Umiddelbart lyder Jesper W. Nielsens film ’Undtagelsen’ som et typisk dansk drama. Filmens titel indskriver sig i den oldgamle tradition for, at navngive danske film med et navneord i bestemt form ental. Så jeg gik fejlagtigt ind til filmen med en frygt for, at det ville være endnu et dansk køkkenvasks-drama.
Historie
Iben (Danica Curcic), Malene (Amanda Collin), Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) og Camilla (Lene Maria Christensen) arbejder sammen på et kontor, hvor en social hakkeorden dikterer hverdagen. En dag modtager Iben og Malene begge dødstrusler. De mistænker begge en serbisk krigsforbryder, de har skrevet artikler om, men som spændingerne på kontoret udvikler sig, begynder de at mistænke at truslerne kom indefra.
Filmen har en overordnet konflikt og et mysterie i at finde ud af, hvem der står bag truslerne. Gennem handlingen og Danica Curcics voice-over-indslag lærer du, den handler om, at alle potentielt kan være onde. Filmen illustrerer det ikke ligefrem subtilt, da vores primære hovedpersoner Iben og Malene svinger mellem at være frustrerede ofre og de ledeste kollegaer, du længe har set. Det er tydeligt, du skal holde med Iben og Malene, eftersom vi får etableret, at Iben har haft et sammenbrud, og Malene besøger en psykolog (i en scene, vi ser aldrig psykologen igen). Deres lede indstilling på kontoret gør det svært, at holde af karakterene, og den første halve time er du vidne til grov voksenmobning.
Det hele tager dog fart i takt med, kvinderne finder nye spor, og lærer mere og mere om menneskers potentiale for ondskab. Det leder til nogle velskrevede øjeblikke, hvor du erkender kendsgerninger samtidigt med hovedpersonerne. Det er på trods af, filmen leger med psykologiske koncepter (som jeg ikke ved, hvor meget hold, der er i), der skaber en usikkerhed på, hvad kvinderne måske- og måske ikke ved.
Skuespil
De fire hovedroller leverer en flot skuespilspræstation. Specielt Sidse Babett Knudsen og Danica Curcic skal have ros, da de tager dig med gennem Anne-Lises og Ibens mentale udvikling og strabadser. Alle fire hovedroller formår at spille, så du forstår og opfanger de usagte gnister og frustrationer, der udvikler sig mellem dem. Det gør et ellers kedeligt kontorlandskab til en voldsom arena for usagte magtdynamikker.
Det eneste der stikker ud, er rytmen i nogle samtaler. Her går skuespillerne fra lange pauser, til at svare umanerligt hurtigt – men det kan lige så vel være manus og instruktion, der er ansvarlig for det.
Visuelt
’Undtagelsen’ er en flot film, der gør tydeligt brug af farver og visuelle metaforer til at afspejle kvindernes mentale tilstande. De gør ofte brug af flash-backs og hallucinationer, og glider ubesværet mellem dem i en sådan grad, at du til tider er i tvivl om, det er en faktisk hændelse, eller en hallucination, du ser.
Nogle steder i filmen bliver det også for flot, og kan lede dine tanker hen på et dystert boligmagasin.
Musik og lydbillede
På lydsiden er der ikke meget at komme efter. Det eneste musik der optræder, er mørke hvirvlende strygere mellem scener, og nogle få udstrækte toner, der skal minde dig om at det er nervepirrende og mystisk. Ud over det beror filmen i høj grad på real-lyd. Det vil sige, at du er indlagt til lyden af el-kedler, laptop-tastaturer, nøgler, kaffekrus, stilhed og meget mere.