Befinder du dig lige nu i eller omkring København, så skulle du måske smutte forbi Grand Teateret. De holde italienske filmdage under banneret: ”Cinema Made in Italy”. Her kan du nyde nye italienske film, og en af dem har Filmpuls luret.
Historie
Dette er historien om kvinden Dafne, der lever med Down syndrome. På trods af dette, er hun en meget aktiv kvinde, der holder et job og generelt trives godt med andre mennesker. Hun bor hjemme hos sine forældre Luigi og Maria, der ikke er unge mere. En dag dør moren, hvilket gør at den lille familie kollapser. Faren rammes af stor sorg, og ser ikke længere nogen mening med livet og tilværelsen. Men Dafne tackler sorgen helt anderledes, og begynder at tage kontrollen med familien, og prøver at vende den melankolske stemning som sidder tugt som en sort regnsky over hende og især faren.
’Dafne’ er drama med et drys at komiske momenter. Det er en hjertevarm og overraskende stærk fortælling, om en 35-årig kvinde med et mentalt handicap, der prøver at få hendes far til at indse, at livet stadig er værd at leve. Udefra så ligner filmen en smal italiensk art-house film, men den har faktisk meget mere at byde på, når det kommer til stykket. Hver scene underspilles på en herlig facon, der guider os igennem hovedpersonens optimistiske ånd i at se fremad. Historien føles virkelig og menneskelig, og til slut havde denne skribenten en klump i halsen, der først forsvandt et par minutter efter filmen var slut. ’Dafne’ synes også at have nogle semi-drømmeagtige sekvenser, da hovedpersonen og faren tager på hike-tur igennem smuk natur, der heldigvis ikke prøver at drukne tilskueren i dødssyg symbolisme. Filmen kan mere end varmt anbefales til dem, der gerne vil se andet, end Hollywood som fyrer millioner af dollars af på at fortælle ret lineære fortællinger.
Skuespil
Skuespillet er på et ret højt plan her. Men der er kun en person, som jeg vil nævne, og hendes navn er Carolina Raspanti. Hun spiller hovedrollen, og lider af Down syndrome ligesom karakteren. Raspanti giver en af de mest fantastiske præstationer, som jeg længe har set. Hun føles bare helt i gennem ægte, varm og viljestærk. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg følte at hun ramte ved siden af eller ”spillede skuespil”. Magisk preformance, intet mindre!
Visuelt
Federico Bondi er filmens instruktør. Han sætter en god scene, og synes at have fjernet alt det unødvendige fedt, som historien kunne bære rundt på. Det er ikke en film med de store filmiske tricks og løjer, nej tværtimod. Men selvom man kunne have en længervarende diskussion om, hvorvidt filmen måske er for konservativt filmet (set med art-house øjne), så er der intet af det visuelle element, der skader filmen på nogen måde.
Musik og lydbillede
Dette er ikke en film, hvor lyddelen fylder det helt store. Ja, faktisk så har jeg ikke rigtig nogen erindring om denne del. Ikke andet, end at der optræder nogle italienske sange her og der. Der var hvert fald ikke noget som var ved siden af, men det er klart, at var denne film lavet af en amerikaner, så ville den flyde med et 90 minutters violin-score.
Copyright: Vivo Film