Historie
Filmen handler om den ekstremt dygtige, men også lidt for overlegende neurokirurg, som pludselig kommer ud for en voldsom ulykke, der sætter hans højt elskede arbejde komplet ud af spil. Da han ikke ser andre glæder i livet, også selvom de er lige foran ham, vælger han at undersøge og udforske alt hvad han kan, efter en hvilken som helst form for helbredelse. Da han får fortalt, at lægevidenskaben ikke kan redde ham, men at spirituel heling er den eneste vej frem, må han efterlade alt hvad videnskaben har lært ham og give slip på krop og sind, for at få sig nogen som helst forhåbninger om at komme sig fuldt ud. Til trods for, at han satte sig et mål om at undersøge alle leder og kanter, havde Dr. Stephen Strange ikke i sin vildeste fantasi troet, at dette gjaldt alle leder og kanter mulige – og alle leder og kanter umulige…
’Doctor’ Strange er muligvis Marvels hidtil mest syrede film. På en måde, så har instruktør, Scott Derrickson, skabt noget der ligner ’Inception’ på LSD eller ’The Matrix’ i form af et multidimensionelt magisk univers. Det er tydeligt, at det er den visuelle del der har fået fuld fokus, mens historien halter en smule ved siden af. Til gengæld, så er historien overraskende afdæmpet og atypisk for de mange moderne Marvel film. De seneste film fra tegneseriestudiet har tegnet sig lidt af en krusedulle bestående af kolossal og global masseødelæggelse, som ikke er fuldt blottet for historie, men alligevel er det efterhånden lidt af en trættende affære, at være vidne til så meget computer-kaotisk krakelering, gang på gang. ’Doctor Strange’ er lille udsving på Marvels hjertemonitor og der hvor al kærligheden kom fra til at starte med. Dette gør bestemt filmen en anelse formularisk, forsigtig og føles også lettere objektivt instrueret, men kombinationen af denne stedsfornemmelse, sammen med en historie der tager sin tid og en visuel vinkel der er fuldstændig ligeglad med tid og sted, så er det endelige resultat faktisk en hel del mere vellykket end mislykket.
Det langsommere tempo gør, dybest set, at selve karakteren, Dr. Stephen Strange, udvikles mere naturligt og med en fremgang der fokuserer både på superhelten og mennesket. Superhelten føles næsten sekundær i starten, hvilket er et godt tegn, og man får et ordentligt greb om manden, hans motivationer og hans mangler – noget som gør, at man forstår karakteren bedre, når han endelig dimitterer som superhelt. Strange er meget lærenem, måske lidt for lærenem faktisk, men filmen finder heldigvis en løsning, eller tryller i hvert fald en undskyldning frem, som forklarer hvorfor at han bliver rutineret i så rivende en fart – dog er undskyldning uoriginal og typisk for denne genre – Dr. Strange føles lidt som en fætter af Tony Stark til tider. Til gengæld besidder filmen Marvels velkendte glimt i øjet, som altid er en fornøjelse og noget af det bedste ved deres superhelteunivers. Det er så befriende at overvære deres afslappede tilgang til selvironisk, spydig humor, hvor de heller ikke er bange for at slynge satiriske tegneserie-jokes afsted eller kaste omkring sig med referencer til den virkelige verden. Dette gør superhelteuniverset nemmere at relaterer til og det skaber en parallel mellem vores og deres verden – noget der faktisk er en direkte del af historien i denne omgang.
Selvom jeg vil mene, at filmens plusside er den nedtonede tilgang til en ellers bombastisk idé, så er det også lidt en svaghed ind i mellem. Jorden er på spil igen, dog på en lidt mere implicit måde og med en lettere anderledes tilgang til tingene end tidligere – men trods dette føles det ikke rigtig som om vi kommer nogen vegne i filmen. Af og til er det lidt som en pilotepisode eller episodemæssig fortælling, der ikke rigtig udretter noget fantastisk som helhed. Det er lidt som en opsummering af mange forskellige tegneserienumre og en tilblivelse, tilvænning, omvending og afslutning på én og samme tid. Filmen er ikke direkte forvirrende, dog måske overvejende fragmenteret i sin handling og udførelse – den føles i hvert fald ikke helt så helstøbt som andre Marvel film førhen. Filmen opbygger sig selv fint i starten, men kommer hurtigt til at lave lidt for mange udsving, formentlig fordi studiet ikke vil ende med en fire timer lang film. Dette er forståeligt, men grundet denne overgivelse til klassiske formularer, føles ’Doctor Strange’ også lidt for formularisk til tider. Heldigvis er den visuelle side interessant nok, mere eller mindre hele vejen igennem og giver universet et flippet, friskt pust.
Skuespil
Flere ansigter var på tale til rollen som Doktor Stephen Strange – bl.a. Joaquin Phoenix, som jeg personlig vil mene, er en bedre skuespiller end Benedict Cumberbatch og perfekt til en mørk, nedtonet og lettere dyster version af superhelten. Men inde i Marvel universet og i forbindelse med dén karakter, som de ender med at skabe, er Cumberbatch perfekt til rollen og han balancerer fint mellem arrogance, egoisme, kløgtighed og kækhed. Man må sige, at ’Doctor Strange’ lever op til sit navn… lettere intelligent, tilpas underlig og derudover også utrolig underholdende! Det er også rigtig fedt at se Mads Mikkelsen komplet indhyllet i computereffekter og ”macho-magi-kampe”, men hans karakter og skuespil er ikke noget særligt og han leverer en acceptabel performance uden at anstrenge sig for meget… ja, han kører vel nærmest på autopilot. Mikkelsen blev for alvor kendt for at spille en ond skiderik og det virker lidt som om denne rolle bare er en opsummering af hans fan-favorable ondskab, som mainstreampublikummet tydeligvis præfererer.
Tilda Swinton spiller ”The Ancient One” og gør det overraskende godt – specielt når man tænker på, at hun i realiteten er en hvid britisk kvinde, i rollen som en asiatisk ældre herre – eller rettere sagt, filmen har omskrevet karakteren til kvinde, mens det i tegneserien var en mand. “Hollywood whitewashing”, horribel race-prioritering, hensynsløst castingvalg, eller hvad end du vil kalde det, så synes jeg personligt at hun gør det godt og er én af de bedste ting ved filmen. På en god, bedre, bedst-skala, så er hun nok i den bedre ende, men der er ikke rigtig noget i filmen der rammer ’bedst’. Tja, så skulle det være mere ironisk ment, for så er der én person. Fordi ud over den ene Benedict, altså Cumberbatch, så er der også en anden Benedict, nemlig Wong. Han spiller rollen som, øhhh… Wong. Ikke en prominent karakter og i nogens øjne en pestilens af en karakter og måske også bare kedelig, men han er perfekt som ”irriterende monoton modpart” til Strange og som en sjov lille sidekarakter.
Visuelt
Historien taget i betragtning og universet som portrætteres, så afhænger filmen ikke overraskende meget af CGI. Men det føles til gengæld mere passende her, i denne meget fantasifulde verden, for rent visuelt, er ’Doctor Strange’ som et kirurgisk indgreb på nethinden.
Desværre bringer Scott Derrickson ikke specielt meget personlighed til universet, i form af sin instruktion, men da han har været med inde over manuskriptet, går man ud fra, at en hel del jokes – og den dertil lettere legende atmosfære – også kommer fra ham… noget han trods alt også skal visualisere i sidste ende. Alligevel savner jeg lidt mere personlighedspræget kameraarbejde og klipning.
’Doctor Strange’ fornyer ikke Marvel universet på dette punkt og er stadig en klassisk kombination af distanceret og kedelig kameraarbejde og hurtig og forvirrende klipning. Men trods dette er det en dejlig ”drømmeverden” at kunne opleve med åbne øjne og det må være en hver instruktørs våde drøm at få lov til at arbejde med ’Doctor Strange’ og det parallelle univers. Det er især befriende, når hele herligheden får fuld skrue – noget som jeg desuden er glad for, at Marvel har givet ’go’-tegn til. Der er en sekvens i filmen, som bringer tankerne hen på Terrence Malicks billedpoetiske visuelle maleri, i ’The Tree of Life, kombineret med den farverige syretrip fra Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey’. Ikke nær så godt, ej heller nær så flot, men det er en dejlig følelse af frihed og åbenhed, som klæder Marvels, efterhånden lidt lukkede univers, forfærdeligt godt.
Musik og lydbillede
Musikken virkede ikke særlig mindeværdig i mine ører. Jeg har senere hen hørt det igen, og synes meget af det er godt, men også lidt for velkendt i forhold til genren. Der er dog en del at lege med når det hele vender op og ned inde i ”spejldimensionen”…