Leigh Whannels ’The Invisible man’ er en spændingsfyldt gyser, der trækker dig gennem en uhyggelig paranoia. Elisabeth Moss spiller hovedrollen i denne genfortolkning af den klassiske figur ”Den usynlige mand”.
Historien
Cecilia (Elisabeth Moss) flygter i ly af natten fra sin voldelige og kontrollerende partner Adrian (Oliver Jackson-Cohen). Hun søger tilflugt hos sin ven James(Aldis Hodge) og hans datter Sydney(Storm Reid). Her forsøger hun, at overkomme sin frygt for, at Adrian finder hende igen. En dag får hun at vide, at Adrian har taget sit eget liv. Lettet begynder Cecilia at stable sig selv på benene, velvidende at Adrian ikke er derude mere. Hendes nyvundne sindsro bliver dog sat på prøve, da hun begynder at føle sig iagttaget. Cecilia mistænker, at Adrian stadig er i live, men ingen tror på hende, da en række mareridtsagtige hændelser optrevler hendes tilværelse og sindsro.
’The Invisble Man’ er en fortolkning af H.G. Wells’ Sci-fi klassiker af samme navn. Instrukør og forfatter Leigh Whannel bruger historien om den usynlige mand, som en kommentar på, hvordan stalking og voldelige forhold kan føles (for ofrene).
Efter sin film ’Upgrade’ fra 2018 beviser Leigh Whannel i ’The Invisible Man’ endnu engang, at han ikke er bange for, at udsætte dig for ubehagelig tavshed. Filmen er velskrevet, og dens spænding giver dig en klump i halsen, som kun sparsomt bliver forløst af shock.
Dog halter det lidt i slutningen af filmen. Efter historien bliver afhviklet, opstår der nemlig en smule skepsis. Nogle af vores hoverpersoner tager enkelte beslutninger, som vi ikke helt forstår, og nogle forklaringer på mysteriet er en smule vage. Det er dog ikke det store, og det stopper ikke ’The Invisible Man’ for at være en velfungerende gyser.
Skuespil
Skuespillet i filmen er på et højt plan, og dynamikken mellem de forskellige karakterer er altafgørende for historien. Særligt Elisabeth Moss’ og Aldis Hodges præstationer står frem.
Elisabeth Moss spiller godt i ’The Invisble Man’, og hendes præstation formidler den indre- og ydre smerte, som hendes rolle, Cecilia, føler. Samtidig spiller hun også karakteren, så du i få øjeblikke stiller spørgsmål til, hvorvidt hun har ret eller tager fejl i hendes paranoia.
Aldis Hodges, som den enlige far og politimand, James, skal også nævnes. For du kan ikke undgå at holde af ham. James er nemlig en charmerende og nede-på-jord karakter, der står i kontrast til Cecilia. Aldis Hodges formår at spille ham, så du tror på det, når han går fra at være en glad ven, til en vred og beskyttende far.
Visuelt
Måden ’The Invisible Man’ er filmet på understøtter i høj grad den ulmende uro, som gennemsyrer filmen. Mange gange hviler kameraet nemlig på et tomt sæde, en døråbning, eller et hjørne, hvor der tilsyneladende ikke er nogen. Andre gange ser du hoverpersonerne gennem øjnene på en person, som du er temmelig sikker på, ikke var til stede i den scene. Det sætter dig ind i Cecilias usikkerhed, om hvorvidt hun bliver iagttaget eller ej.
Ud over det, så er filmen pæn, men den spiller ikke med farve-musklerne. I stedet bruger den kølige toner på de rigtige tidspunkter, til at gøre scenerne lidt mere kolde og uvelkomne – hvilket er til filmens fordel.
Lyd og musik
Lydarbejdet i ’The Invisible Man’ er mest imponerende, når der er stille. Den har ikke brug for uhyggelige violiner i baggrunden, for at du forstår Cecilias paranoia. Tværtimod er velkendte- eller diskrete lyde, dem der forstærker din nagende mistanke om, at der noget helt galt.
Musikken er lavet af Benjamin Wallfisch, og den virker nogle gange unødvendig og overdrevent. For eksempel i de tilfælde hvor musikken skal understrege et shock, går det fra næsten stilhed, til et øresønderrivende brag fra musikkens side. Andre gange passer musikken perfekt til de mareridtsagtige hændelser, som Cecilia bliver udsat for.
