Filmpuls logo
Filmpuls logo

Klassikere: Blinkende lygter (2000)

I Facebook-gruppen ’Den bedste danske film nogensinde’ dystede 1024 film om den fornemme titel. Det foregik ved, at en tilfældigheds generator satte to film op mod hinanden i en afstemnings duel. Hver duel var fuldstændig uafhængig af både årstal og genre. Kun vinderen gik videre til næste runde. Da konkurrencen var færdigt, stod ’Blinkende lygter’ tilbage som vinderen.

Dette giver anledning til at stille sig selv spørgsmålet, om det er nostalgien der taler, eller er den vitterligt så god. Det vil jeg i det følgende prøve at undersøge.       

Det skal lige tilføjes at Facebook-gruppen har ændret navn siden konkurrencen, men man kan stadigvæk se de gamle opslag. Det kræver dog at man scroller tilbage til opslag omkring d 1/6.

Hvad handler den om?

De fire kriminelle barndomsvenner Arne, Peter, Stefan og Thorkild får fingre i fire millioner kroner, der tilhører gangsterbossen Færingen. De vælger at stikke af og sætte kurs mod Barcelona.

De kommer bare ikke ret langt. Flugtvognen bryder sammen og de strander i en forladt kro.

Torkild ser en mulighed for sadle om i livet og inspirerer de andre til restaurere den gamle kro.

Kan jeg anbefale den?

Det korte svar: ja, den er stadigvæk hyle morsom, men mere om det senere.

’Blinkende lygter’ har i den grad sat sit aftryk på dansk filmhistorie. Den lavede et nybrud, hvor den forenede den traditionelle danske krimi-folkekomedie med Quentin Tarantino.

Hvis man forestiller sig en hybrid mellem ’Olsen Banden’ og Tarantinos ’Håndlangerne’, så får man ’Blinkende lygter’.

Det lyder måske som en mærkelig kombination, men det fungerer i dette tilfælde virkelig godt. Dette kan vi takke manuskriptet og skuespillerne for.

I stedet for at fortabe sig hovedløst i inspirationskilden, formår manuskriptet nemlig at være helt sin egen og have en form for anker i den danske kultur.

De fire hovedpersoner Peter, Arne, Thorkild og Stefan ser ’Matador’, drikker elefantøl og læser digte af (T)ove Ditlevsen.

Disse små nuancer er med til, at vi er mere investeret i personerne og alligevel holder med dem, selv om de er på den forkerte side af loven.

Den helt store styrke i filmen er dels de vanvittige veloplagte skuespillere, men også at manuskriptet giver dem plads til at udfolde sig.

Skuespillet slår virkelig gnister mellem de fire hovedpersoner, men derudover ydes der forskelligartet modspil i to funklende biroller af hhv. Ole Thestrup og Frits Helmuth.

Om det er skuespillernes levering eller indholdet af replikkerne der gør, at man griner højlydt indtil flere gange, skal jeg ikke kunne sige. Det går op i en højere enhed her.

I særdeleshed Ole Thestrup viser komisk timing. Gang på gang får han storslået komik ud af tabubelagte emner. Man ender med at grine højlydt på tidspunkter, som man slet ikke burde.

Ulrich Thomsen skal også fremhæves, fordi han er eminent som narkovraget Peter. Hans mimik i flere situationer er virkelig morsom og løfter flere scener.

Én ting er at sætte sit aftryk på dansk filmhistorie noget andet er at påvirke det danske sprog.

Replikkerne er flere steder geniale og det er vel de færreste, der ikke kender replikkerne:

”Det skal jeg da ha’”

”Det er en syg høne, der har lagt det æg?”

”Hva` skød du den med?”

Den ikoniske scene med æggepustningen, hvor Torkild stikker Stefans kæreste en knytnæve, funkler stadigvæk. Den var dog næppe gået i dag, men man kan ikke lade være med at grine. Også selv om man ikke burde.

Udover sjove replikker og scener rummer manuskriptet også mere alvorlige temaer. Hele fortællingen drives af, at Thorkild har en form for midtvejskrise. Han ønsker at sadle om i livet og gøre noget rigtigt. I forlængelse deraf gennemgår vores hovedpersoner en udvikling. De bærer alle sammen på traumatiserende familie historier, der har dannet grobund for deres kriminelle løbebane. Men de finder en form for mening i det nye fællesskab, hvor deres kriminelle tilbøjeligheder erstattes af lovlige alternativer.

Eksempelvis Skydegale Arne finder en form for ro ved at gå på jagt og den coke sniffende Peter begynder at interessere sig for øl i stedet for.

Har jeg så slet ikke noget dårligt at sige?

Jo for plottet med gangsterbossen Færingen udgør den absolut svageste del af filmen. Historien virker noget påklistret. Det sætter gang i plottet, men derefter glemmes det lidt, for så at vende tilbage i slutningen. De kunne lige så godt have fået pengene på alle mulige andre måder. Desuden virker lige netop denne karakter meget underudviklet. Han er hverken rigtig farlig eller morsom. Derfor venter man på, at scenerne med ham er overstået, så man kan komme tilbage til hovedpersonerne.

Generelt blegner de dramatiske scener i forhold til de humoristiske. Især opgøret med Færingen er noget skuffende og forhastet.

Desuden præsenteres vi for fire flashbacks, der skal give os indblik i, hvorfor at de fire hovedpersoner er endt som små kriminelle.  Ikke alle af disse fungerer lige godt, da nogle af dem virker meget karikerede, når man ser dem i dag. Enkelte af hovedpersonerne kommer endda til at fremstå lidt usympatiske.

Generelt får de kvindelige skuespillere, heriblandt Sofie Gråbøl, ikke ret meget skærmtid og set i dette lys, er ’Blinkende lygter’ en rigtig mande-film. Symbolsk kan man endda sige, at Stefans kæreste er en form for skurk i filmen, som udgør en trussel mod det fællesskab som Thorkild, Arne, Peter og Stefan har etableret. Denne stereotype fremstilling kunne godt have givet anledning til nogle debatter den dag i dag. På den front virker filmen lidt forældet.

Alt i alt

Selvom ’Blinkende lygter’ har sine mangler, så er den spækket med så mange fænomenale scener, at den med rette har bundfældet sig i danskernes hukommelse.

Er det den bedste danske film nogensinde? Nej det synes jeg personligt ikke, men det er en seriøs kandidat til den sjoveste danske film nogensinde. Det var et dejligt gensyn og bestemt ikke kun nostalgien der taler.

 

Blinkende Lygter kan ses på Viaplay
Alt i alt
Selvom ’Blinkende lygter’ har sine mangler, så er den spækket med så mange fænomenale scener, at den med rette har bundfældet sig i danskernes hukommelse. Er det den bedste danske film nogensinde? Nej det synes jeg personligt ikke, men det er en seriøs kandidat til den sjoveste danske film nogensinde. Det var simpelthen et dejligt gensyn.
Samlet bedømmelse
Din bedømmelse0 stemmer
5