Prolog
I 1998 havde rigtig mange en kæmpe fest over denne lille, lavbudgets-film kaldet ’Festen’, instrueret af Thomas Vinterberg under de nu ikoniske ”Dogme95” regler og sammensat af nogle af dansk films største navne, som udover Vinterberg selv, også tæller Lars von Trier, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen. Men hvordan kan det være, at filmen blev så populær og stadig huskes den dag i dag?
Dogme – dovent eller direkte genialt?
I 1998 lykkedes det Vinterberg at samle nogle af de største navne inden for dansk film… hvorefter han fortsatte med at filme dem, nærmest lidt amatøragtigt, med et lille håndholdt Sony videokameraer, som meget vel kunne være identisk til det, som din far ejede omkring samme tid, når han ihærdigt optog alt fra campingferier til børnefødselsdage og familiefester. Dette var heller ikke bare en stor efterfest af en art, hvor Vinterberg bød på luksuriøs mad og lækre drinks i sit lille ydmyge hjem, for så havde det her vanvid måske givet mening… Nej, dette var rent faktisk en spillefilm, som udover at skulle sendes i de danske biografer, også skulle videre ud i den store verden, bl.a. på den prestigefyldte Cannes festival. Hvad foregår der lige? Burde Vinterberg gå i vinterhi eller har han faktisk fat i den lange ende her?
Dogme95 var selvfølgelig, på mange måder, et sats eller et eksperiment af en art. Ingen vidste helt om det ville virke, men alle troede på det og gjorde deres absolut ypperste. Henholdsvis Vinterbergs ’Festen’ og Biers ’Elsker dig for evigt’ er fortsat noget af det bedste de begge har præsteret i deres ellers lange og imponerende karrierer. Basalt set, så skyldes dette, at Dogme95 faktisk ikke er til for at sænke kvaliteten på filmen – men for at hæve den. Filmmediet splittes simpelthen ad, hvor alt det overflødige fjernes, indtil der kun står én ting tilbage i sin reneste form: historien. Dogme95 arbejder sig helt ind til kernen i en filmfortælling og lader det hele tale for sig selv. Nærværet, som man føler som publikum, er usammenligneligt, og ofte også ubehageligt, hvilket forstærker filmmediet og dennes kraft og ultimative magt mere end nogensinde før. Et vaskeægte milepunkt i filmhistorien.
Sandheder, usandheder og ærligheden imellem
Vinterberg fik sin inspiration fra en anonym fyr, kaldet ”Allan”, som fortalte en personlig historie meget lig den set i den færdige film. Det vidste sig dog senere, at ”Allan” havde opdigtet historien, selvom han sagde, at den delvist stammede fra en sygeplejerske, som holdte hendes tale på juleaftensdag. Sand eller ej, så er det ikke utroværdigt, at en given person langt om længe trodser et familiemedlem, fordi han eller hun har forvoldt fysisk eller psykisk smerte på dem, og nu endelig ønsker at gøre sig fri af disse tanker og følelser og komme videre, alt imens personen bag får den straf han eller hun har fortjent. Metoden det gøres på skærer også helt ind til benet og sætter personen i det nødvendige spotlys – specielt hvis man ser på, hvordan ”den onde karakter”, Helge, protrætteres i filmen; nemlig som en stædig, standhaftig og på mange måder magtfuld mand. Man ved lige præcis hvilken type person han er, allerede ved første syn.
Persongallariet i filmen er en bred vifte af velkendte individer, der står som karikerede klichéer på overfladen, men som gemmer på endeløs dybde nedenunder. Christian, den succesfulde i familien, der rejste væk fra det hele, inklusiv tragedierne; Michael, broderen, der aldrig levede op til faderens ønsker eller storebrorens succes og lever nu et hektisk ”underklasseliv” med for mange børn, og en kone, der blot er til for at blive råbt af eller blive bedt om ting; Helene, søsteren, der er lidt for forkælet og ”fint på den” i forhold til hvilket helvede hun i virkeligheden lever, hvilket hun forsøger at ligge skjul på for andre samt hendes egen skyld; Else, moderen, som har levet blind i lang tid ved faderens side og som nok ved mere end som så, men også ved bedre, når det kommer til bare at holde sin mund.
Dette er blot et simplificeret udpluk af hvor mange dybt fascinerende karakterer, der er at finde i filmen, hvoraf alle skuespillere i deres respektive roller leverer noget af det bedste i hele deres karriere. Det er overbevisende og sofistikeret, og balancen er en svær gang at gå, da filmen ofte kalder på at overbevise ved at overspille, hvilket er utrolig svært, eller underkaste sig en imponerende underspillet stil, som virkelig fungerer hele vejen igennem, netop fordi alle er så talentfulde og professionelle hele vejen igennem.
Rød er det nye sort
Det er dansk og det er dejligt! Tja, sidstnævnte kan diskuteres i denne sammenhæng, men når det kommer til Vinterbergs ’Festen’, så er der meget få film, der på én og samme tid fortæller så meget om danskhed, dansk film og Danmark generelt. Når jeg har vist denne film til udlandske filmseere, så har jeg altid følt, at jeg sender en vis ”danskhed” med samme vej. Helges 60-års fødselsdag og dennes absurditet, synes jeg tager tydeligt udgangspunkt i danskhed og ikke mindst dansk humor (set bort fra tragedien, som jo kan ske alle vegne). Filmen er ikke en sort komedie på papiret (ej heller ifølge instruktøren selv), men filmens absurde udvalg og kejtede komiske indslag besidder den her vanvittige blanding mellem det alvorlige og det absurde, som danskere er så gode til at lave sjov med. Hvis ikke man griner af det sjove, så griner man af det meningsløse helvede man befinder sig i undervejs. Det er skræmmende godt filmhåndværk…
Hvornår har en simpel suppe nogensinde været så stort et debatemne, som det bliver i ’Festen’ – og hvornår har så lille og ligegyldig en scene sidst været så sjov? Hvorfor ser man frem til at farfar rejser sig endnu engang, for at fortæller om de syv have? Hvorfor er det så tragisk morsomt at se Helge få sin gamle, skrøbelige mor til at synge en sang – i pinlig stilhed – foran hundredvis af forargede og forvirrede mennesker? Hvorfor tror man, at filmen ikke kan blive mere langt ude, før hele selskabet derefter rejser sig op i fuldskab og forceret festhumør, for at danse linedans hele vejen rundt i det store, luksuriøse hus, som desuden er en helt igennem perfekt kontrast til herlighederne?
Epilog
Simpelt sagt, så rammer ’Festen’ bare plet på så mange punkter, at det efterhånden er svært at beskrive, hvorfor en film som denne kan ende med at være så fantastisk. Det er den underligste, mest ubehagelige, mest akavede og fuldstændig absurde fest, jeg nogensinde har taget del i – en fest, jeg nødig ønsker at deltage i igen, men alligevel så ofte gør. Så kære Thomas Vinterberg, hvis ikke det var for Klaus Bondam, så er du, i sandhed, den bedste toastmaster nogensinde! Tak for føre mig igennem festlighederne endnu engang og vi ses igen næste år!
Filmpuls Klassikere: et tiltag på vores side, hvor vores skribenter tager fat i højtelskede klassikere, nye som gamle, der betyder noget helt særligt for dem. Vi håber, at alle Jer læsere vil være med til at se tilbage på nogle af de film, som har været med til at ændre filmmediet og måden vi oplever film på.
Du kan læse de tidligere indlæg om The Shining her, Casablanca her, Dr. Strangelove her