Phoenix Rising. Evan Rachel Wood. Læs anmeldelse på Filmpuls.dk
Copyright: HBO Max.

Filmanmeldelse: Phoenix Rising

‘Phoenix Rising’ er en rørende og inspirerende historie, om hvordan skuespillerinden Evan Rachel Wood gik fra at være offer for misbrug til at arbejde mod det. Dokumentaren kan streames nu på HBO Max.

Hvad handler den om?

Dokumentaren ‘Phoenix Rising’ følger skuespillerinden Evan Rachel Wood der fortæller om sit parforhold med rock-sangeren Marilyn Manson og hvordan han misbrugte hende med både vold og seksuelle overgreb. Efter forholdet beslutter Wood sig for at blive aktivist for at sikre retfærdighed for kvinder, der er blevet misbrugt, ligesom hende selv. I samarbejde med andre aktivister skaber hun The Phoenix Act, som er en organisation der er drevet af folk, som er blevet misbrugt i tidligere parforhold, i et forsøg på at ændre lovgivningen om misbrug i parforhold.

Vil jeg anbefale den?

Baseret på dokumentarens resumé, havde jeg en tanke om, at ‘Phoenix Rising’ ville følge samme struktur som dokumentaren ‘Leaving Neverland’ der bestod af interviews af to mænd der fortalte om, hvordan pop-sangeren Michael Jackson begik seksuelle overgreb på dem, da de var børn. Dette bekymrede mig, da ‘Leaving Neverland’ i sin længde blev en smule kedelig, da dokumentaren udelukkende bestod af de to mænd, der fortalte om deres oplevelser. Men det er heldigvis ikke tilfældet med ‘Phoenix Rising’. I dokumentaren fortæller Evan Rachel Wood om sin opvækst, mødet med Marilyn Manson og forholdets forløb. Derudover følger vi hende også i nutiden, hvor hun som aktivist skaber The Phoenix Act. Dette er med til at skabe variation således, at dokumentaren ikke bare er til en toenhalv times fortælling om, hvordan Manson misbrugte Wood.

Dokumentaren er opdelt i to afsnit, hvilket jeg synes fungerer rigtig fint, da den nok ville have været en for stor mundfuld for de fleste seere, hvis den ikke var delt over i dele. Der bliver ikke sparret på detaljerne om, hvad Marilyn Manson gjorde mod Evan Rachel Wood, hvilket vil chokere seererne. Dog føler man ekstrem medlidenhed for Wood, da det er åbenlyst i dokumentaren at hun stadig er dybt berørt over de forfærdelig ting, som Manson gjorde mod hende. Derfor er det meget rart, at man har mulighed for at holde pause efter at have set del 1, før man ser videre i del 2.

Phoenix Rising. Evan Rachel Wood. Læs anmeldelse på Filmpuls.dk
Copyright: HBO Max.

Men selvom at det kan lyde både tungt og rørende at skulle høre om Evan Rachel Woods historie og aktivisme, så er hendes historie ekstrem stærk, og Woods udvikling fra at være offer til at arbejde mod det hun selv har oplevet er inspirerende. Man sidder til sidst med en forhåbning om, at hun i fremtiden kan hjælpe andre kvinder der er blevet misbrugt af en partner.

Det eneste som jeg synes man kunne have udeladt fra dokumentaren er de første 15 minutter af del 1, som handler om Evan Rachel Woods barndom og opvækst. Dog er der en en rød tråd med, hvorfor vi som seer skal høre om hendes barndom, da hendes forældres skilsmisse var hård, hvilket påvirkede hende meget gennem hendes opvækst. Derudover får vi også fortalt, hvordan Woods forældre hjalp hende, efter hun forlod Marilyn Manson. Dog kunne jeg godt havde udeladt den del, da jeg var mere interesseret i, hvordan Wood overkom forholdet med Manson og hendes udvikling fra at være offer til, at arbejde mod det hun selv havde været udsat for.

Dokumentaren 'Phoenix Rising' kan nu ses på HBO Max
Kort fortalt
'Phoenix Rising' er en rørende og stærk fortælling om, hvordan et offer af misbrug i et parforhold rejser sig og arbejder mod det, man selv har været udsat for. Selvom at dokumentaren godt kunne havde undværet forældrenes del og samlet set været kortere, så er den interessant hele vejen igennem. Den efterlader seeren rørt og med stor respekt for Evan Rachel Woods personlige udvikling.
Samlet vurdering
LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
4