vi anbefaler

Skrevet den 23 juni, 2018 | af Sarah Genevey

1

Klassikere: The Shining (1980)

“HEEERE’S JOHNNY!”

Psykotiske Jack Nicholson, et hjemsøgt hotel og et sæt tvillingepiger, der ændrede gysergenren for altid. Det er blevet tid til at dykke ned i Stanley Kubricks ‘The Shining’ fra 1980, eller som den hedder på dansk: ‘Ondskabens Hotel’.

Hvorfor ‘The Shining’?

Jeg har altid været fascineret af gys, lige fra jeg som barn fik læst R. L. Stines episke gåsehudsbøger højt. Siden har jeg set et hav af gyserfilm: nye og gamle, gode og dårlige – jeg sluger det hele råt! For mig vil ‘The Shining’, der er en filmatisering af Stephen Kings roman fra 1977, dog altid skille sig ud fra mængden. Egentlig ikke fordi at den er hjertebankende uhyggelig på den der jeg-gemmer-mig-bag-puden-og-titter-frem-i-ny-og-næ-måde. Nej, mere fordi at Kubrick er en mesterlig instruktør, der har skabt et ikonisk værk med uendelige fortolkningsmuligheder.

Så meget desto mere interessant er det, at ‘The Shining’, på trods af sin nuværende høje status, faktisk modtog en del kritik dengang i 1980. Filmen blev blandt andet nomineret til en ”pris” for værste instruktør og værste skuespillerinde (Shelley Duvall), og selveste Stephen King decideret hadede Kubricks filmatisering. Derfor skrev King manuskriptet til en ny filmatisering, der udkom i 1997 som en mini-serie. Nu har jeg selv læst Kings roman, og ja, hvis man sammenligner bog og film, så er der store forskelle, hvorved jeg til dels godt kan forstå Kings utilfredshed. Dog vil jeg ikke komme ind på sammenligning af bog og film her. I stedet vil jeg se på filmen ‘The Shining’ som et isoleret værk, hvor den altså er fantastisk og unik.

For selvom Kings nye filmatisering, der forholder sig tættere på bog-versionen, faktisk modtog priser og på papiret fik succes, så er det Kubricks ‘The Shining’, som vi for alvor husker i dag. På trods af en noget lunken modtagelse dengang i 80’erne, så står ‘The Shining’ i dag som én af de mest legendariske gyserfilm nogensinde. 

Det psykologiske vs. det overnaturlige 

I første halvdel af 1900-tallet begyndte horror-genren for alvor at tage fat, og i disse film var fokus primært på monstre og det overnaturlige. Af eksempler kan nævnes Nosferatu (1922), Dracula (1931) og Frankenstein (1931). Med Alfred Hitchcocks mesterværk ‘Psycho’ (1960) blev vejen dog banet for de mere psykologiske gysere. ‘The Shining’ udmærker sig ved at være en god blanding af både det overnaturlige og det psykologiske.

Hvis du endnu ikke har fået set filmen, så kommer her et lille handlingsreferat: Forfatteren Jack Torrance (Jack Nicholson) påtager sig et job som vicevært på det afsides Overlook Hotel, imens hotellet står tomt i vintermånederne. Her flytter han ind med sin kone Wendy (Shelley Duvall) og sin søn Danny (Danny Lloyd), som har overnaturlige evner. Det er meningen, at Jack skal bruge freden og roen til at skrive på sin nye bog, men tingene går ikke helt som planlagt. For det lader til, at den lille familie ikke er de eneste, der huserer på hotellet. Overnaturlige kræfter er på spil, og nærmest som besat af hotellet bliver Jack drevet mere og mere ud i det rene vanvid.

På overfladen fylder filmens overnaturlige elementer meget. Det hjemsøgte hotel danner rammen for fortællingen og får hårene til at rejse sig på os. Men når alt kommer til alt, så vil jeg faktisk mene, at det psykologiske element virkelig er dét, der står i centrum for fortællingen. ‘The Shining’ er en historie om en mand, der drives helt derud, hvor han får lyst til at dræbe sin egen familie, og det er denne psykopati, der er filmens kerne. Fokus er ikke på klamme monstre men på selve mennesket. Og dét, synes jeg, er virkelig interessant. Jacks sindssyge krydres så med spøgelser og diverse spøjse indslag – man får let følelsen af, at hotellet leger med ham og hans psyke. Tilsæt derudover den klaustrofobiske følelse af at være spærret inde på hotellet langt væk fra nærmeste civilisation, og du har det ultimative skrækscenarie.

Et skrækscenarie, der bl.a. fungerer så godt på grund af Jack Nicholson i rollen som Jack Torrance. Den mand er jo vanvittig. Faktisk var Stephen Kings største kritikpunkt netop Nicholson, som han mente var fejlcastet, fordi han fremstår alt for sindssyg fra starten. Dette vil jeg ikke benægte, men jeg synes faktisk kun, at det gør noget godt for filmen, at man hele tiden kan fornemme Jacks ustabilitet. Nicholson leverer en pragtpræstation med sine mange sindssyge ansigtstræk og improvisation (f.eks. var replikken “Heeere’s Johnny” ren improvisation fra hans side). Kubrick skulle efter sigende virkelig have presset sine skuespillere til at yde deres allerbedste, og rygtet går på at Jack Nicholson kun fik serveret ostesandwiches – som han hader – i to uger, så han kunne komme i rette stemning til sin rolle. Det får mig til at tænke på, om jeg ville kunne opnå samme grad af Jack Nicholson-vanvid ved udelukkende at få serveret leverpostejsmadder – som jeg hader – i to uger. Jeg tror ikke, at jeg har lyst til at prøve.

Det visuelle

Visuelt er ‘The Shining’ ikke helt den typiske spøgelseshistorie. For eksempel foregår mange af scenerne ved højlys dag og ikke i mørket som så mange andre gyserfilm. Alt ser fint og hverdagsagtigt ud på overfladen, hvilket er meget effektfuldt, for det gør, at faren altid kan lure rundt omkring det næste hjørne. Hvilket faktisk skal forstås helt bogstaveligt i dette tilfælde. Kubrick bruger nemlig hotellets naturlige omgivelser til at skabe uhygge, for eksempel når Danny på en af sine mange cykelture rundt i hotellets gange med hårrejsende underlægningsmusik drejer om hjørnet og står ansigt til ansigt med to synkront-talende tvillingepiger. “Come and play with us, Danny. Forever, and ever, and ever..” hvilket nok er filmens mest kendte og ikoniske scene, som der findes tonsvis af referencer til i nutidens populærkultur. Det interessante er, at der egentlig ikke umiddelbart er noget uhyggeligt ved pigerne. Det er to ensklædte piger – og hvad så? De er jo ikke monstre! Men Kubrick formår alligevel at sætte pigerne ind i den helt rette uhyggelige kontekst, og det er måske grunden til, at små piger i gyserfilm siden hen har skræmt alle fra vid og sans. Desuden er dette en scene, som faktisk slet ikke er med i Stephen Kings roman – så Kubrick skal virkelig have cadeau for sin kreativitet og for at turde sætte sit eget præg på værket.

Noget banebrydende ved filmens visuelle elementer var også Stanley Kubricks brug af det såkaldte steadicam, der var blevet opfundet fem år forinden. Et steadicam gav Kubrick mulighed for at filme med glidende bevægelser fra gulvniveau, hvilket netop bliver brugt i de scener, hvor Danny cykler rundt i hotellets lange gange, og desuden i filmens labyrint-scener. De glidende bevægelser bruges gennemgående i hele filmen og er med til at skabe spænding og paranoia.

Og ja, så er Kubrick jo bare symbolikkens mester. Intet i filmen virker tilfældigt: labyrinten, blod, der strømmer ud af elevatoren og meget mere – hvordan skal det fortolkes? Det har jeg desværre langt fra plads til at gå i dybden med her. Men jeg kan da afsløre, at fjollede fan-teorier går på, at filmen skulle være et symbol på holocaust, samt at Kubrick brugte filmen til at tilstå, at han havde været med til at forfalske måne-landingen..

En to’er? 

Alt i alt er ‘The Shining’ en gyserfilm, der består af langt mere end bare nemme chok-effekter. Filmen er et visuelt mesterværk med masser af mulighed for symbolsk fortolkning, og så har Kubrick taget chancer ved at kreere scener, der ikke var med i Kings roman. Dette har givet os de ikoniske scener, vi kender i dag, og det gør, at filmen ‘The Shining’ står for sig selv som et enestående værk, som alle bare skal opleve. Og nu har du endnu mere grund til at se eller gense filmen. For Stephen Kings fortsættelse på romanen, ‘Doctor Sleep’, bliver filmatiseret i 2020 med Ewan McGregor i rollen som den nu voksne Danny. Jeg forventer ikke et mesterværk som ‘The Shining’, nu hvor vi ikke længere har Stanley Kubrick, men spændende bliver det ikke desto mindre.


Filmpuls Klassikere: et tiltag på vores side, hvor vores skribenter tager fat i højtelskede klassikere, nye som gamle, der betyder noget helt særligt for dem. Vi håber, at alle Jer læsere vil være med til at se tilbage på nogle af de film, som har været med til at ændre filmmediet og måden vi oplever film på. 

Du kan læse Anders’ tidligere indlæg om Casablanca her og Nicolajs indlæg om Dr. Strangelove her

Billeder: 1980 – Warner Bros. Entertainment

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , , , , , ,


Om skribenten

Jeg elsker gyserfilm, både de gode og de dårlige, og bruger lidt for meget tid på at se alle mulige slags tv-serier. Jeg vil underholdes, frastødes og overraskes, og så lægger jeg især vægt på den gode historie.



One Response to Klassikere: The Shining (1980)

  1. Rikke says:

    Virkelig interessant artikel! Elsker selv filmen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑