Christian Tafdrup delte vandene tilbage i 2017 med sin debutfilm “En frygtelig kvinde”. Nu er han tilbage, og ubehagen tager denne en langt mere konkret og ondskabsfuld form…
Historie
Bjørn og Louise er taget med deres datter Agnes til det smukke Toscana på sommerferie, hvor de hurtigt klikker med det hollandske par Patrick og Karin, og deres stille søn, Abel. Da hverdagen igen har fanget særligt Bjørn i sine monotone klør, får den lille familie et postkort fra Holland, hvor Patrick og Karin inviterer dem på forlænget weekend.
Da de ankommer til huset, er idyllen fra Toscana dog ikke at finde, og atmosfæren virker skæv fra starten. Både Bjørn, Louise og Agnes kommer for alvor på prøve, da de oplever, at de sociale spilleregler ikke gælder her, og de må hver især finde ud af, hvor deres grænse går, før det måske er for sent…
Historien danner en god præmis for et virkeligt originalt manuskript, hvor det klassiske familiedrama blandes med noget langt mere dystert og ondartet, der lurer under overfladen. Humor og gys er ofte en skøn kombination, hvor publikum kan ånde lettet op i et grin, men i “Speak no evil” får man sjældent lov til få pusten. Filmen insisterer på at holde dig fast i ubehagen, hvad end det er i tåkrummende pinlige situationer, eller sidste akts sadistiske klimaks. Dette har resulteret i en film, der fik mig til at fra biografen forstyrret og med myrekryb.
Dog må det også nævnes, at filmen til tider kan virke uinteresseret i sin egen præmis, og selvom den unægtelig falder i gyser-genren, skinner talenterne tydeligst igennem i de små familiære situationer, hvor ubehagen er underspillet og kritikken af vores mangel på evne til af sige “nej” er knivskarp. Historien er som sådan kun mulig, fordi karaktererne gang på gang tager det dummeste, mest uigennemtænkte valg. Denne form for “worst case scenario” er selvfølgelig letgenkendeligt fra genren, men det gør dog ofte, at jeg sad og var mere irriteret over deres dumhed, end opslugt i deres drama. De første og de sidste 20 minutter af filmen er som taget ud af to helt forskellige film, og den resterende time i midten formår desværre ikke rigtigt at komme overbevisende fra A til B.
Skuespil
Morten Burian og Sidsel Siem Koch er virkelig overbevisende i rollerne som parret Louise og Bjørn, trods det er en af deres første gange på det store lærred. Karakterene er letgenkendelige; Bjørn, den lettere underkuede familiefar, der drømmer om eventyr, og den tilbageholdende Louise, der går for meget op i facaderne til at sige ordentligt fra.
Gennem hele filmen tales der en blanding af dansk, hollandsk og “turist”-engelsk, og selvom dialogen nogle gange leveres noget stift og indøvet, får det effekten af fremmedgørelsen mellem de to par fint igennem.
Børnene, der spiller Abel og Agnes, gør da også deres bedste, men særligt Agnes falmer lidt, både i kraft af manus og skuespil. Det er synd, da handlingen virker afhænger af, at man knytter sig til de her børn.
Visuelt
Rent visuelt leger filmen meget med sine tre locations i Toscana, Danmark og Holland. Fra Toscanas smukke, lyse idyl til Hollands klaustrofobiske og mørke skove, spiller billedsiden på alle gyser-konventionerne. Kameraet holdes ofte helt tæt på karaktererne, og mange scener udspilles i biler på mørke veje, så man både kommer helt tæt på og samtidig føler sig indelukket og klaustrofobisk. Filmen er simpel i udtrykket, men der er kælet for billede og lys, så flere indstillinger virker nærmest maleriske.
Lyd
Især musiksiden af filmen kan til tider virke distraherende. Når den karikerede og skarpe dialog får lov at stå for sig selv, brillerer den virkelig, men ofte overdøves stilheden og ubehaget af skrigende violiner, der er så høje og kaotiske at det næsten virkede som en fejl. De kaotiske violiner er kendte overalt i gyser- og thrillergenrene, men her bruges de meget umotiveret og skaber en anspændt stemning, hvor der nogle gange ikke er behov. Det er sjældent, at man beder om “mere stilhed” fra en film, men her havde det virkelig klædt den flotte billedside og den skarpe dialog.