Den franske filminstruktør/manuskriptforfatter/auteur Cédric Kahn præsenterer i hans ellevte film en klassisk genre: familie dramaet. I denne kammerspils inspireret film, bygger historien principielt på karakterne og forholdet imellem disse. Det der får tilskueren til at gå fra at gabe til at spærre øjnene op, er de usagte følelser imellem familiens medlemmer der ulmer under overfladen.
Historie
Det eneste moderen Andrea (Cathrine Deneuve) ønsker sig på sin 70 års fødselsdag er “… jeg vil kun tale om gode ting.” Freden brydes da hendes datter Claire (Emmanuelle Bercot), vender hjem igen efter at have været forsvundet tre år til Californien. Datterens tilbagevenden forstyrrer festlighederne, da hendes intentioner er at få de penge, hun mener, familien skylder hende.
Starten i filmen virker lidt lunken. Børn leger i haven. Unge mennesker pynter træerne med guirlander. Stille og roligt introduceres karakterne og ind træder Claire. Det sorte får i familien. Hendes bipolær tilstand og hemmelighedsfulde omstændigheder gør os nysgerrige. Hun forlod familien og hendes egen datter for at gifte sig, og tage til Californien. Hun beder datter om tilgivelse, men en forkert kommentar fra broderen gør hun truer med at pakke tasken igen. Moren, Andrea, sidder tilbage som magtes løs og kigger på hvordan de problemer hun har fejet under gulvtæppet nu er vendt tilbage.
Skuespil
I filmen lægges der straks mærke til, den naturlighed skuespillerne har foran kammeraet. Lille broderen Romain (Vincent Macaigne) fungerer som “comic relief” som den excentriske filminstruktør. Vincent spillet af filminstruktøren selv, er den køllige, ansvarlige familiefar. De forskellige temperamenter som de individuelle karakter besidder, er hvad der giver os en oplevelse. Vi ridder på en bølge af familienærvær mellem Claire og Vincent, når de synger sammen, og vi får fejet benene væk når hun får psykose.
Visuelt
Æstetikken i filmen er smuk og harmonisk. Interiøren i hjemmet kan til tider få tilskueren til at drømme sig væk på ferie i Bordeaux, især i post Corona karantæne tiderne. Farverne på filsner dekoreret på væggene, de nydelige små toiletter og det store hjemmelige køkken der stolt repræsenter hjertet i hjemmet, giver os en autentisk oplevelse af et sommerhus i syd Frankrig. Disse æstetiske scener kan også tolkes som symboler på Claires sindstilstand. Når hun indelukker sig i et trangt toilet, kan tilskueren nærmest fornemme hendes klaustrofobiske følelse af at være samlet med familien igen.
Musik og lydbillede
Overordnet set virker musikken som en repræsentation af humøret på karakterne. I starten af filmen hører vi et klassisk komponeret stykke, F. Chopins: Waltz in D flat Major Op. 64 No. 1. Dette musikalske stykke, først harmonisk dernæst forpustende hurtigt, virker malplaceret i filmens start. Senere forstås at stykket repræsenterer karakternes sindstilstand. Ligesom sangen kører karakternes humør ned og op. Det er som noderne gengiver tankerne i deres hoveder med lyd. Et element der neutraliserer den intense stemning er da også når datteren og hendes kæreste spiller klaver og synger sammen. De ældres kvaler rasler af på de yngres skuldrer gennem musikken og tilskueren får et puste rum, før dramaet begynder igen.