Det er vidst kun få mennesker i Danmark, som ikke ved hvem John Mogensen var.
Han var en af de største og mest folkelige ikoner på den danske musikscene i det sidste århundrede, og selv i dag har hans sangtekster gennemklang og betydning for mennesker. Men hvem var John Mogensen? En storslået sanger, en poet, en provokatør, en drukkenbolt med et talent? Med ’Så længe jeg lever’, har instruktøren Ole Bornedal prøvet at få os tættere på mennesket John Mogensen. Spørgsmålet er så, om dette er lykkes?
Historie
Vi følger John Mogensen fra barndommen som kordreng, hans gennembrud med Four Jacks og hans solokarrierer, der gjorde ham til et stykke dansk musik klenodie.
Det er en historie om en mand med passion for musik og sang. En historie om en mand, der er i en evig kamp med sin perfektionisme, hans søgen efter det absolutte og hans sceneskræk, der langsomt æder ham op indefra. Det er også historien om en familiefar, der har sin lune og varme, men som tit ender i ægteskabelig tumult. Alt dette dulmes i en cocktail af smøger og alkohol, hvilket der i sidste ende gjorde en ende på ham.
’Så længe jeg lever’ er et kronologisk fortalt drama, der prøver at vise os mennesket Mogensen, hans indre kamp og hans musikalske bedrifter. Det er uden at filmen på nogen måde prøver at blive et historisk dokument, da dette i bund og grund er en fiktionaliseret fortælling. Vi er vidne til en performer, der er så perfektionistisk og selvbebrejdende, at han skader sig selv med sin opfattelse af egen utilstrækkelighed. Hvad Bornedal har skabt, er et stærkt karakterdrevet værk, der virkelig får os tæt på. På intet tidspunkt følte jeg mig uengageret eller kedede mig, da filmen vitterlig føles nærværende og personlig. Det største kritikpunkt og anke jeg har, er ved brugen af birollerne. For det kan godt være at filmens 109 minutter suser forbi, da man føler sig engageret, men jeg stod bagefter med en følelse af, at man godt kunne have brugt mere tid på visse personer. Ikke mindst på John Mogensens kone og især datteren, som jeg mener man bruger for lidt tid på, og som kunne have fået os tættere på forståelsen af hovedkarakteren. Man har også scener, hvor hovedkarakteren snakker med og ser sit yngre jeg for sig. Dette er ikke første gang man ser sådan noget på film, men det er en af de få gange, hvor man med succes har brugt det, da andre film kan virke prætentiøse, når de bruger dette fortællertrick.
Skuespil
Filmens absolutte hovedattraktion er Rasmus Bjerg! Han er intet mindre end skabt til den her rolle, og han leverer en mesterligt spillet præstation, som på ingen måde virker som en imitation af John Mogensen. Nej, Bjerg har gjort karakteren helt til sin egen og lever sig tydeligt fuldstændig ind i rollen. Og så er det rart og forfriskende at se denne fremragende skuespiller i andet end komiske film. Birollerne er også meget godt castet, og jeg følte overhovedet ikke at nogen var ved siden af deres karakter. Ros skal der især lyde til Helle Fagralid, der spiller Mogensens kone Ruth. Hun giver filmen en god dramatisk nerve, og en forståelse af hvordan det følelsesmæssigt måtte have været at være gift med en folkekær musikalsk sigøjner med seriøse drukproblemer. Som en 10-årig John Mogensen har vi unge Harald Kaiser Hermann, der uden tvivl har et stort talent og viser sit værd hér.
Visuelt
Visuelt er ’Så længe jeg lever’ et godt stykke dansk filmhåndværk. Men jeg savnede klart noget leg med kameraet, og nogle gode tricks oppe i ærmet, og derfor så virker filmen nok stilmæssigt for konservativ. Filmen gør det den skal gøre, men heller ikke stilmæssigt og visuelt mere end det. Derfor stikker filmen ikke mere ud, end f.eks. Dirch Passer biografi filmen ’Dirch’, da de to film virker meget ens, men nu er det også den sammen fotograf, som står bag begge film. Klipningen virker flydende, ikke forstyrrende og giver filmen et godt tempo.
Musik og Lydbillede
Der er sporadisk underlægningsmusik af Joachim Holbek, som er til for at understøtte filmens dramatik. Ellers så er det John Mogensens musik, der brager igennem filmen, sunget af Rasmus Bjerg. Selvom jeg ikke er fan af Mogensen, så må jeg indrømme, at hans sange efter filmen satte sig fast på min hjerne. Lydmæssigt, så synes filmen er godt mixet, men det er musikken, som klart har overtaget.
