Jordan Peeles tredje film ‘Nope’ er en genreblandende omfavning af det skøre, der lander i biograferne d. 18. august.
Historie
Det er svært at forklare præcist hvorfor denne film fungerer så godt uden at komme ud i seriøst “spoiler”-fare, men lad os gøre et forsøg. Daniel Kaluuya, der tidligere arbejdede med Peele i ‘Get Out’, vender tilbage i hovedrollen som OJ Haywood, en noget introvert søn af en hestetræner for Hollywood-industrien. Da faren dør under mystiske omstændigheder, må OJ og hans søster Emerald (Keke Palmer) træde til og forsøge at holde deres ranch i live uden ham. Dette er ikke uden sine udfordringer, og vi stifter blandt andet bekendtskab med Steven Yeuns karakter Ricky ‘Jupe’ Park, der kører et tivoli i nærheden af ranchen.
Da søskendene opdager mystisk aktivitet på himlen ved deres ranch, vendes der op og ned på deres virkelighed, og de går nu på jagt efter det ultimative “money shot” – at få fotografisk bevis på, at aliens eksisterer. Det skal dog selvfølgelig vise sig at være lettere sagt end gjort.
Som altid blander Jordan Peele gyser og komedie med en imponerende overbevisning, og det kan være svært at vide om man skal grine eller græde i nogle sekvenser, der er så absurde og ubehagelige. Det er virkelig godt skruet sammen. Peeles fornemmelse for det ubehagelige er mesterligt, og som altid gemmer der sig en bidende kritik af vores samfund under alt det fjollede og ulækre.
Skuespil
Daniel Kaluuya er virkelig stjernen i ‘Nope’, og klart også den bedste skuespilspræstation i filmen. Som OJ Haywood er han stille og introvert uden at blive kedelig, og hans geniale kropssprog vejer hurtigt op for den ordfattige karakter. Med blot et blik opad bliver man rædselsslagen sammen med ham.
Hans kemi med søsteren Emerald er klart det bedste ved Keke Palmers noget anstrengende karakter, da de spiller virkelig fedt over for hinanden. Søskendebåndet er super torværdigt, med alle de små irritationer og inside jokes, der følger med. Desværre er resten af hendes karakter ikke særligt iøjnefaldende eller interessant, og hun får først lov til virkeligt at komme på banen til aller, allersidst.
Visuelt
Visuelt bærer filmen stærkt præg af western-genren, hvilket giver sig selv, når vi befinder os i Los Angeles ørkenen på en hesteranch, med et tivoli med det vilde vesten som tema lige i baggrunden. Det er lyst og støvet, især af en ubehagelig film at være, der ikke er afhængig af skulle være indhyllet i evig mørke.
Effekterne er solide og troværdige, selvom de bliver vildere og vildere igennem filmens løb. Selv i det visuelle leger ‘Nope’ med genrekonventioner, og noget så banalt som balloner fremstår både fjollede og frygtindgydende i forskellige sekvenser.
Det er selvfølgelig vigtigt også at notere, at man skal holde tungen lige i munden for at det ikke bliver alt for underligt- vi er lige på grænsen, og eksperimentet er ikke altid lige flot eller forståeligt.
Musik og lydbillede
Det er i lydbilledet, at vi ikke er i tvivl om, at ‘Nope’ føler sig allermest hjemme i gyser- og thrillergenrene, hvor de anspændte violiner brager derudad. Men det er blandet med en god portion musik, der trækker filmen mere op- her kan man blandt andet nævne en fed dansescene med Keke Palmer, hvor musikken starter og stopper under mystiske omstændigheder.