I dag har Zentropa og Nordisk Film Biografdistribution valgt at frigive det første stillfoto fra filmen ‘Fasandræberne’, som netop har afsluttet optagelserne. Billedet viser en afgørende og dramatisk situation i filmen, hvor en hårdt såret Carl Mørck (Nikolai Lie Kaas) ligger i armene på en magtesløs Asad (Fares Fares).
I ‘Fasandræberne’ starter vi i 1994, hvor et tvillingepar findes brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger i retning af en gruppe rigmandsbørn fra en nærliggende kostskole, men sagen lukkes, da en lokal outsider erklærer sig skyldig og dømmes for mordene. 20 år senere ender sagen på vicekriminalkommissær Carl Mørcks skrivebord, og han indser hurtigt, at noget er galt. Carl, hans assistent Assad og deres nye sekretær Rose genoptager sagen og finder frem til et gammelt nødopkald fra en desperat pige, der tilsyneladende kender til mordene. Snart bliver de kastet ud i en intens søgen efter pigen, Kimmie, der har været forsvundet siden mordene fandt sted. Men Carl og Assad er ikke de eneste, der jagter Kimmie. Hendes viden er til stor fare for en gruppe indflydelsesrige mænd i toppen af samfundet, og de vil gøre alt hvad de kan for at forhindre fortiden i at indhente dem.
Foruden Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares medvirker også Pilou Asbæk og David Dencik som de to magtfulde finansmænd Ditlev Pram og Ulrik Dybbøl Jensen, Danica Curcic som den hjemløse Kimmie, Johanne Louise Schmidt som Afdeling Qs nye excentriske sekretær Rose og Søren Pilmark som drabschef Marcus Jacobsen.
‘Fasandræberne’ får dansk biografpremiere torsdag den 2. oktober 2014.