Yorgos Lanthimos er endnu en gang klar til at tage os med i hans finurlige, skarpe og lettere vanvittige verden.
Historie
Bella Baxter (forrygende Emma Stone) starter sin historie som et eksperiment hos en gal videnskabsmand (Willem Dafoe). Som en pendant til Frankenstein har Dafoes karakter Godwin, også bare kaldet God, bragt Bellas krop til live igen. Men hendes udvikling må starte forfra, og selvom hendes krop viser en yndig ung kvinde, skal hendes hjerne indhente den. Som enhver gal videnskabsmand forsøger God at indskrænke variablerne og holde Bella indelukket i huset, men Bellas væsen er nysgerrigt, vidensbegærligt og lettere ustyrligt. Her træder Mark Ruffalos karakter til, der tager Bellas eksistens fra sort-hvid fangenskab i et steampunk-inspireret London til de farvestrålende verdenshave. Heller ikke Ruffalo kan styre Bellas voksende nysgerrig og begær. Hun ænser ikke samfundsnormer og følger sine impulser, om det så er seksuel lyst, naivt håb eller stigende samfundskritiske tanker.
Historien er vanvittig, karikeret og med en sans for timing, der formår at trække det sjove og spidsfindige ud af ellers ret rædsomme situationer. Derudover er det ikke bare en fortælling, der vil underholde, den har også noget på hjerte: en kommentar på både maskulin og feminin seksualitet og en kritik af patriarikalske samfundsnormer, der forsøger at underkaste nogle for andre (om det så er mænd og kvinder eller rige og fattige).
Skuespil
Det kræver sit at skulle indtræde i Lanthimos’ verden, der ofte både er karikeret og kritisk, men samtidig underfuld og morsom. Alle medvirkende lever sig helt ind i verdenen, og selvom det er en kunstig verden føles karaktererne troværdige og ægte. Særligt Emma Stone leverer en imponerende præstation som Bella, der med sit hurtigt udviklende sind lynhurtigt gennemgår den opvækst, som andre er hele livet om. Hende bevægelser, mimik og tale er helt særligt og enormt velspillet, og det er en sand fornøjelse at se hende danse, onanere og kæmpe sig gennem tilværelsen.
Også Mark Ruffalo leverer en af karrierens bedste præstationer som den jaloux og besidderiske Duncan Wedderburn, der trods sit eget ry slet ikke kan følge med Bellas løssluppenhed. Ruffalo bliver indbegrebet af mandligt privilegie og bliver let den sjoveste karakter i hele fortællingen med sin geniale timing og latterlige udbrud.
Visuelt
Der er smæk på indtrykkene i ‘Poor Things’, og publikum bliver revet rundt til forskellige byer, der alle har noget nyt og spændende at byde på. Filmen starter i sort-hvid og udvikler sig til en farverig fantasiverden, der kun kan være skabt af skæve hjerner som Lanthimos og hans team. Deet føles som en drøm, at få lov at opleve verden gennem Bellas nysgerrige øjne, og selvom verdenen ikke føles ægte, lever man sig helt ind i fortællingen.
Særligt synes jeg også at kostumerne skal have ros. Verdenen er sat omkring slutningen af 1800-tallet, men særligt Bellas kostumerne er en glimrende refleksion af hendes norm-ødelæggende karakter. Hun render rundt i gennemsigtige skørter og kæmpe flæser, der gør hendes silhuet helt til sin egen og forstærker hendes individualitet.
Musik og lydbillede
Musikken følger Bella og er et underfundigt sammensurium af lyde, der ikke nødvendigvis harmonerer, men om ikke andet er en refleksion af hendes udvikling. Klaveret lyder som en, der tager sine første skridt og alle instrumenterne virker forvrængede på en eller anden måde. Men i det mærkelige er der også noget smukt, en melankoli og en ynde, der spirer præcis som den spirer i Bella.