“Apolonia, Apolonia” er mere end en film; den er en symfoni af farver, der vækker sjælen til live.
Historie
I den smukke og bevægende dokumentarfilm “Apolonia, Apolonia” trækkes vi ind i en verden af magi og kunst gennem mødet mellem filmskaberen Lea Glob og den fortryllende kunstner Apolonia Sokol. Som et maleri i bevægelse udfolder Apolonias liv sig for vores øjne. Hun er født i et undergrundsteater i Paris og vokser op i et pulserende kunstnerkollektiv, hvor bohemeånden flyder frit som penselstrøg på lærred. Gennem tretten år følger vi Apolonia, fanget i Lea Globs linse, mens hun navigerer gennem kunstens udfordringer, og kvindelivets glæder og sorger. Vi bliver suget ind i hendes tætte venskab til den skrøbelige og på samme tid stærke ukrainske aktivist Oksana, og deres sjælebindende forhold.
Filmen udforsker tematikker som kærlighed, moderskab, seksualitet og kvinders styrke i en verden præget af patriarkat, kapitalisme og krig. En fortryllende udforskning af kunstens alsidighed og det kvindelige udtryk.
Filmen er en hyldest til kunstens både frigivende og fængslende natur, men også en film om kvindesind og venskab, uafhængigt af hinanden. “Apolonia, Apolonia” er en film, der får os til at tænke og reflektere. Som Lea selv fortæller til sidst i filmen, repræsenterer Apolonia på mange måder et liv levet, og på samme måde er hendes kunst et evigt testamente til det liv. Et kvindeliv. “For ja, kongerne interesserede ikke Lea og heller ikke Apolonia, så de forevigede dronningerne i stedet”.
Karaktererne
Apolonia repræsenterer udover en kvinde med en fængende og livsbekræftende personlighed samtidigt universelle spørgsmål om liv, død og udvikling som kvinde: “Måske startede jeg min karriere for sent?”, “Vil børn være en hindring eller et fravalg i min livsstil?” Men med hendes lette og intuitive tilgang til livet mærker vi hende kæmpe. Vi bliver draget ind og fanget i Apolonias liv, så meget, at vi føler os lige så magtesløse og frustrerede som hende selv, da en kunstkritiker tilbyder hende råd i form af “you have to be a good painter”-argumentet. Her finder Apolonia styrke i modgang og rejser sig igen. Til stor inspiration og motivation for os alle.
Lea Glob, som giver os indblik i denne unikke verden, spiller også selv en aktiv rolle i dokumentaren, og vi mærker tydeligt den spejling og tillid, der hersker imellem Lea og Apolonia. Særligt da livets uforudsigelighed presser sig på i form af Leas graviditet, skaber det ekkoer af spørgsmål i Apolonias eget liv. På samme måde påvirker venskabet med Oksana ikke kun hendes syn på livet, men også hendes kunst. De tre kvinder repræsenterer kvindelivets alsidighed og sammen puster de liv i de stereotype ideer om kvindeliv og venskaber. De er stærke hver for sig, og er i fællesskab med til at give filmen liv.
Visuelt
Filmen opbygger sin historie ved brug af en blanding af nutidige optagelser, opstillede interviews og arkivmateriale fra Apolonias familie, opdelt i en form for kapitler, tydeliggjort i studieopstillede optagelser af Apolonias boliger i modelform.
Lea Globs egen visuelle stil og vision kommer her til udtryk, og det giver filmen sin helt egen konceptuelle stil, som kun komplimenterer filmen og dens emne. Mange af optagelserne af Apolonia er præget af hjemmekameraets æstetik. Lea formår derigennem at give filmen et stærkt autentisk og kunstnerisk udtryk og at bruge udtrykket til sin egen og filmens fordel.
Musik og lydbillede
Musikken er komponeret af filmkomponisten Jonas Struck, også kendt som guitarist i rockbandet Swan Lee. Gennem de seneste ti år har han leveret soundtracks til film som “Borg McEnroe”, “Ragnarok” og “Synkefri”. Sidstnævnte var i 2024 nomineret til årets Robert. Men Jonas Struck endte med at få tildelt prisen for sit soundtrack til “Apolonia, Apolonia”, og det må siges at være velfortjent. Musikken afspejler perfekt den alsidighed, vi ser i filmen. Hvert nummer er forskelligt og underbygger på sin egen måde kvindernes tanker og tilstand. Vi mærker både fremdriften og stilstanden i musikken, og den ligger som en underbyggende faktor i portrætteringen af Apolonias liv. Lyddesignet er til tider kaotisk og mærket af den virkelighedstro optagelsesstil, men fungerer som en kontrast til Leas egen bløde og omfavnende fortællerstemme.