Historie
Instruktør Phie Ambo ønsker at undersøge bevidstheden i sin dokumentar “…Når du kigger væk”. Hun sætter tre benspænd op for sig selv. 1. Hun må ikke selv tage kontakt til folk, men de skal komme til hende. 2. Hun må ikke stille spørgsmålstegn ved de medvirkenes menneskesyn 3. Hun må ikke ændre i kronologien – det vi ser bliver altså vist i den rækkefølge hun har snakket med menneskerne.
Filmen fokuserer på bevidsthed, på en meget teknisk og ophøjet måde – der er masser af fysiske forklaringer og snak mellem fysikere og kemikere. Desværre er det bare på et niveau som gør det er lidt svært at følge med. Det samme gælder den meget filosofiske snak, som er ret langt oppe i skyerne, og ret abstrakt.
Jeg vil ellers sige, at jeg måske er lidt over gennemsnittet, når det handler om nysgerrighed og interesse for fysik. Jeg tror også at gennemsnittet er ret lavt. Men den her film den fanger mig simpelthen ikke. Jeg forstår langt fra alt der bliver sagt, og langt fra alt der tales om eller filosofiseres om. Det gør bare at filmen bliver ret kedelig, og at jeg virkelig skal kæmpe for at holde koncentrationen.
Måske har jeg bare ikke evnerne indenfor det naturvidenskabelige, til at kunne følge ordentligt med i den her film – det vil jeg ikke lægge skjul på er en mulighed. Men så er filmens målgruppe altså også begrænset.
Det som fangede min interesse for filmen, var disse benspænd som Phie sætter op for sig selv. Jeg tænkte det kunne være interessant hvordan hun havnede mærkelige steder, og hvordan hun kunne få kontakt eller ikke kunne få kontakt med folk, som hun jo ikke selv på spørge. Desværre fortæller filmen intet om processen af selve filmskabelsen. Phie reflekterer ikke over de resultater hun får, eller hvor svært det er for hende ikke at må stille spørgsmålstegn. Det eneste vi ser, er mennesker som taler, laver eksperimenter eller taler om deres eksperimenter. Så det er altså en lidt tør omgang, sorry to say.
Visuelt
Filmen er både visuelt rigtig smuk og interessant, men også enorm kedelig. En gang imellem er der plads til at der bliver eksperimenteret med det visuelle, der bliver vist flotte billeder af mønstre, hvilket gør filmen nærmest poetisk. Disse ledsages ofte af en voice-over fra Phie. Resten af tiden er filmen på den visuelle side, bare folk som sidder, hvor de nu end bor eller arbejder, og snakker.
Musik og lydbillede
Musikken falder i to grupper: Den er dejlig afslappende og rolig, og så er den stressende og direkte ubehagelig. Det er en mærkelig blanding. Jeg kan godt lide når den afslappende musik giver et fint lydgardin til de mere rolige og flotte visuelle billeder. Men i visse scener bliver der brugt mystisk næsten skræmmende og voldsom musik, som giver mig en ubehagelig følelse.