HYGGE! Læs filmanmeldelsen på"Filmpuls"
SCANBOX ENTERTAINMENT

Filmanmeldelse: HYGGE!

Familiefødselsdage. Parmiddage. Første møde med svigerfamilien. For nogle heldige få, afslappede og hyggelige arrangementer, der blot beriger tilværelsen. For os andre, udmattende rollespil, der udkæmpes på bjerge af sårede egoer, flænsede følelser og lillebror-komplekser. Lyder det tungt? Ja, men det kan også være pissesjovt- og det er præcis hvad filmen ‘HYGGE!’ har indkapslet.

Historie

‘HYGGE!’ bygger på den italienske film ’Perfect Strangers’, som er blevet filmatiseret i lokale versioner i flere lande- og nu er turen altså kommet til Danmark. Syv venner mødes til middag, i en kæmpe luksusvilla. Maden er overdådig, omgivelserne er luksuriøse. Hurtigt fornemmer man dog gløderne af gamle konflikter der ligger og ulmer. Da de beslutter sig for at lege en leg, hvor alles mobiler skal på bordet og ALT skal deles, går der ikke længe før der pustes til gløderne og hemmeligheder bryder frem i lys lue.

Filmen starter en anelse stift. Replikkerne virker kunstige, og klicheerne i persongalleriet står i kø: Det stenrige forældrepar, der dæmper tomheden i deres guldbur, med alkohol og stoffer. Bøsseparret, der er i et åbent forhold. Lillebroren med de mange mislykkede forretningsideer, og den lækre unge veganer-kæreste. Det er en anelse stereotypt, men som filmen skrider frem, bliver det sværere for vores karakterer at holde på formerne, og i små glimt, ses karakterernes mere komplekse sider. Og så begynder det at blive levende og sjovt.

HYGGE! "Læs anmeldelsen på filmpuls.dk"
SCANBOX ENTERTAINMENT

Plottet udspiller sig rundt om middagsbordet, og dramaet findes i den knivskarpe dialog, og i de non-verbale dræberblikke der flyver gennem lokalet. På trods af en lidt træg opstart, formår manuskriptet at leverer en stærk replikbåren historie, og når vores karakterer får varmet op, omsætter de manuskriptet til spot-on familiedrama, der er morsomt og relaterbart, og efterlader ens krop I et konstant alarmberedskab, klar til at søge ly, før næste bombe springer.

Skuespil

Helene (Sofie Torp), giver den som superrig, luksus-mor, der svøbt i blødt cashmere og pastelfarver, bevæger sig rundt i sin luksusbolig, omgivet af bløde tæpper, designerlamper, snedkerkøkken og sandfarvede vægge i forskellige nuancer. Helene er overflade og facade, og hendes vokabularium består mest af citater fra Ikea-plakater. Som aftenen skrider frem, får hun sværere ved at holde på formerne- og det er først her, at Torp får lov til at komme til sin ret. Hun er bedst, når hun får lov til at være upassende, grænseoverskridende og konfliktsøgende, og det passer bedre til hende, end den bløde psykolog-vibe, rollen tilskriver hende.

Filmens største talent, er i denne film Nicolai Jørgensen, som spiller Ib, den ene del af parret i det åbne forhold. Han shiner– med sin perfekte timing og sine bebrejdende, forsmåede og anklagende blikke. Faktisk tror jeg ikke der er den følelse, Nicolai Jørgensen ikke kan mimikere med sit blik, og det er storartet. Filmen kan dog ikke dy sig, for at snige en enkelt tyk-joke ind, på den der tø-hø-se den tykke krop laver motion- måde. Det er underligt malplaceret, for dagene hvor man grinede over tykke mennesker og deres kroppe på tv, er forbi. Det er billige point, som Nikolaj Jørgensen virkelig ikke behøver. Det er hans væsen, og hans kompetence indenfor skuespil der gør ham sjov, og når han får lov til at udfolde sig, med sin mimik, toneleje og perfekt afstemte talepauser, sidder det lige i skabet. Stor ros til det komiske talent herfra (og pænt nej tak til tykfobiske jokes på film i 2023).

Og så er der Laura (Andrea Heick Gadeberg). Den unge, flippede outsider, med sit ulidelige klare blik på de andres hykleri, og sin bedrevidende, jeg har regnet jer alle sammen ud- attitude. Hun er eminent irriterende, og et perfekt moralsk-vegansk modstykke til den overfladiske, foie-gras, one procent– familie. Jeg har selv været en Laura engang, og mit unge, dømmende blik, har fældet mange domme over mennesker, jeg knap nok kendte, som jeg stemplede som kedelige, kapitalistiske, borgerlige, og som jeg bestemt ikke kunne identificere mig med. Men Lauras (og min!) attitude er lige så fesen som lugten af den naturvin hun har med, og det er så fedt at se hende miste kontrollen, og se hendes skeletter vælte ud af skabet. Fed karakter, og super levering.

 

HYGGE! ”Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk”
SCANBOX ENTERTAINMENT

Musik- og lydbillede

Lydbilledet gør ikke det store væsen af sig i denne film- og man fornemmer at det ikke er filmens ærinde at blive krediteret for en gåsehudsfremkaldende lydside. Derfor efterlader  hverken reallyd eller baggrundsmusikken et særligt varigt indtryk på en.

Visuelt

Filmen er ikke stor filmkunst, og blæser dig ikke bagover af smukke billeder og vovede klipninger. Kameraet dvæler ved karakterernes ansigtsudtryk, og understreger det replikbårne drama der er i fokus.

Hygge- Premiere d. 26. Oktober 2023
Kort fortalt
En underholdende film, der på trods af en lidt letbenet præmis, formår at komme et spadestik dybere ned i alvorens muld, end de fleste andre komedier. Filmens mange anstrengte relationer og knudrede følelser, gik lige i kroppen på mig, og jeg sad med den perfekte blanding af anspændte kæber og let hjertebanken, der konstant blev afløst, af høje, forløsende latteranfald. Filmen halter dog på flere parametre- og udløser derfor (kun) tre (store) stjerner.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE107 stemmer
3