Josephine Chavarria Højbjerg
Copyright: Scanbox

Eksklusivt interview med Josephine Chavarria Højbjerg

Josephine Chavarria Højbjerg er måske ikke et navn, du genkender, men det skal du nok komme til. Højbjerg er nemlig et af Danmarks nye stjerneskud, selvom hun kun er 16 år gammel. Hun er mest kendt fra TV2’s julekalender ‘Tinkas Juleeventyr’, hvor hun spillede hovedrollen Tinka. Allerede som otteårig fik hun rollen som Pil i den populære serie ‘Pendlerkids’, og derfra er det gået stærkt. Vi fik æren af at interviewe hende, der er aktuel i filmen ‘Hacker’

‘Hacker’ er en familiefilm, der følger den 13-årige Benjamin. Han ligner en hvilken som helst anden 13-årig, men han har talenter ud over det sædvanlige. Han er nemlig eminent til at hacke. Hans mor forsvandt for syv år siden, men da nogle overvågningsbilleder dukker op, der viser hende i live, starter han sin egen efterforskning sammen med sin ven Savannah, spillet af Højbjerg.

Har du altid gerne ville være skuespillerinde?
Ja stort set. Da jeg var cirka fire år, var jeg inde og se min første film i biografen, og allerede der sagde jeg til min familie, at jeg også ville være med i en film. Min mor sagde til mig, at det var der rigtig mange, der ville, og at det var meget svært – ligesom at finde en nål i en høstak. Da jeg var otte år, var jeg i København og så tilfældigt en casting til tv-serien ‘Pendlerkids’, og jeg valgte at gå derhen. Her gik jeg heldigvis videre, og efter fire castings fik jeg Pil-rollen, som jeg spillede i tre sæsoner.

’Hacker’ er din første spillefilm. Hvilke forskelle oplever du der er på filmoptagelser og TV-serie optagelser?

Der er egentlig ikke nogen forskel, andet end at det tog lidt kortere tid. De fleste af de tv-serier, jeg har lavet, har jo været på mange afsnit og har derfor også taget tid at indspille – men sammenholdet og glæden ved at være på settet er det samme.

Hvordan har du oplevet, at dit liv har ændret sig efter ‘Tinkas Juleeventyr’?

Mit liv har ikke ændret sig ret meget i forhold til før, andet end at jeg nu kan se, at der også kommer voksne hen for at få et billede med Tinka til deres børn eller børnebørn. Før var det kun børn og unge, der råbte eller kom hen og gerne ville snakke med mig. På den måde kan jeg mærke, at det både er børn og voksne, der følger med i en julekalender. Det glæder mig, at det er noget, som hele familien følger med i og hygger sig med at se sammen. Jeg hygger mig også med dem, der kommer hen og vil have et billede eller en lille snak, da langt de fleste er utrolig søde og rare.

’Hacker’ handler om to unge, der ved hjælp af teknologi opsøger den enes mor. Hvor meget fylder teknologi i din hverdag?

Teknologien fylder en hel del i min hverdag, da man jo knap nok kan gå i skole længere uden at have en computer med i tasken for at kunne følge undervisningen. Hjemme er jeg nok lidt afhængig af min mobil ligesom de fleste andre.

Hvilken dansk film vil du ønske, du havde medvirket i og hvorfor?

‘Kvinden i Buret’ eller bare noget i thrillergenren – eller i en film i en helt anden tidsalder.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få lov til at spille noget med gys, eller noget hvor jeg kan leve mig ind i en helt anden tid! Jeg har spillet sød, ond, nørdet og mobbeoffer, så det ville bare være spændende og udfordrende at kunne spille en helt anden slags rolle. Det håber jeg virkelig, at jeg får lov til i fremtiden.

Hvilke fremtidige projekter har du gang i?

Lige nu er jeg i gang med at optage en julekalendersæson mere af Tinka: ‘Tinka og kongespillet’, og derefter går jeg i gang med anden sæson af Vi Unges ungdomsserie: ‘Første Gang’. Efter dette skal jeg direkte tilbage i skole og tage niende klasses eksamenerne.

‘Hacker’ har premiere den 28. marts 2019. Hvis du vil vide mere om Josephine Chavarria Højbjerg, kan du følge hende på Instagram her