Er du klar på en film, der genremæssigt betegner sig selv som både, krimi, drama OG thriller? Med smukke Pierfrancesco Favino i hovedrollen, som du måske husker fra biografbaskeren ‘Engle og Dæmoner’? Og som i øvrigt var Italiens oscarbidrag? Så er du klar til Nostalgia.
Historie
Nostalgia udspiller sig i Napoli, Italien. Her følger vi den midaldrende mand Felice (Pierfrancesco Favino), som forlod Napoli som 15-årig, og har skabt sig et liv, en karriere og et ægteskab i Kairo. Felice vender nu tilbage til Napoli, og genbesøger barndommens gader for første gang i 40 år. Men ikke alle er begejstrede for at Felice er tilbage, og snart må tvinges han til se fortiden i øjnene.
Historien om et Napoli, hvor mafiaens brutalitet og afstumpethed hersker, er ikke noget nybrud. Der er ikke noget, der for alvor overraskede ved plottet, og det er nemt at gætte hvordan historien ender. Det tema som dog er flot udfoldet, er barndommens betydning for ens livsudfoldelse. Et tema, som i disse år er in. Selvudvikling der tager udgangspunkt i barndommens betydning, trender i disse år, og der findes ikke den millenial der ikke har ledt godt og grundigt i egen barnenavle efter svar på livets udfordringer.
Derfor er det aktuelt og nutidigt, at Felice genbesøger sin barndom, og er så optaget af at forstå den. Han kører Napolis gader tynde på motorcykel, på jagt efter ungdommens frihed og uskyld, og det er fedt at se en mand på hans alder, være så optaget af at forstå sig selv og sin opvækst, i stedet for at lægge låg på som en anden knudemand. Motorcykel-symbolikken er ikke til at tage fejl af, og pointerne bliver skåret ud i (lidt for tykt) pap for os. MEN, jeg elsker symboler, og når selv samme motorcykel stikkes i brand, som et ondt forvarsel om at barndommen er slut og regnskabets time er kommet, får jeg kuldegysninger, tung symbolik eller ej. Filmen lykkes med at understrege hvor fastforgrenet barndommen er i os mennesker, og selvom vi forsøger at frigøre os, vil barndommens rødder altid trække i os, og kræve at vi forholder os til den.
Skuespil
Pierfrancesco Favino leverer en stærk præsentation, i rollen som den midaldrende Felice. Hans ansigt er fra start af lagt i alvorlige folder, og de mange streger i huden og det sårede blik, viser os en mand der bærer på en tung og kompliceret bagage. I flere scener er det hans ansigtsudtryk og mimik der bærer følelserne og stemningen frem. Kun akkompagneret af få replikker, formår han at sætte den følelsesmæssige ramme om hver enkelt scene. Gensynsglæden med moren er stor, her smelter hans ansigt sammen i mildhed, for derefter at blive afløst af et smertefuldt blik, når gensynets glæde bliver trumfet af barndommens uforløste traumer. På birollesiden kan nævnes flere gode præstationer, bl.a. moderen (Aurora Quattrocchi) og præsten (Francesco Di Leva). Fælles for dem alle er at de ligner ægte mennesker, med deres furede ansigter, normale kroppe, og uperfekte hår. Et autentisk cast, og en herlig pendant til alle de amerikanske film og serier vi stopfodres med, hvor alle ser ud på samme måde, og det er graden af botox der afgør om man kan adskille skuespillerne fra hinanden.
Produzione MAD Entertainment
fotografie di scena Mario Spada
Visuelt
Filmen er skudt i Napolis gader, og fremstår autentisk og napolitansk. Faldefærdige, smukke, misligholdt bygninger, og vaskesnore spændt ud mellem bygningerne, med vasketøj der flagrer i vinden. Man kan næsten dufte pizzaen i næseborene, og smage tomaternes sødme på tungen, så sanselig og detaljerige er billedsiden. Men det er ikke et glansbillede af Italien, på Julia Roberts- eat, pray, love- Hollywood– måde, men på den ægte, rå og autentiske måde, hvor armod, forfald og fattigdom får lov til at fylde på lige fod med alt det postkort-ferie-agtige de fleste af os forbinder med Italien.
Selve billedformatet skifter, alt efter om vi er i nutiden, eller kastes tilbage til et flashback fra fortiden, hvor billedet bliver smalt, og farverne mere gullige og grynede. Et simpelt greb til at illustrere et skifte i tiden, men det er flot og elegant lavet, uden at forstyrre for meget.
Musik
Lydbilledet er velkomponeret, og bruges til at fremme fortællingen og stemninger, uden at det støjer og gør et kæmpe væsen af sig. Især i scenen hvor Felice bader sin mor, gjorde lydbilledet et stort indtryk på mig. Her indkapsles smukt det kontroltab der er forbundet for moderen ved at hendes søn skal vaske hende. Den ømme badescene bakkes op af grædende strygere der fik tårerne op i mine øjne, og understregede det uendeligt sørgelige og smukke i, at en dag skifter forældrerollen, og de børn der engang var uden ansvar og forpligtelser, må nu tage sig af deres forældre. Måske er det først her, man for alvor træder ind i de voksnes rækker?