennemført look. Man kan godt se, at det er en Marvel-produktion med et trecifret millionbeløb, hvor der er plads til lidt bredere armbevægelser, vel og mærke inden for superhelte-sandkassen. Men ellers fortsætter filmen i samme velkendte stil som sine forgængere med masser af katana-koreograferede kampscener, stilistisk slowmotion og opfindsomme visuelle fiduser – til tider krydret med en smule ekstra finesse.
Musik og lydbillede
Selv hvis man var die-hard Deadpool-fan og synes alle de skarpe sætninger er som sød musik i ørene, så kan det umuligt skade at tilføje lidt musikalske toner til de moralsk tonedøve udtalelser. Heldigvis er Deadpool ikke blot en jokebox men også en jukebox, som gemmer på en masse godter fra både gamle og nye tider. Og med veltimede pauser af mavepustere – krydret med både katana og klør i aktion – kommer man langt i den lydmæssige afdeling. Om det er rytmen eller de rappe replikker, der får dig til at rocke rundt i sædet, er der i hvert fald garanti for gang i den.