Teknologi møder testosteron
Væbnet med åbenlyse referencer og hyldester til bl.a. ’Die Hard’ og ’The Towering Inferno’ ses instruktør, Rawson Marshall Thurber, forsøge at bringe action-genren tilbage ned på jorden, ironisk nok, da filmen på en måde modkæmper det grandiose og i stedet sigter efter en mere simpel historie samt en smallere location at arbejde med. ’Skyscraper’ genforener instruktøren med Dwayne ”The Rock” Johnson, efter det tidligere samarbejde i action-komedien ’Central Intelligence’…
Thurber er faktisk bedst kendt for at stå bag kameraet på kendte komedier som ’Dodgeball’, ’Easy A’ og ’We’re the Millers’. Så spørgsmålet er, om han kan bygge sig selv op nedefra og skabe en seriøs omgang action med både troværdighed og skyhøj underholdningsværdi.
Historie
Plottet er simpelt: tidligere FBI-agent, Will Sawyer, ser sig selv tilbage i det fag, som han ellers efterlod bag sig for ti år siden, da en gruppe terrorister pludselig overtager en nybygget, højteknologisk skyskraber, som hans familie også befinder sig i…
Nogle af de allerbedste actionfilm tager sit afsæt i de mest basale fundamenter, uden for meget omkring sig, hvilket også kan siges om netop ’Skyscraper’… når ja, så er der lige Dwayne ”The Rock” Johnson, der på et tidspunkt tager sit afsæt i en tårnhøj bygningskran i stedet, i et forsøg på at hoppe direkte over i en brændende bygning, hundredvis af meter over jorden… men ellers så er det hele ret basalt. Det kan godt være, at bygningen i filmen er højteknologisk og moderne, men langt hen ad vejen så bygger ’Skyscraper’ på en ældgammel opskrift, om hvordan man laver effektiv og underholdende action på gammeldags manér.
Bevares, vi kan ikke komme uden om lettere latterlige og lidt for langt ude ”helteøjeblikke”, hvor vi ser Will Sawyer i helt umulige situationer, ej heller slipper vi for et par klichér undervejs. Manuskriptet er tyndt men dog mere tætpakket end nutidens norm, og det er instruktør, Rawson Marshall Thurber, som for alvor gør sort på hvid skrift til en næsten rødglødende genistreg, når han altså gør det allerbedst. Der er ikke meget anderledes og nyskabende at finde, og man slipper som sagt ikke for dumheder og skabelon-skriveri, men helt inde i den ildrøde kerne finder man et filmhold, der brænder for at laver en god actionfilm. Jeg synes godt man kan mærke, at der har været lidt mere blod, sved og tårer involveret i ’Skyscraper’, end i den typiske stor(for)slåede studieproduktion – og det er netop dette element, som gør, at jeg har lettere ved at tilgive filmen, når den er knap så velfungerende.
For ’Skyscraper’ er heldigvis ikke helt det Hollywood ”tørfoder” som vi er vant til at blive spist af med og især Thurbers overraskende forståelse for action og drama, gør, at det lykkedes ham at holde dumhederne på et minimum meget af tiden, til fordel for max spænding, følelser og de små øjeblikke…
Skuespil
Biceps-pumpede og billet-sugende ”Hollywood heavyweight” Dwayne Johnson giver os en overraskende karismatisk og dybfølt præstation i rollen som Will Sawyer. Det maskuline muskelbundt har stadig meget at lære i skuespillets verden, hvis han virkelig vil ud over kanten, men når det så er sagt, så leverer han noget af det bedste skuespil, jeg har set fra ham indtil videre – og det er især når ”The Rock” virkelig sidder i saksen, at det bliver interessant. Han har udtalt, at denne rolle var meget udfordrende, og jeg synes, at dette kan ses, mærkes og føles. Han er god til at sælge sig selv på sin charme, men her synes jeg også han bruger sin menneskelighed ekstra godt og lykkedes desuden i at overbevise publikum i sin karakters tidligere agent-baggrund og nuværende status som familiefar.
Danske Roland Møller ses i skurkerollen som Kores Botha. Han er, hvad jeg kan forstå, sydafrikansk terrorist, som ellers bliver kommenteret på, i filmen, som havende en skandinavisk accent, til trods for, at han umiddelbart gør et forsøg på netop at lave en sydafrikansk accent. Men accenter og oprindelser til side, så er Roland Møller et underholdende syn på det store lærred, men mest fordi han er dansk og netop dét er sjovt i sig selv. Objektivt set, så er han ret så konventionel og papirstynd over for fx ”The Rock”, som måske står som den stærkeste karakter i en stor gruppe af generelt meget svage personligheder.
Derudover er der Neve Campbell, som Will Sawyers hustru, og hun leverer en ganske fin præstation, i forhold til hvad hun har at arbejde med… hvilket er næsten intet. Børneskuespillerne overbeviser lige akkurat tilstrækkeligt, mens Chin Han gentager sin rolle som Lau fra ’The Dark Knight’, bare under et andet navn… tror jeg nok i hvert fald. Noah Taylor dukker også op undervejs, under et sikkerhedstjek til bygningen, selvom han formentlig er mere til stede for endnu en løncheck til tegnebogen. Hans præstation er i hvert fald lige så overraskende som filmens titel…
Visuelt
Oscar-vinder, Robert Elswit, er filmfotograf på ’Skyscraper’ og selvom filmens visuelle side er flot at se på, så virker det ærlig talt som en opgave en garvet herre som Elswit kunne have udført med én hånd (nu når vi er i ”amputee” afdelingen). Selvom hans talent lidt bliver spildt i en film som denne, så er man i det mindste sikker på at alt fra lyssætning, skygger og farvevalg er helt perfekte. Overordnet set er det lidt konventionelt, men går man i dybden, kan man sagtens se, at det ikke er hvilken som helst, der har stået bag kameraet.
Instruktør, Rawson Thurber, har også taget nogle stilistiske valg som virkelig kommer til sin ret og løfter historien til beundringsværdige højder. Han forstår nemlig, at momenter skabes fra karaktererne og udad – ikke omvendt. Moderne actionfilm elsker at filme det hele på stor afstand, så vi kan se alle de (computergenerede) eksplosioner. Men indlevelsen forsvinder her, da publikum ikke har noget at relatere til eller tage fat om. Karaktererne skal være i centrum, da det er dem, der skaber filmens og dermed spændingens momentum, og gør, at vi kan leve os ind i situationerne. Dem er der mange af i ’Skyscraper’, heldigvis, og det er virkelig noget jeg værdsætter.
Musik og lydbillede
Filmens score er komponeret af Steve Jabslonsky – en mand som er komfortabel i action-genrens vildmark, bl.a. med ’Transformers’ og ’Deepwater Horizon’. Han leverer langt fra noget pragende her, og forsvinder lidt i baggrunden, men det er tydeligt at mærke, at dette ofte er et bevidst valg. Filmens mange action-scener og spændende øjeblikke får ofte lov til at stå på eget ben, og altså hverken virker amputerende eller anmassende undervejs for resten af filmens elementer, i det ellers genretypiske øreskærende orkestermusik. Det er lydbilledet omkring musikken der når til tops denne gang.