Filmlandskabet er ved at undergå et bizart paradigmeskift disse år: hollywoodfilmene raser derudad, med skyhøje budgetter og indtægter, og hiver folk i popcornshusene som aldrig før – og alligevel er mediet støt på vej mod at være overvejende streamingbaseret.
Senest med de enorme sats fra de forskellige streamingtjenesters egenproduktioner. At Netflix og Amazon Studios (samt de andre tjenester) i første omgang begyndte at udgive, og favorisere, sine egne produktioner vakte debat for nogle år siden – hvis “butikken” og kilden til vores film og serier begynder at lave sine egne produkter; hvilket monopol skulle det så ikke ende med?
Denne debat er dog umiddelbart sat til side – nu handler det mere om hvorvidt de må nomineres til prisuddelingerne (som med ‘Okjas‘ bizare Oscar-ræs) og om hvorvidt tjenester som Netflix kun udgiver kalkulerede og fordummende produktioner. En ganske fair bekymring, da Netflix med deres uhyggeligt detaljerede databank (hvad du ser, hvornår du stopper, hvilke tidspunkter du pauser og hvilke skuespillere og temaer der hitter) kan skræddersy deres film og serier til at passe præcist til flertallets ønsker – og derefter anbefale det til dig med procentmæssig sandsynlighed. (Gys)
Men på trods af de mange timers trashy amerikanske serier og film (‘Fuller House’, utallige amerikanske stand-up shows og alt med Adam Sandler (som Netflix eftersigende ejer nu)) er der nogle spændende produktioner derimellem. Netflix’ uafhængighed fra de normale studiesystemer og kalkulerede selvsikkerhed kan nemlig give vej for nogle fede chancer og kvalitets underholdning. Her ses blandt andet bølgen af gennemarbejdede og eftertænksomme serier som ‘House of Cards’, ‘Mindhunter’, ‘Black Mirror’, ‘Dark’ og ‘Ozark’ der heldigvis hitter stort.
Samt skæve og originale film som ‘I Don’t Feel At Home In This World Anymore’ (Stor anbefaling herfra), ‘The Bad Batch’ (Wtf!), ‘The Meyerowitz Stories’ ‘Okja‘ som ville have svært ved at finde sin plads i en normal biografudgivelse – og blive hæftigt filtrerede for at finde sin vej dertil.
Derudover er der en stigende tendens til udemærkede gyserfilm, som Stephen King adaptionerne ‘Gerald’s Game’ og ‘1922’. Hertil har Netflix senest udgivet gyseren ‘The Ritual’ som, selvom den ikke er den mest anbefalingsværdige af de førnævnte film, netop er udkommet på streamingtjenesten.
‘The Ritual’ er instrueret af David Bruckner, der før har arbejdet på ‘V/H/S’ og andre gyserfilm, og har en sparsom skuespillerliste af diverse umiddelbart ukendte skuespillere (kunne kun genkende hovedpersonen spillet af Rafe Spall fra ‘Black Mirror’ og ‘Prometheus’).
Filmen handler om 4 britiske venner der, på baggrund af en tragisk hændelse med deres fælles ven, tager på vandretur i det nordlige Sverige. Turen viser sig hurtigt at være mere prøvende end antaget, og da en forventet genvej tager dem igennem den tætte svenske urskov bliver tingene betydeligt mere uhyggelige og vennerne bliver på forskellig vis konfronteret med deres samvittighed og fortid. For ikke at nævne ældgamle kræfter fra landets hedenske fortid.
‘The Ritual’ falder, ligesom så mange moderne gyserfilm ikke kan undgå, i diverse cliché-fælder med dens karakterer og plotstruktur, men skiller sig ud fra mængden med dens unikke setting i de hedenske skove, og velfungerende opbygning af mystik og desperation. Filmen rammer flere gange plet med udnyttelse af folketro og mytologi, (Når ikke ‘The Witch’ (2016) til sokkeholderne, men derhenne ad) og særligt den uundgåelige antagonist (vil ikke afsløre hvad de møder i skoven) er ganske unikt og fedt eksekveret.