Den kære, svenske filminstruktør, Ruben Östlund, vender nu, tre år efter ‘Force Majeure’ (2014), tilbage med den satiriske Guldpalme-vinder ‘The Square’!
Hvor det sidst (i ‘Force Majeure’) var det fordrejede billede af en idyllisk, moderne kernefamilie og magtrollerne deri, der var satirens offer, er det nu den pseudo-intellektuelle, skandinaviske kunstnertype, der får slag. Og sikke det virker! ‘The Square’ er et fascinerende, provokerende og hylende morsomt eksempel på selvbevidst, nordisk filmkunst og ikke mindst et bevis på effektiviteten af selv-ironi og uforsigtig kreativitet i moderne film. Plus: Claes Bang kan spille skuespil nu!
Historie
Museumsdirektøren Christian (Claes Bang) skal til at åbne en ny udstilling på et moderne kunstmuseum i Stockholm. Men åbningen på udstillingen “The Square” bringer problemer med sig, og Christian skal jonglere stikkende journalister, indspiste PR-medarbejdere samt tyveriet af sin smartphone og tegnebog. Samtidig handler det om at opretholde omdømmet som smart, belæst og passioneret, kunstnerisk leder.
Ligesom i ‘Force Majeure’ skyder Ruben Östlund med skarpt efter selvhøjtidelighed og dumme normer – og han sigter der, hvor det gør mest ondt: i akavetheden. Scene efter scene opbygger han sine karakterer og hverdagssituationer – jordnært, troværdigt og relaterbart – for derefter at en sprede dyb, usikker akavethed, som udstiller små og store kiksetheder i det moderne liv. Filmens undersøgelse af kunstverdenen er tilpas ægte, spændende og inspirerende. Konceptet bag handlingens fiktive udstilling, “The Square”, kommer fra Östlunds egen kunstudstilling af samme navn fra 2014, hvilket formentlig forklarer troværdigheden i dramaet under komedien. Således holdes filmen fra at falde hen som overfladisk farce. Man mærker instruktørens andel i den personlige konflikt, f.eks. i den allerede vist omdiskuterede “middagsselskabs-scene” som jeg for guds skyld ikke vil afsløre for meget om. At scenen udover sin humor og parodi af kunstverdenen er nervepirrende, tankevækkende, umådeligt selvbevidst og intelligent er en god opsummering af filmens bedrift som helhed.
IMDB 2017Skuespil
Som en typisk skandi/euro-pudding filmproduktion, har vi i ‘The Square’ en blanding af svenske og danske skuespillere – samt en amerikaner hist og her. Det er jo snart Oscar-sæson, og må guderne være med den stakkels Ruben Östlund, der sidst måtte tage tudende hjem fra Staterne uden en velfortjent nomination af ‘Force Majeure’. Se selv hans ‘følelsesladede’ reaktion på resultatet af sit første Oscar-eventyr her. (Advarsel: videoen indeholder et fedt lag ironi og svensk).
‘The Square’ viser dog en triumferende Claes Bang, som selvbevidst og underspillet lægger sjæl og ansigt til filmens arketypiske hovedrolle. Succesfuldt balancerer han på grænsen mellem at være den kiksede og selvfede overklasse-fyr og en fandens relaterbar, skrøbelig moderne mand. Ligeså bakker diverse biroller op om helhedsbilledet af tidstypisk omgangskreds; Elisabeth Moss gør det kanon som kunst-intervieweren, der lever i dimensionen mellem kunstensverdenens absurditet (hun har en noget uortodoks roommate -vent og se!) og usikre selviscenesættelse. Derudover er der en helt særlig og nærmest umenneskelig præstation fra Terry Notary (som har dedikeret sit liv til at være performance co-ordinator på film med chimpanser), der er intet mindre en fantastisk i den tid, han er med – noget af det fedeste, jeg længe har set!
IMDB 2017Visuelt, musik og lydbillede
Jeg må dy mig og være lidt kortfattet fra nu af. Selvsagt kunne jeg længe forsøge at formulere mig om præcist hvor “lige i øjet” Östlund rammer det, han sigter efter som filmskaber. Rent biografoplevelsesmæssigt er ‘The Square’ nemlig også en snack. Forvirrende og ‘kunstfærdige’ billeder af historiens specifikke miljø eleverer, igen, filmen fra simpel parodi-farce, og bruger den moderne, svenske arkitektur til eget bedste. Man husker ud over museums-kulisserne især storslåede billeder fra et storcenter-torv med dets identiske, sort- og mørkeblåtklædte shoppinggæster og en helt umulig kamerabevægelse op gennem trapperummet i en lejlighedsbygning. Hertil har filmen, ligesom ‘Force Majeure’, ét særligt stykke musik, som muligvis markerer hvert akt-skifte (eller noget -hvad ved jeg?) med det samme tema. Musikken kommer fra den skønne Bobby McFerrin, der b.la. har lavet “Don’t Worry, Be Happy”
Igen: Lige på sømhovedet, mand!