Jagten på kærlighed i singlelivets tidsalder

dates forside

Selvom HBO særligt er kendt for serier som Game of Thrones, Dexter, The Walking Dead og True Detective, gemmer der sig også mere ukendte serier på streamingssitet. Serier, som blot fordi de er ukendte, ikke bør forglemmes. En af dem er DATES – en britisk serie, der på nuværende tidspunkt kun er én sæson gammel, men er morsom, medrivende og menneskelig trods de få, relativt korte og tætpakkede afsnit.

I hvert afsnit befinder vi os som voyers til en ny date mellem to personer, hvis sociale baggrund, oplevelser og erfaringer vi ikke kender på forhånd, men som gradvist præsenteres for os via den mere eller mindre vellykkede dialog, der udspiller sig på hver date. Singlerne opretter datingprofiler og mødes på kunstudstillinger, moderne clubs, små cafeer og fine restauranter med samme forhåbninger – jagten på (utopisk) kærlighed – men forskellige forudsætninger og forventninger.

dates 3

Serien består altså af små brudstykker af eller øjebliksbilleder fra meget forskellige menneskeliv, der mødes og interagerer i kærlighedens navn – i en tidsalder, hvor singletilværelsen aldrig har været en mere udbredt livsform, hvor sociale, meningsfulde (fysiske) relationer aldrig har været svagere at fastholde, hvor ensomheden aldrig har føltes stærkere. Vi gifter os nu af lyst, ikke af pligt. Vi udforsker ukendte seksualiteter som del af vores identitetsdannelse. Vi shopper fra forhold til forhold, i søgen efter den perfekte, platoniske (illusoriske) kærlighed. En kærlighed, som måske aldrig findes, fordi vi haster så hurtigt fra partner til partner, at alt forbliver overflade uden plads eller tid til nuancer og dybde. Det er netop disse tematikker, som DATES på eminent vis skildrer så simpelt – men med underliggende kompleksitet der får os til at overveje vores eget (kærligheds)liv.

dates 2