‘Hatching’ er den finske filminstruktør Hanna Bergholms debutfilm. Taget i betragtning at dette er hendes debutfilm, kommer hun rigtig godt i land med en film, som både er angstprovokerende og frygtindgydende.
Historie
I ‘Hatching’ følger vi pigen Tinja, der bor med sin familie i et villakvarter i et perfekt hus. Alt er dejligt og behageligt hos familien, indtil Tinja finder en såret fugl sammen med sit æg. Tinja beslutter sig for at slutte fuglens lidelser, og tager samtidig ægget med hjem for at passe på det. Imens hun holder ægget varmt på sit værelse vokser ægget sig på mystisk vis større indtil det klækkes. Et stort fuglemonster er kommet til verden, og langsomt går det op for Tinja, at hun bliver nødt til at passe på fuglemonstret men samtidig indse, at det er starten på en voldsom og forfærdelig drejning i hendes liv.
‘Hatching’ er et pragt eksempel på, hvordan man mest effektivt skræmmer publikum. Den uhyggelige stemning træder langsomt mere i karakter som filmen skrider frem. Vi bliver undervejs i filmen, eksponeret for små ubehageligheder der er med til at opbygge en uhyggelig stemning, som langsomt vil krybe sig ind under huden på publikum og ved slutningen efterlade dem med en urovækkende fornemmelse.
Skuespil
Tinja spilles af den unge Siiri Solalinna. Tinja er i et stadie i sit liv, hvor der er store forventninger fra hendes forældre, hvor især moderen, vil have at Tinja skal være den bedste på sit gymnastikhold. Men de store forventninger gør Tinja meget bekymret, da hun både skal please sin mor, men også fuglemonstret der betragter Tinja som sin egen mor. Alt dette er overbevisende spillet af Solalinna der er med til få publikum overbevist om, at hun er ung pige, som bare vil leve et perfekt liv med sin familie, men som samtidig bliver tvunget til at tage nogle valg som kan have konsekvenser for det perfekte liv, som hendes mor vil have at familien skal efterleve.
Sophia Heikkilä der spiller moren er også fremragende, da hun både agerer som den udadtil glade mor der er tilfreds med sin perfekte familie, men indadtil presser sin datter til at efterleve det perfekte billede som familien er udadtil. Det er skræmmende at se, hvordan Heikkilä både kan spille den søde og tilfredse mor, og i det splitte sekund kan ændre attitude og agere sur overfor datteren. Skuespillet mellem Solalinna og Heikkilä forekommer så ægte, at man skulle tro, at de rent faktisk var mor og datter i virkeligheden.
Visuelt
Visuelt er ‘Hatching’ både en fryd for øjet og samtidig grotesk. Optagelserne i familiens hus ligner nærmest et maleri, og udendørs optagelserne omkring de finske skove er meget flotte. Dog jo længere i handlingen vi kommer, desto mere grotesk bliver billederne også. Der bliver på intet tidspunkt sparret på at vise publikum hvad der foregår, når det uhyggelige forekommer. Til tider var det visuelle endda så voldsomt, at undertegnede næsten fik dårlig mave. Intet er efterladt til fortolkning hos publikum. Tværtimod, så får vi alt eksponeret for øjenene af os, hvilket er alt fra blod til opkast. Det er meget stærke billeder og, hvis man i forvejen er sart overfor billeder der viser ubehagelige forandringer og vold mod menneskekroppen, så er man advaret.
Musik og lyd
Musikken er med til at understøtte de uhyggelige scener der forekommer undervejs i filmen. Kombinationen af musikken og det visuelle var så effektivt, at det var med til at give undertegnede gåsehud op til flere gange i sidste halvdel af filmen. Lydeffekterne bruges også effektivt i både de intense scener, hvor uhyggen kryber sig ind under huden på publikum, og i de scener der foregår om natten i familiens hus, hvor man hører fuglemonstret nysgerrigt bevæge sig rundt.