Anders W. Berthelsen afliver sin indre drengerøv i ‘Comeback’

Alting har en ende, og selvom det måske kan være svært for den danske mand, at indrømme det, må han før eller siden spørge sig selv: Hvor gammel kan en drengerøv egentlig blive? Hvornår er det på tide, at han smøger ærmerne op og bliver en voksen mand!

Sådan er det også for Anders W. Berthelsen, når han i rollen som komikeren Thomas Vang tvinges til at tage en patetisk og endegyldig konfrontation med livet som voksen mand i Natasha Arthys nye danske komedie ‘Comeback’, der optages i disse dage på location i København og Randers.

Filmen får biografpremiere i 2015.

Handling

Komikeren Thomas Vang har smadret sin karriere og vil gøre alt for at komme tilbage på toppen. Om han så må nøjes med at varme op for vennen, den succesfulde Mads Andersen, så skal al energi sættes ind på at få karrieren på rette køl igen. Men da hans rapkæftede teenagedatter Frederikke pludselig dukker op ud af glemslens tågede slør, bliver der for alvor vendt op og ned på hans liv. Hun gør alt, hvad hun kan for at sabotere hans drømme, og inden Thomas helt forstår, hvad der har ramt ham, styrer han direkte mod den sikre afgrund. Kun Frederikke kan redde ham – men er det overhovedet umagen værd for hende?

Én ting er helt sikkert, det bliver ikke dét ‘Comeback’, han havde ønsket sig …

Cast

Rollen som Thomas Vang spilles af Anders W. Berthelsen, mens vennen og kollegaen Mads bliver spillet af Peder Thomas Pedersen (tidl. DJ og P3 radiovært kendt fra bl.a. Gramsespektrum, Aggressiv Amar og Osman & Jeppe) i de øvrige roller ses bl.a. Sarah-Sofie Boussnina, Peter Frödin, Benedikte Hansen, Roberta Reichhardt, Maria Rossing, Filippa Suensson og Tina Gylling Mortensen.

Manuskriptet er skrevet af Hallgrimur Helgason og bearbejdet af komikeren Jacob Tingleff og instruktør Natasha Arthy. Morten Kaufmann producerer for Toolbox Film ApS i co-produktion med Grimworks og Deluca Film med støtte fra Det Danske Filminstitut v. filmkonsulent Steen Bille, DR Filmklubben, Den Vestdanske Filmpulje og Randers Kommune i samarbejde med Beofilm Post Production og Filmgear.
Filmen distribueres af Nordisk Film Biografdistribution A/S.