Damien Chazelle er langt væk fra sit typiske musiktema. Han har sigtet mod galaksen sammen med Ryan Gosling for at portrættere Neil Armstrong’s liv som astronaut. Spørgsmålet er, hvorvidt de når i mål med missionen, eller om de rammer et par asteroider undervejs.
Historie
‘First Man’ følger Neil Armstrong karriere som astronaut før, han bliver en del af NASA-teamet, og op til efter han lander på månen. Både hans privatliv og hans arbejde bliver portrætteret, og man får et indblik i hans dagligdag lige efter en tragedie har ramt familien. Kronologisk bliver der vist, hvordan Armstrong langsomt stiger i graderne hos NASA, og hvor hårdt det er at blive astronaut. Udover at følge Armstrong får man også et indblik i NASA generelt og den politiske debat, der foregik i 1960’erne, hvor der var et hårdt kapløb mellem USA og Rusland om at få den første mand til månen.
Det er altid lidt spøjst at gå ind og se en biografisk film, da man kender udfaldet af historien. Vi ved alle sammen godt, at det lykkes Armstrong at komme sikkert til månen og tilbage igen. Det, der er så spændende er alt arbejdet op til selve månelandingen. Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste meget om emnet, inden jeg så filmen. Jeg ønskede blot at få fortalt, hvordan fanden man sender en mand til månen på en underholdende måde. Det levede filmen op til. Det foregik på et niveau, hvor alle kunne forstå, hvad der skete i handlingen uden at formlerne og fysikken tog for meget over og gjorde historien kedelig. Det var ikke blot månelandingen som blev portrætteret, men også alle de øvelser som astronauterne lavede inden, og de fejlforsøg der skulle til for, at få det hele til at lykkes.
Tilbage til Armstrong: handlingen er fordelt cirka 50/50 mellem hans privatliv og hans arbejdsliv. Man lærer hans kone og børn at kende og får sympati for de små drenge, der ikke forstår hvorfor deres far skal til månen, når de har et svømmestævne samme uge. Det er ikke bare en film om det pres der lægges på astronautens skuldre, men også på konens og hele familien. June, Neils kone, skal få en hverdag til at hænge sammen uden sin mand i længere perioder, samtidig med at hun er bange for at miste ham. Det er en virkelig fin fordeling som Chazelle har lavet, og det bevirker, at man ikke ser for meget af hverken det ene eller det andet. Det eneste negative jeg har at sige er, at historien var en smule langtrukken til tider. Filmen varer 2 timer og 21 minutter, og det kan mærkes. Man kunne godt have skåret lidt ned.
En anden ting jeg elsker ved filmen er, at den også viser de andre astronauter, der tog del i månelandingen. Armstrong knytter et tæt bånd til de andre mænd, og man kommer til at holde af dem alle. Det er en historie om alt den tid, penge og menneskeliv som månelandingen har taget og som, ifølge nogen, ikke var nødvendig. Det har ikke været en dans på roser at være de første på månen, og det viser filmen. Jeg havde frygtet at historien vil blive for glamouriseret, og den amerikanske patriotisme ville skinne igennem filmen. Dette var heldigvis ikke tilfældet. Armstrong er et helt specielt menneske, men han bliver aldrig portrætteret som en usårlig helt. Han er et menneske ligesom alle andre, der har sine fejl og mangler. Hvorvidt månelandingen overhovedet skulle have fundet sted bliver også diskuteret.
Skuespil
Chazelle og Gosling har før vist sig at være en kombination, der sikre oscarnomineringer, og mon ikke det kan være tilfældet for denne film også?
Ryan Gosling gør det godt som den relativt udtryksløse Neil Armstrong, der går sikkert efter målet. Det er især i hans mest følelsesladede scener, at hans gode præstation virkelig skinner igennem. Han er troværdig, og man ønsker ham kun det bedste. Selv til sidst hvor han faktisk er pænt irriterende. Hans kemi med Claire Foy er fin.
Hvis Gosling er jorden, så er Claire Foy den næsten uopnåelige måne. Hun gør det simpelthen så godt.Foy er langt fra hendes rolle i ‘The Crown’ som jeg kender hende for, men det gør ikke noget. Hun beviser, at hun kan spille forskellige roller med stor overbevisning. Hvis ikke det var for hendes gode skuespil, vil jeg have syntes, at mange scenerne med hende var kedelige. Hun er yderst sympatisk, og det skulle ikke undre mig, hvis der venter en oscarnominering til hende i januar.
Visuelt
Igen er det en helt anden stil, end Chazelle normalt er vant til. Han klarer den dog med sine helt specielle visuelle evner. Det hele er så gennemført. Selve billedkvaliteten er en smule grynet, og får det til at virke som om, at filmen er filmet for mange år siden.
Alt NASA-udstyret, maskinerne og raketterne ser realistiske ud, og man lever sig virkelig ind i det. Der er ikke pyntet så meget på kulisserne som i andre af hans film, men det er dog på den gode måde, da det forstærker filmens realisme. Tøjet og stylingen passer til tidsperioden, og man er ikke i tvivl om, hvor man befinder sig henne.
Kameraføringen er eminent, især i scenerne, der foregår i raketterne. Kameraet er placeret således, at det føles som om, at seeren sidder ved siden af astronauterne. Man bliver svunget rundt i galaksen sammen med dem. I disse scener er der ofte begrænset udsyn, hvilket betyder, at man kun ser, hvad Armstrong kan se. Jeg tog mig selv i at holde vejret, når de fløj rundt i rummet og dreje med kroppen for at styre raketten. Meget realistisk!
Musik og lydbillede
Justin Hurwitz gør det igen. ‘First Man’ er fyldt med storslået musik, der rammer lige i hjertet. Musikken formår virkelig at piske en stemning op. Det er dog lydbruget, der imponerer mig mest. Hurwitz forstår hvornår der skal bruges musik, og hvornår der bare skal være stilhed. Lyden er det der for rummissionerne til at virke mest realistiske. Det hele er gennemtænkt ned til den mindste detalje, og gør bare filmen endnu bedre.