Den danske Oscar-kandidat kan i år findes i fortællingen om en seriemorder i Iran. Efter ‘Grænse’ og ‘Shelley’ er Ali Abbasi nu tilbage med en tåkrummende intens thriller.
Historie
Den kvindelige journalist Rahimi(Zar Amir-Ebrahimi) er taget til den hellige iranske by Mashhad for at undersøge drabet af en række kvinder, som tjente deres penge som prostituerede. De bliver dræbt ved at blive kvalt i deres tørklæde, som det påkræves, at det har på i offentligt skue.
Tematikkerne er langt fra underspillede, så man er ikke i tvivl: det er det forkvaklede kvindesyn i Iran, der tages under hård og nådesløs kritik. Det kan til tider være svært at være tilskuer til, da man nærmest føler sig medskyldig i den vold, som kvinderne udsættes for, og dette styrkes særligt af at man ser både journalisten og selve morderens synspunkter. Man kommer dybt og foruroligende ind i morderens psyke.
‘Holy Spider’ er tydelig og nogle gange lidt klodset i sine tematikker, men belyser et interessant og hårrejsende krimi-emne, der ikke ofte er set før.
Skuespil
Zar Amir-Ebrahimi vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle på Cannes Filmfestival, og det er fuldt ud fortjent. Hun spiller med en tilbageholdenhed og ukompromitterende vrede, der sjældent ses i kvindelige roller. Man savner faktisk nogle gange lidt mere af hende, da filmen ofte kommer til at kaste fokus mere på morderen Saaed frem for Rahimi.
I rollen som Saeed Hanaei er Mehdi Bajestani og han gør det udemærket som empatiløs morder. Filmen bruger meget tid på psykologien bag morderen og det bliver spillet med tilpas hovmod, psykopati og prædiken.
Visuelt
Billederne i ‘Holy Spider’ er enkle, brutale og effektive. Der er ingen behov for effekter eller andre filmtricks, så filmens æstetik findes i smukke kompositioner, funklende nattelys og svedige close-ups. Man kommer meget, meget tæt på- flere gange decideret ubehageligt tæt på. Man skal være klar på at gå fra biografen med myrekryb piblende ned af armene, og dette får det visuelle særligt slået igennem.
Musik og lydbillede
Musikken er nok det mest anonyme ved filmen, men lydbilledet er naturligt og nervepirrende- der bruges meget lidt musik, så man bliver hevet med ind i scenerne og kan høre hvert åndedrag, hvert gisp.