vi anbefaler Dr. Strangelove 1964

Skrevet den 30 marts, 2018 | af Nicolaj N. Justesen

0

Klassikere: Dr. Strangelove (1964)

or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb

“Mr. President, we are rapidly approaching a moment of truth both for ourselves as human beings and for the life of our nation. Now, truth is not always a pleasant thing. But it is necessary now to make a choice, to choose between two admittedly regrettable, but nevertheless *distinguishable*, postwar environments: one where you got twenty million people killed, and the other where you got a hundred and fifty million people killed.”

Jeg indrømmer gerne at de tidlige klassikere tilbage fra 50’erne og 60’erne ikke er de film jeg har været bedst til at se gennem tiden, men der er dog en film som altid vil have et specielt sted hos mig.

Dr. Strangelove fra 1964 er den film. Dengang jeg var en naiv lille filminteresseret teenager, der ikke havde set andet end de seneste års Blockbusters, bad jeg en af mine arbejdskollegaer om at lave en liste over de film, som han synes jeg skulle se. Øverst på den liste lå Dr. Strangelove. Det var min første intro til Stanley Kubrick og vigtigere endnu; min første intro til hvad film kunne gøre. Både historiemæssigt, men også med simplistisk kameraføring og effekter.

Red Alert

Filmen er baseret på bogen Red Alert af Peter George, men Kubricks fascination af emnet begyndte med at han simpelthen var bange for at der udbrød en atomkrig, hvorefter han begyndte at læse om emnet og faldt over Peter Georges bog. I starten blev filmen ikke engang skrevet som en komedie, men som et drama. Men efter et par sene aftener hvor Kubrick og Terry Southern var ved at være en smule trætte endte det ud i at være den sorte komedie vi har i dag.

Filmen foregår over 2 timer hvor vi følger 3 forskellige steder, der alle ser situationen fra hver deres synspunkt. Bombeflyet, der er på vej ind over Rusland for at bombe deres mål. Militær-basen, der udstedte ordren til bombeflyet. Og til sidst fra præsidentens krigsrum, der prøver at afværge situationen.

Dr. Strangelove 1964

“Sir, you can’t let him in here. He’ll see everything. He’ll see the big board!”

Peter Sellers, Peter Sellers, Peter Sellers

Tilbage i 50’erne og 60’erne var der få skuespillere der virkelig kunne klassificeres som gode komiske skuespillere. I hvert fald er der få der bliver husket i dag. Men en der bliver husket, er Peter Sellers. I sin korte levetid nåede han at gå over i historien som “den bedste komedie-skuespiller nogensinde”. Originalt fra England, spillede han med i mange amerikanske film – og ofte med flere roller i samme film. Hvilket også var noget han gjorde i Dr. Strangelove, hvor han udover at spille titelrollen, som den tidligere nazist, nu rådgiver for USA’s præsident, også spillede præsidenten selv, samt den nervøse base-kaptajn Lionel Mandrake. Det var faktisk meningen at han skulle have spillet en fjerde rolle i form af Major King Kong, men da han var bange for at dette simpelthen blev for meget (og han var bange for at han ikke ville kunne ramme den texanske accent der skulle bruges til rollen) endte rollen med at gå til Slim Pickens. Der er dog også rygter om at Sellers med vilje brækkede sin ankel, for at han kunne bruge det som undskyldning for ikke at kunne sidde i det lille indelukkede set der udgjorde bombeflyet.

Der er ingen tvivl om at Peter Sellers virkelig gør det godt i alle sine roller, og hvis man ikke vidste det, ville man ikke engang ligge mærke til at det er den samme skuespiller der spiller de tre roller. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til det første gang jeg så den.

Selvom jeg nu har brugt en god del tid på at fortælle om denne fantastiske skuespiller, så er han jo langt fra den eneste skuespiller der virkelig stjæler opmærksomhed i denne film. Kort sagt vil jeg faktisk sige at alle virkelig giver en pragtpræsentation. Hver eneste person i denne film er så fantastisk ærke-typisk og karikeret at det helt sikkert ikke er manuskriptet der har skabt dem sådan. Der skal virkelig nogle skuespillere af en flot kaliber for at bringe den hjem (Uden at nævne navne, er det min mening at dette virkelig er en mangelvare nu om dage. Især på komediefronten).

Dr. Strangelove 1964

“Gentlemen, you can’t fight in here! This is the War Room.”

Aftermath

Der er ikke mange af dagens “Top 100” lister hvor Dr. Strangelove ikke figurerer. Om det er bedste komedier, krigsfilm eller bare de bedste film nogensinde (Hvordan Avengers kunne lande på Empires Top 100, og denne blive udeladt vil dog for evigt være mig et mysterie).

Tilbage da filmen kom ud, var den dog heller ikke uset. Nomineret for bedste film, skuespiller, instruktør og manuskript til 1965 Oscar uddelingen, samt vinder af det års Bafta. Peter Sellers vandt desværre ingen af sine ellers velfortjente priser, men derfor har filmen stadig sat sit aftryk gennem tiden. Især filmens locations har vist at være en pris eller to værd. Bombeflyet, der var blevet bygget, skulle efter sigende have været under efterforskning af FBI, fordi det lignede et ellers hemmeligt fly så meget. Kubrick håbede i hvert fald at de havde skaffet alle deres oplysninger lovligt, for ellers havde de højst sandsynligt ligget i problemer.

Da Ronald Reagan kom til magten i 1981, siges det også at han bedte om at få vist krigsrummet, fordi han nu havde set det i Dr. Strangelove. Hvortil han fik svaret at et sådan rum i virkeligheden slet ikke fandtes. I andet regerings-regi skulle der, efter filmens udgivelse, være taget forholdsregler imod, at det der sker i filmen ikke ville kunne ske i virkeligheden.

Dr. Strangelove 1964

“Hey, where’d Major Kong go?”

Hi THERE!

Helt kort sagt, så vil jeg bare sige at hvis du endnu ikke har givet dig selv den tilfredsstillelse at se “Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb” (Ja, det er dens officielle titel) så skal du virkelig unde dig selv at gøre det. Det er en fantastisk sort komedie, hvor præsentationerne bare sidder helt i skabet. Og jeg er normalt virkelig ikke til komedier.


Filmpuls Klassikere: et tiltag på vores side, hvor vores skribenter tager fat i højtelskede klassikere, nye som gamle, der betyder noget helt særligt for dem. Vi håber, at alle Jer læsere vil være med til at se tilbage på nogle af de film, som har været med til at ændre filmmediet og måden vi oplever film på.

Du kan læse Anders’ tidligere indlæg om Casablanca her.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , ,


Om skribenten

Film-nørd der er større fan af instruktørerne end skuespillerne (Burton, Wright og Del Toro skaber magi!). Gode film kan komme i alle genrer, undtagen "komedier" a'la Anchorman. Historien skal hænge sammen og skuespillet skal være overbevisende, men en middelmådig film kan godt hives op af at se flot ud eller have et godt lydbillede



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑