Brakland
Copyright: REEL PICTURES

Eksklusivt interview med Martin Skovbjerg

Der er ingen tvivl om, at Martin Skovbjerg er en mand med mange talenter. Han har både gjort sig bemærket i filmbranchen og i musikbranchen. Den 38-årige Skovbjerg har prøvet lidt af hvert og gør ikke noget halvt. ‘Brakland’ er titlen på hans spillefilmsdebut, der får premiere i biograferne d. 22 november 2018. Vi har interviewet ham om hans kærlighed til musik og film, og hvad fremtiden bringer

Skovbjergs film og tv-serier

Hans debut som instruktør var med ‘Anton 90’, som han skrev og klippede for DR. Serien blev vist i 2015 og var i alt på 10 afsnit. Man følger Anton, der er i 20’erne. Bagerpigen Katharina er forelsket i Anton, men han har tydeligvis rettet sin opmærksomhed mod den mystiske Ida. Skovbjergs værk skiller sig ud fra andre ungdomsserier. Man ser nemlig aldrig Antons ansigt, da alt er filmet fra hans point-of-view.

Ungdomsserien ‘Anton 90’ satte hans filmkarriere i gang, og hans kommende film ‘Brakland’ er i samme boldgade som tv-serien. De er nemlig begge rettet mod et ungt publikum. ‘Brakland’ handler om Simon, der flytter fra Købehavn til Vesterby. Han kommer ud på dybt vand, da han møder Bjarke. De to begynder at udfordre hinanden og overskride grænser. Bjarkes familie er ejer af en højttalerfabrik der på grund af svindel går konkurs. Det sætter Simon i en position, hvor han skal vælge, om han vil stå ved Bjarkes side, hvilket kan betyde hans egen undergang.

Forskellen på spillefilm og tv-serier er stor, og det var ikke uden bekymringer, at Skovbjerg kastede sig over et andet format:

’Brakland’ er din spillefilmsdebut. Hvordan er det at gå fra at lave blandt andet ’Anton 90’ der er en tv-serie til at lave en længere spillefilm?
“Det har været en helt anden process, det at lave en spillefilm er så stort, og der er så mange andre aspekter, som man skal være inde over. En spillefilm er et meget større koncept, og historien skal fungere 100 procent.”

Selvom formaterne er forskellige har ‘Brakland’ og ‘Anton 90’ umiddelbart en del til fælles. De portrætterer begge livet som ung i Danmark realistisk og relaterbart. Det er de virkelighedsnære historier, der gør hans film så interessante, og det er heldigvis ikke noget, han har planer om at stoppe med at fortælle

 Dine film og tv-serier portrætterer livet som ung i Danmark meget realistisk og til tider barskt. Hvad er det du godt kan lide ved at lave virkelighedstro film?
“Det er tit, jeg får at vide at mine ting er barske, men jeg tror bare, folk glemmer, hvor hårdt det er at være i limboet mellem barn og voksen. Det er en tid, hvor man ikke helt ved, hvem man selv er, hvor man hurtigt kan blive slået ud af kurs. Det er en barsk tid. Så i bund og grund mener jeg ikke, at jeg laver det barskt. Hvis man mærker efter, er det bare virkeligheden, og det er den jeg finder interessant”

Stillbillede fra ‘Brakland’ © Reel Productions

Det er også en barsk, virkelighedstro film som han nævner, da vi spørger ham om hvilken dansk film, han vil ønske, at han havde instrueret. Valget falder på ‘Festen’ instrueret af Thomas Vinterberg. Han nævner, hvordan den både er tragisk, sjov, smuk og grim. Alle dens benspænd, i form af Dogme95 reglerne som filmen følger, fascinerer Skovbjerg der selv er fan af benspænd.

Skovbjergs musik

Kært barn har mange navne: Martin Skovbjerg går under flere, og der er stor sandsynlighed for, at du kender ham som DJ Er Du Dum Eller Hvad. Han har flere gange spillet til Distortion iført maske bag sin pult. Derudover er han også en del af trioen AV AV AV, der har taget Danmark med storm. Både det at lave film og musik kræver kreative evner, som manden i den grad har. AV AV AV har produceret musikken til ‘Brakland’ og har dermed præget filmens udtryk meget.

Martin “DJ Er Du Dum Eller Hvad” Skovbjerg © Apropos Magazine

Du gør dig også karriere i musikbranchen. Hvordan har din musik påvirket din måde at lave film på og omvendt?
“Jeg tror, at det har en stor påvirkning, musik er timing, og flow, og det er film på mange måder også. Det er at skabe noget med en masse elementer, der sammen kan skabe en historie. Jeg tror, jeg bruger begge dele meget begge veje rundt.”

Det ser ikke ud til at Skovbjerg har planer om at slippe hverken musikken eller film. Da vi spurgte ham om fremtiden, blev vi ikke klogere på, hvad vi har i vente. Vi må nøjes med at blive overrasket.

Hvad bringer fremtiden dig?
“Jeg lever en dag af gangen, nyder hvert sekund her og nu, så kan man aldrig blive skuffet.”

For nu har man mulighed for at se hans film ‘Brakland’, der har premiere d. 22 november 2018. Hvis du vil vide mere om Martin Skovbjerg, kan du besøge hans hjemmeside  og følge ham på Instagram