Efter ’Underverden’ i 2017 trak Fenar Ahmad stikket på vold og vandalisme og søgte op til overfladen for at udforske mere spirituelle og eventyrlige lag. Men nu, efter en pause på cirka seks år, trækker Fenar Ahmad os endnu engang ned i den mørke undergrund af vores ganske danske land, hvor Dar Salim også er tilbage i rollen som Zaid. Men vil denne opfølger til ’Underverden’ mon føles mere som ærgerlige senfølger end en værdig tronfølger? Konklusion følger…
Historie
Der er nu gået syv år siden Zaid gik op imod den københavnske underverden for at hævne sin brors død. Selvom Zaid overlevede hævntogtet, har det kostet ham livet som respekteret hjertelæge – og vigtigst af alt – livet som familiefar og dermed forholdet til sin søn, Noah. I stedet drømmer Zaid sig væk, inde bag fængslets fire vægge, til et bedre liv, hvor han kan tilbringe tid med sin søn. Denne mulighed byder sig, da en PET-agent opsøger ham, med chancen for at få livet tilbage. Det kræver dog, at Zaid infiltrerer bandemiljøet og går undercover i den københavnske underverden; en opgave, som muligvis ikke giver den frihed, som han håbede på…
Den første ’Underverden’ var en aggressiv og ambitiøs dansk action-thriller, der forsøgte at vandre i mere beskidte og bombastiske fodspor, efterladt af Hollywoods højere rangerede filmskabere. Actionfilm af kompetent kaliber er ikke ligefrem noget, vi ofte beskæftiger os med i lille Danmark, men Fenar Ahmad var determineret og dumdristig nok til at tro på sin vision, og denne selvtillid gjorde underværker for ’Underverden’. Det er noget af det samme, der gør, at efterfølgeren bestemt burde betragtes som den ægte vare og ikke en ligegyldig eftertanke. Instruktøren genopfinder måske ikke den dybe kriminelle underverden, men han genfinder og videreudvikler sin form og ikke mindst sin flair for det taktile bandemiljø og de projektil-penetrerende action-scener.
Fenar Ahmad virker muligvis stærkest, når der uddeles tæsk mere end når der fældes tårer, men han virker til gengæld mere afstemt og afgjort også mere moden end tidligere. ’Underverden II’ står som et ret nuanceret og velskabt værk, der bygger videre på den adrenalinfyldte drengedrøm, som Ahmad startede i 2017. Hævn er uden tvivl et stærkt tema, men at se Zaid hungre efter et normalt liv med sin søn, alt imens han er bundet på hænder og fødder af både loven og undergrunden, er bestemt en holdbar kontinuation. Heldigvis så har Fenar Ahmad også blod på tanden for mere end bare at slå tænder ud, selvom efterfølgeren virker mere ensporet i sin angrebsvinkel og mangler lidt flere karakterbårne scener.
’Underverden II’ åbner sig nogle gange mere op end sin forgænger, men er fortsat en meget koncentreret fortælling om en enkelt mands indre kamp og personlige forhold. Det er en film, der indeholder et par pistolglimt af gangstermentaliteter, udsatte beboelsesområder, retningsløse individer og lovløst politiarbejde, men flere af disse elementer forbliver lettere underernæret, for at kunne fodre filmens maskine og ultimative momentum. Selvom enkelte områder kunne ønskes bedre belyst, så må man igen bøje sig i støvet over, at Fenar Ahmad tydeligvis ikke er kommet for at lege cowboy og indianer med penge fra Det Danske Filminstitut; han er kommet for at skabe vækst i dansk film, vokse som dansk filmskaber samt bevise, at film fra Danmark kan mere og vil mere end blot at være den næste ’Far til fire’.
Skuespil
’Underverden II’ er en langt mere fortættet fortælling, som virkelig kræver, at Dar Salim leverer på et endnu højere plan end tidligere – både som karakter og som skuespiller. Zaid er mere alene end nogensinde før, og dette gør også, at der er meget, vi skal forstå og tolke blot gennem hans ansigtsudtryk. Dar Salim var sublim i etteren, men han virker endnu stærkere her. Endnu engang beviser han sit talent, og hvordan han mestrer både hårdtslående slagsbror og følsom familiefar. Det er Dar Salims show det her, ingen tvivl om det.
Resten af castet gør det overordnet godt, men er også lettere underudnyttet. Stine Fischer Christensen, som moderen til Zaids barn, er tilbage og leverer en solid og sensitiv præstation. Vi har desuden en ny ’baddie’ i Soheil Bavi, som i stærk kontrast til Ali Sivandi fra tidligere, virker langt mere kalkuleret. Han er bestemt et højdepunkt i filmen. Birgitte Hjort Sørensen er også med, men virker næsten totalt spildt. Hun dukker op, når det er nødvendigt for plottet, og selvom hendes karakter sættes op til mere efter filmens åbning, glider hun lidt ud på et ligegyldigt sidespor.
Visuelt
På billedsiden bliver vi endnu engang udsat for en bastant og trykkende atmosfære, der i tråd med den første film, vikler selvsamme tråd om halsen på sit publikum og holder dem fastspændt og højspændt i sædet under henholdsvis intime og intimiderende ordvekslinger samt imponerende og intense skududvekslinger. Der er masser af flotte men ”beskidte” billeder, veludvalgte sets og lokationer samt en nøje vægtet klipning fra tilbagevendende Kasper Leick. ’Underverden II’ fastholder den høje standard sat af etteren – bestemt også visuelt.
Musik og lydbillede
En anden tilbagevendende og mørk skikkelse kommer i form af komponist Jens Ole Wowk McCoy, vis lydside er lige så iørefaldende som hans navn er iøjefaldende… En komplet kommanderende og vel nærmest dikterende musikalsk magtpræstation, der nærmest overfalder dine øregange fra første minut. Disse velkomponerede knytnæveslag krydres yderligere med endnu et velorkestreret lydunivers, der kryber dybt ind under huden på dig undervejs.