Meter i Sekundet, Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
© Martin Dam Kristensen, Nordisk Film

Filmanmeldelse: Meter i Sekundet

Disclaimer! Jeg er en af de over 150.000 danskere der har læst, grint og grædt mig igennem Stine Pilgaards prisbelønnede roman ‘Meter i Sekundet’ og jeg jublede da det blev offentliggjort at Hella Joof, Danmarks ukronede dronning af subtil humor, skulle instruere. Med Joofs evne til at sætte ord på alt det rod vi mennesker går og tumler med, altid tilsat en knivspids humor og håb, var mine forventninger i top! Og jeg må sige at de blev indfriet.

 

Historie

Marie (Sofie Torp) skal flytte fra hendes elskede København til Vestjylland (nærmere bestemt Vellinge), da hendes mand Rasmus (Thomas Hwan) har fået job som lærer på en højskole. Marie er god til det med mennesker, men i Vellinge falder alle hendes sociale kompetencer komplet til jorden. Hun plaprer løs om menstruation, sex og fødsler, uden blik for hvor akavet det er for de mere ordknappe jyder og hvor grænseoverskridende hun er opleves af de selvretfærdige, woke-middelklasse-højskole-elever. Maries københavnske rødder er stærke og dybe, og det er ikke uden udfordringer at de skal rives op og omplantes i den jyske, kolde muld. Derfor bliver hun besat af Danmarks hyggejyde nr. 1, Anders Agger, nærstuderer hans interviewteknik, og har imaginære coach-sessioner med ham. Da Marie begynder at skrive en brevkasse for det lokale ugeblad, finder hun gradvist sin egen stemme, og langsomt begynder Marie at forstå de sociale koder der blæser på disse kanter.

Meter i Sekundet, Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
© Martin Dam Kristensen, Nordisk Film

Brevkassen er gennemgående i hele filmen, og Joof har valgt at lade spørgerne træde frem og stille spørgsmål, hvortil Marie svarer i en voice-over. Filmisk er det et modigt greb, da det kan virke lidt kunstigt, men køber man præmissen fungerer det. Det er i brevkassens refleksioner over livets genvordigheder, at guldet ligger gemt, og derfor er det et kæmpe plus, at det har fået plads i filmen. Som når en nybagt far spørger til, hvordan det kan være at hans kone ofte er vred på ham efter de har fået tvillinger? Svaret er langt og sjovt, men når Marie fortæller om den kvindelige erfaring som en kollektiv angst for at blive voldtaget, svimlende menstruationssmerter, ensomme fødsler og en fornemmelse af at ingen siger tak, berøres den biologiske ulighed i forældreskabet, og spejler en oplevelse som mange nybagte mødre vil kunne nikke genkendende til. Her løftes filmens pointer op, bliver poetiske, og så skarpe, at jeg får lyst til at tyvstjæle dem, og bruge dem som mine egne i min næste dybe samtale med min kæreste. ‘Meter i Sekundet’ balancerer altså fint mellem det humoristiske og alvorlige, og får os til at grine, samtidig med vi får en livslektion eller to med hjem. Måske er forskellen mellem land og by ikke så stor, så længe vi taler og tier, og møder hinanden med ømhed og nysgerrighed. Skål (i kaffe) for livet, der er lige dele kompliceret og banalt. Og skål for Joof og co. for at gøre os klogere på os selv og hinanden.

Skuespil

Sofie Torps fremstilling af den arketypiske københavner Marie, der ironiserer over de fåmælte jyder, (men samtidig insisterer på at få en plads i fællesskabet!), sidder lige i skabet. Hun er lige dele irriterende og elskelig, men den irriterende del er irriterende fordi den er så relaterbar (#nybagtmillenialmor, med kæmpe behov for at blive set og hørt!). Thomas Hwan er charmerende som stabil, god, lækker, nørdet kæreste. Med sin rolige mimik og klippefaste væsen supplerer han Torps store armbevægelser godt. Det er virkelig sjovt, når Agger lærer hende at lytte, ALDRIG tale om kroppen og skåle i kaffe. Agger gør filmen folkelig og aktuel, og det er et kæmpe scoop at han medvirker som sig selv. Alle elsker Agger, og hvor er det hygge-dansker-rart at de fleste problemer kan klares over en kop kaffe.  Visse biroller, eksempelvis højskoleeleverne, er tegnet lige lovlig stereotypt op. Dog bør fremhæves Bodil Jørgensens præstation som fåmælt hygge-dagplejemor, som eminent. Kun Jørgensen formår, med en trækning om munden og et flakkende blik, at vise ubehaget ved at være i samtale med Marie der grænseløst deler hver en intim tanke og følelse. Og det er lårklaskende sjovt når Marie i indebrændt, opbygget frustration smadrer sin barnevogn, og Jørgensen hyggepludrer med baby i baggrunden og ‘det er bare mor, hun laver skæg’, og taler videre om vejret.

Visuelt

Billedmæssigt får Vestjylland lov til at tage sig ud fra sin gode side. Vi taler åbne vidder, gule rapsmarker, klitter, marker og Vesterhavet, og det bruser, blæser og bølger. Jeg sad varmt i biografsædet, men fik en pludselig trang til at komme ud og blive rusket igennem af den fantastiske natur Danmark har at byde på, men som de fleste af os besøger alt for sjældent. Et smukt bagtæppe, og en ode til Jyllands mangfoldige landskab.

Musik og lydbillede

Titelmelodien af Lasse Dein, så ved man hvad man får, er meget i Joofs ånd, hyggelig, men en smule for flødet til min smag. Større var min begejstring da jeg fandt ud af at der ligger et helt album, komponeret ud fra tekster fra bogen. Pilgaard deler sin bog op i ni dele, og hver af disse afsluttes med en sang.  De er alle tilsat melodi og samlet på albummet de korte sætningers land af højskolelærer Katrine Muff. Heraf er fire blevet optaget i den virkelige verdens højskolesangbog. Den mest kendte fortabt er jeg stadig, optræder i filmen og er et poetisk kærlighedsdigt der på rammende vis indfanger det store drama i det lille hverdagsliv. At fortabt er jeg stadig er opfundet i fiktionen, men ender med at blive optaget i virkelighedens højskolesangbog er full circle. Melodien er simpel, teksten er gåsehudsfremkaldende, og jeg spår den vil blive sunget til mange bryllupper de næste år.

 

Meter i Sekundet- Premiere d. 2. Februar, 2023
Meter i Sekundet
Hella Joof er lykkes med at omsætte en bredt elsket bog, 'Meter i Sekundet', til en bredt rammende film, der sætter spot på individet udfoldelse i samspil med andre. Livet er udfordrende, men der er spærret en plads til dig i vores fælles rundkreds- du skal bare sætte dig ned. Til tider en smule banal, og stereotypiseringen lige tyk nok, men filmen vinder på sit elskelige persongalleri, sin genkendelighed i de banale hverdagsoplevelser, og sin humor der både er subtil og åbenbar. En film som har potentiale til at samle os, og give os en følelse af samhørighed på tværs af vores lille land. Hvis du giver den plads i dit hjerte, vil den få dig til at føle, grine, græde og håbe. Derfor de mange stjerner.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE100 stemmer
5