Dan Wheldons legendariske arv udforskes i ‘The Lionheart’, men filmen mangler både sprudlende fart og dybde, der kunne have løftet historien til nye højder.
Hvad handler den om?
I “The Lionheart” skildres gennem en blanding af arkivoptagelser og nutidige fortællinger, hvordan Dan Wheldons to sønner, Sebastian og Oliver, træder i deres fars fodspor som racerkørere efter hans tragiske død. Wheldons enke Susie kan blot se til, da hendes sønner bliver farens arvtagere i den farlige motorsport.
Vil jeg anbefale den?
Filmen starter i en klassisk, traditionelt struktureret og medrivende dokumentarstil, men mister desværre hurtigt sit momentum. Det store fokus på de to sønner giver håb om en original og interessant vinkel på Dan Wheldons liv og personlige rejse. Hans unikke og spændende karakter skinner i begyndelsen også tydeligt igennem. Men da fokusset flyttes til de efterladte, gøres det på en måde, der hverken åbner eller udforsker. Kun filmens dramatiske højdepunkt, ulykken, formidles på både original og veldokumenteret vis.
Filmen fokuserer mindre på Dan Wheldon som atlet, end den familie han efterlod, og på hans sønners håndtering af tabet af den far, de aldrig rigtig lærte at kende. Den berører også det eftermæle og de forventninger, han efterlod sig, dog aldrig seriøst problematiseret i filmen. Karaktererne, herunder hans kone Susie, de to sønner og Wheldon selv, er til stede i filmen, men vi får aldrig en dybere forståelse af dem ud over deres sorg. Det virker som om, at filmen ønsker at fortælle en stor historie, men formår ikke at udforske de mest essentielle spørgsmål. Som seer sidder man med telefonen klar og googler på livet løs for at se og lære mere om legenden Dan Wheldon, før hans skridt ind i familielivet, og som på mange måder udgør en interessant karakter.
I sin visuelt traditionelle tilgang består filmen skiftevis af arkivmateriale fra løb og opstillede interviews og andre optagelser af familiemedlemmer. Den klassiske stil overrasker aldrig og tager på intet tidspunkt chancer. På nær, som sagt, ved filmens dramaturgiske klimaks, hvor publikum i et kort øjeblik fanges i et følelsesmæssigt virvar. Men hurtigt sendes vi tilbage til den lidt flade og kedelige dokumentariske stil.
Hverken musik eller lyddesign leverer bemærkelsesværdige detaljer. Musikken passer til dokumentarens stil og understreger stemningen passende. I forbindelse med et kort klip af sønnerne, der leger naivt høres en utraditionel sang, men ellers er musikken konsekvent tematisk konservativ. Lyddesignet understreger historien om en atletisk legende og suppleres af lyde fra hurtige biler, hvilket passer godt til dokumentarens stil, men det udfordrer ikke yderligere eller eksperimenterer med store variationer.