Sonja Richter har efterhånden etableret et navn i den danske og udenlandske filmbranche. Hun har spillet med i film som ‘Kvinden i buret’, ‘The Homesman’ og ‘Når Dyrene Drømmer’. Nu er hun aktuel i ungdomsfilmen ‘Vildheks’, der er en filmatisering af bogserien, skrevet af Lene Kaaberbøl. Vi har i den forbindelse interviewet hende om hendes oplevelser med filmen.
‘Vildheks’ handler om Clara, der er en helt normal pige. En dag sker der dog noget mystisk, da hun får besøg af en sort kat. Hun finder ud af, at hun har magiske kræfter ligesom sin tante Isa, hvilket betyder, at hun kan kommunikere med dyr. Tante Isa spilles af Sonja Richter. Filmen får premiere d. 11 oktober.
Hvordan var det at arbejde med alle dyrene? Var der nogle sjove oplevelser?
Det er altid udfordrende at spille med børn og dyr. Det er ikke rigtigt til at kontrollere, så man må bare spille med det der er, det, der dukker op. Jeg kan rigtig godt lide det, men nogen gange kan det være svært at få det ”i kassen” som vi skal bruge for at få filmen til at hænge sammen. Der var mange dyr og mange sjove oplevelser.
Min hund, eller Moster Isas hund, ’Tumpe’ var virkelig en tumpe. En stor Sankt Bernhards hund og jeg var nødt til at træne meget med ham, for han kunne ikke rigtigt finde ud af at koncentrere sig. Vi skulle lokke ham med pølser hver gang, han skulle gøre noget. Men han var meget meget sød. Tit gjorde han noget helt andet end det, han skulle.
Min ugle ’Tutu’ var faktisk mere scenevant eller bedre til at koncentrere sig og man skulle måske tro, at en hund var nemmere at dressere end en ugle. Men Tutu kunne finde ud af at flyve på cue og indimellem flaksede den også bare med vingerne, når det passede godt til scenen, som om den vidste præcis, hvad det var, vi lavede. Den var rigtig sød, og jeg lærte meget om ugler og fik helt lyst til at få min egen ugle.
Vi lavede også en scene, hvor vi havde en ilder, en høne, en grævling plus Tumpe og Tutu og vi optog sent om aftenen, og det gik helt i skudder mudder. Der var lidt for mange dyr, der ikke opførte sig ordenligt på én gang. Så vi måtte fyre nogle af dyrene fra den scene.
Har du læst ‘Vildheks’-bøgerne? Hvis ja, hvordan brugte du dem i arbejdet med din karakter?
Ja, jeg læste den første bog, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille Moster Isa.
Filmmanuskriptet var ikke færdigt endnu, så det kunne jeg ikke komme til at læse på det tidspunkt. Og det blev også anderledes end bogen. Men karaktererne er de samme og det er kun første bog, der er filmatiseret her.
Vi har lavet en del om i historien for at få den til at fungere som film, så jeg tog selvfølgelig alt, hvad der var om Moster Isa, og så gjorde jeg mit eget med det for at få det til at passe til det vi lavede.
Hvordan var dit samarbejde med Gerda? Hvordan er det anderledes at spille overfor et barn modsat en voksen og erfaren skuespiller?
Det var rigtig dejligt at spille med Gerda, hun er en superstar. Hun er god til at koncentrere sig og være tilstede i scenen og sige til, hvis der er noget, hun ikke forstår eller som ikke giver mening. Det er en rigtig god ting at turde og kunne og det er der mange voksne skuespillere, der har svært ved.
Det er svært at svare på, hvordan det er anderledes at spille overfor et barn modsat en voksen og erfaren skuespiller mest fordi, alle skuespillere er helt forskellige.
Men man kan sige, at det mest er sådan, at man som den voksne, der spiller med et barn skal være meget tålmodig og ikke optaget af sig selv, men mere af at få helheden, dvs. scenen, til at blive god. Så nogle gange skal man lave scenen rigtig mange gange for, at det kan bruges, men det kan altså også sagtens være sådan med voksne og erfarne skuespillere.
Du har generelt været med i flest film, der henvender sig til voksne. Er der stor forskel på, hvordan en produktion foregår alt efter hvilket publikum filmen er henvendt til?
Nej ikke rigtigt. Vi ledte også meget efter at gøre filmen vedkommende for alle og ikke specifikt for børn fordi, børn er meget kloge og også keder sig, hvis ikke der er noget grundlæggende spændende i historien, som alle vil finde interessant og sjovt.
‘Vildheks’ er jo en bogserie, ønsker du at indspille flere ‘Vildheks’ film, hvis chancen byder sig?
Ja, det vil jeg meget gerne, og jeg synes ligesom også, at jeg er Moster Isa nu.
‘Vildheks’tilhører fantasygenren, er du fan af denne genre, og hvad synes du den kan i forhold til en thriller eller komedie?
Jeg kan rigtig godt lide fantasygenren. Jeg har set og læst ‘Ringenes Herre’ og ‘Harry Potter’ mange, mange gange. Og jeg skal se dem igen. Jeg har altid været glad for eventyr, for når de er gode, kan de beskrive nogle sider af livet, som kan være ekstremt svære at tale om og forstå. Så kan det være godt at have en historie, der i billeder beskriver følelser, dilemmaer og situationer som vi alle kan havne i, selvom det måske er på en indre og mere uforklarlig måde.
Jeg har engang følt mig præcis som Alice i eventyrland, der hvor hun falder ned i kaninhullet og bare bliver ved med at falde, selvom jeg ikke faldt rigtigt fysisk, så var det godt at have de billeder.
En anden gang stod jeg i en situation, hvor jeg brugte eventyret om Hans og Grethe til at hjælpe mig til at forstå, hvad det var der foregik omkring mig og til at finde ud af, hvad jeg skulle gøre.
Jeg skulle gøre som Grethe gør i slutningen af eventyret; narre heksen ind i ovnen som var tiltænkt mig og så stikke af.
Hvilke projekter har du ellers gang i for tiden?
Lige nu spiller jeg teater på Grønnegårds teatret i København, det har jeg gjort hele sommeren. Spiller Celimene i Misantropen. I en kæmpestor Askepot balkjole. Det har været meget varmt og meget sjovt, men jeg er også ved at være træt og trænger til at holde lidt ferie.
Så skal jeg lave en film til efteråret, der hedder ’Selvmordsturisten’ den er for voksne og lidt syret, Jonas Arnby skal instruere den. Jeg var også med i hans første film, ’Når dyrene drømmer’, også et syret univers og lidt eventyrligt. Det kan jeg godt lide.