Ole Bornedal har igen taget fat i et stykke Danmarks historie og lavet en audiovisuel genfortælling. Tv-serien ‘1864’ fik en blandet modtagelse fra danskerne, men måske ‘Skyggen i mit øje’ kan ende med et mere positivt publikum?
Historien om hvordan englænderne ved en fejl bombede Den Franske Skole i København under besættelsen, er en af de fortællinger fra historietimen i folkeskolen, som har sat sig i mig for altid. Det er en af de frygtlige hændelser fra vores fortid, som er så meningsløse, at den sætter sig i os selv generationer efter. Bornedal har nu valgt at fortælle historien på det store lærred, og sørget for at historien i endnu højere grad vil blive foreviget i vores bevidsthed.
Historie
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grædt så meget under en film. Jeg var fuldstændig knust, og var bange for at begynde at sidde og hulke højt. ‘Skyggen i mit øje’ kan mærkes helt ind i kroppen og sætter sig fast helt inde i dit hjerte. Du har ingen beskyttelse, på trods af du allerede ved præcis hvad der vil ske. Fortællingen rammer hårdt og nådesløst og er så velfortalt, at du kan mærke hvad der sker helt ned i sjælen. Og jeg vil advare imod, at filmen ikke giver dig en chance for at komme dig, før den er slut. Jeg sad stadig med tårerne ned af kinderne og en knude i maven, da rulleteksterne begyndte.
Undervejs var jeg faktisk i tvivl om hvordan jeg ville reagere, for filmen fik mig ikke til at knytte stærke bånd til karaktererne. Det er en film med et meget stort persongalleri – nonner på skolen, modstandsfolk, gestapo, engelske piloter, børnene og deres forældre. De mange mennesker gør, at man aldrig kommer rigtig ind under huden på nogen af dem – på trods af de naturligvis alle sammen er afrundede karakterer med personlighed. Men måske er det ikke meningen? Fokus er lagt på begivenheden i sig selv, og det tragiske i den, og ikke det tragiske ved at en karakter, du er endt med at holde af, dør. Når man ser filmen i sin helhed, synes jeg den har en veludført balance mellem fokus på karakterer og fokus på den overordnede fortælling. I virkeligheden er jeg også glad for, at jeg ikke var mere knyttet til karaktererne. Jeg var så grædefærdig alligevel, at det ville være gået helt galt ellers.
Skuespil
Her vil jeg gerne fremhæve børneskuespillerne, Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund Nilsson og Ester Birch Beck – de gør det helt fantastisk. Bornedal forstår sig virkelig på at instruere børn, og scenerne med dem er uden tvivl de bedste. Bornedal formår at skabe et helt univers, som på mange måder minder om noget fra en børnefilm – på den gode måde. Børnene virker som ægte børn, og jeg er enormt imponeret over de følelser de formår at portrættere. Derudover er deres replikker enormt velskrevet og ikke mindst naturligt fremført.
‘Skyggen i mit øje’ har som sagt et stort persongalleri, så der er mange voksne skuespiller der kunne nævnes. Alle gør det godt, men det er især børnene der stjæler showet.
Visuelt
‘Skyggen i mit øje’ er en flot film visuelt. Jeg var især imponeret over scenerne, hvor man sidder i de engelske fly og flyver ind over Danmark og København. De var virkelig flot lavet og det føltes meget virkeligt. De fleste andre scener foregår indenfor eller på de københavnske gader, og disse er også vellavet og føles meget virkelighedsnære. Jeg var også ret glad for kameraarbejdet i visse scener, hvor vi bl.a. følger en person helt tæt på, så man ikke rigtig kan se hvad der sker i miljøet omkring dem. En anden scene jeg er begejstret over, er en jagt mellem tre personer, som alene bliver fortalt igennem deres fødder.
Musik og lydbillede
Desværre er der stadig ikke fundet en løsning på den dårlige dubbing i dansk film. Det ødelægger altid en god potion af min oplevelse, når det er tydeligt at skuespillernes stemmer er optaget og lagt på billedesiden efterfølgende. Det river mig ud af illusionen og er generelt bare irriterende at kigge på.
Lydeffekterne i filmen, som eksplosioner og lignende, har jeg dog ikke en finger at sætte på. Det fungerede som det skulle.
Desværre synes jeg baggrundsmusikken var for svag. På mange måder mindede det mig om musik fra en halvdårlig britisk krimi, som bliver vist på TV. Det føles ikke passende til en biograffilm, og ikke helt “storslået” nok til historien der skulle fortælles. Når det så er sagt, så havde musikken ikke en negativ effekt på min oplevelse.