“Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”
Sådan står det i Bibelens Første Mosebog(Kapitel 1, V26). I Michele Placidos film vendes dette guddommelige udsagn på hovedet: Maleren Caravaggio maler Gud i menneskets billede. En revolutionerende tilgang, der afspejler kunstnerens rå og uforfinede væsen. Filmen inviterer os ind i et univers, hvor det hellige og det verdslige smelter sammen i en symfoni af lys og mørke. Den dykker ned i en turbulent kunstnersjæl, der konsekvent søger det guddommelige i den menneskelige ufuldkommenhed.
Historie
I 1610 er Michelangelo Merisi, bedre kendt som Caravaggio, i Italien anerkendt som en genial kunstner. Men han trodser kirkens dogmer om sømmelig afbildning af religiøse emner. Hans provokerende valg af modeller – prostituerede, tyve og vagabonder – vækker pavens, Paul V’s, vrede. Paven beordrer Vatikanets hemmelige sikkerhedstjeneste, Den Romerske Inkvisition, til at efterforske ham. Resultatet af efterforskningen skal afgøre, om Caravaggio kan blive benådet for sin dødsdom for mordet på en rival. Hovedefterforskeren, kendt som “Skyggen”, afdækker gennem sit minutiøse opklaringsarbejde Caravaggios indre kampe. Her kolliderer laster og dyder i et intenst og råt inferno, der leder frem mod den endelige dom.
Historien virker rodet og til tider usammenhængende. Den starter stærkt og fanger seeren med en rå og malerisk skildring af Caravaggios verden, men den mister hurtigt momentum og vakler gennem den følgende halvanden time. Først til sidst synes det egentlige budskab at træde frem. Dialogen virker flad og uden dybde, og replikkernes betydning fordamper i betydningsløshed. Der springes ustandseligt i tid og rum, og nye karakterer – kvinder, religiøse mænd og autoriteter – introduceres konstant. I monotone gentagelser finder Caravaggio det guddommelige i elendigheden, har sex med sin model, og konfronteres og dømmes af kirken igen og igen. Det gør det svært at forsvinde ind i filmen, trods dens ellers fængslende portrættering af tiden og miljøet.
Skuespil
Caravaggio spilles af Riccardo Scamarcio, en velkendt italiensk skuespiller, der i de senere år gennem flere pragtpræstationer blandt andet har gjort sig bemærket i amerikanske film. Som rebelsk og grænsesøgende maler leverer han en fin og tilfredsstillende præstation. Desværre formår filmen ikke at udfordre karakteren, så den fantasifulde og kompromisløst banebrydende historiske frontløber fremstår endimensionel og stereotyp.
Til gengæld skinner Scamarcios franske kollega, Louis Garrel, igennem i sin rolle som “Skyggen”, inkvisitionens hovedefterforsker. Han tilfører sin karakter mystik og et næsten gotisk udtryk, der harmonerer godt med karakterens symbolske vægt. Desværre mødes de to hovedkarakterer først i den sidste scene, hvor de til gengæld leverer filmens bedste præstationer, som på betydningsfuld vis fremhæver filmens centrale budskab. Generelt fremstår skuespillet desværre fladt og synes til tider stilistisk at læne sig op ad den klassiske sæbeopera.
Visuelt
Filmens åbningsscene byder på en imponerende og mesterlig kostumering, scenografi og farvelægning, da Caravaggio snubler gennem Roms gader blandt handelsmænd, sexarbejdere og pøbel. Det maleriske udtryk passer perfekt til tid og genre, men holder desværre ikke stand over tid. Snart krakelerer maleriet. Kameraføringen bliver til tider usammenhængende og kaotisk og formår i længden ikke at understøtte filmens egentlige budskab, der ligger dybt begravet under filmens langsommelige historie og kun dukker op i glimt for at imponere kortvarigt.
Til gengæld er både scenografi, kostumer og sminke gennemført og bidrager stærkt til de blodige kampscener og de imponerende etableringsbilleder af hospitaler, fængsler og herberger. Filmens kontrastfyldte og mystiske udtryk formår derigennem på raffineret vis at fremkalde den samme rumlige atmosfære og glans som i Caravaggios chiaroscuro-prægede malerier.
Musik og lydbillede
Filmmusikken er komponeret af den italienske duo Oragravity. Den bygger grundlæggende på moderne elektroniske elementer og opnår gennem brug af kor og orkester et religiøst og guddommeligt touch. Det er en spændende og nytænkende tilgang til skildringen af en maler fra 1600-tallets katolske miljø. Nummeret “Sacrificial Blood” rammer plet med hensyn til følelse og dybde, men musikken lider desværre af den samme mangel på intensitet og dybde som filmen i sin helhed.
Sounddesignet er ofte mangelfuldt. Adskillige gange harmonerer karakteren Costanza Sforza Colonnas replikker ikke med billedsiden og tempoet i scenerne. Jeg savnede også en lydside, der afspejlede kampscenerne med den samme brutalitet og ærlighed som scenografien.