Caitriona Balfe og Jamie Dornan i Belfast. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk.
© Rob Youngson, 2021 Focus Features, LLC.

Filmanmeldelse: Belfast

Kenneth Branaghs ‘Belfast’ er den meget personlige fortælling om en hverdag i midten af et historisk øjeblik. Om en barndom defineret af Belfast. 

Historie

Det er sommer. Det er 1969. Og Buddy (Jude Hill) er 9 år gammel. I Belfast, hvor Buddy bor med sin familien, spidser konflikten mellem det protestantiske flertal og det katolske mindretal til. Den eksploderer i vold og optøjer i gaden. Sideløbende med konflikten navigerer den unge Buddy livet så godt som han kan: Han forsvinder ind i filmenes verden af heltemodige cowboys og flyvende biler. Han laver både ballade og lektier. Han har dybe samtaler med sin bedstefar (Ciarán Hinds). 

Kenneths Branaghs 'Belfast'. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
© Rob Youngson, 2021 Focus Features, LLC.

‘Belfast’ foregår i et samfund i krise. Men gennem den unge protagonists øjne er det i højere grad en film om alt det fra hverdagen, som overlever krisetider. Trods barrikader danser Buddys mor (Caitriona Balfe) og far (Jamie Dornan) i gaden til radioens musik. Familien tager i biografen. Buddy tager med sin bedstemor (Judi Dench) i teateret og får hjælp af sin bedstefar til både matematik og kærlighed. Livet fortsætter, kort sagt.

Og det gør medmenneskeligheden  og fællesskabsfølelsen også i Buddys barndomsgade. Resultatet er en utroligt håbefuld og nærværende film om at elske og blive elsket, om at være barn og om at blive voksen. 

Skuespil

Et af ‘Belfast’s højdepunkter er dens ensemble. Unge Jude Hill gør vidunderligt som en charmerende og autentisk lille dreng, der med sit skæve smil og forundrede udtryk er den perfekte Kenneth Branagh-stand-in. Jamie Dornan, der ellers mest er kendt for ‘Fifty Shades of Grey’, står klart frem som den store, stærke Lone Ranger-helt hans søn ser ham som. Mellem linjerne fremgår han endvidere også som en kompleks mand. En far og en mand, der både gør sit bedste, og ikke altid gør nok.

Ligesom faren, er Caitriona Balfes mor også et udtryk for barnets fantasi om forældren: Hun er smuk og stærk. I nogle scener (særligt når hun danser), bliver hun næsten en mytisk figur. Men også her leveres en nuanceret skuespilpræstation. Balfe fremstiller en mor, der er overvældet og til tider utrolig ensom.

Ciarán Hinds og Judi Dench i Kenneth Branaghs 'Belfast'. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk.
© 2021 Focus Features, LLC.

Slutteligt efterlader Judi Dench og Ciarán Hinds’ bedsteforældre et helt særligt indtryk. Ligesom forældrene er de fulde af varme og charme. Man sidder simpelthen og ser frem til hver scene, de er med i. Og så giver filmens sidste close-up af Judi Dench mig fortsat kuldegysninger at tænke tilbage på.

Visuelt

Når film er sort og hvide, bliver det visuelle indtryk ofte meget subjektivt: Det er simpelthen et spørgsmål om smag og behag. Jeg er normalt ikke så meget til moderne sort-hvid film, da det for mig simpelthen oftere virker som en gimmick end et decideret kunstnerisk valg. Når det er sagt, så fungerer det fint nok i ‘Belfast’. Der er små indspark af farve hist og her, der fremhæver det ellers sort-hvide valg. Det lader øjeblikkene af farve fremstå som særligt magiske og indtryksfulde, ligesom de øvrige sort-hvide billeder indhyller filmen i en følelse af nostalgi og tabt tid. 

Jude Hill i Kenneth Branaghs 'Belfast'. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk.
© Rob Youngson, 2021 Focus Features, LLC.

Fotograferingen er til gengæld helt suveræn. Haris Zambarloukos, der også har filmet andre Kenneth Branagh-film som ‘Eventyret om Askepot’ og nyligt ‘Døden på Nilen’, gør et helt exceptionelt godt stykke arbejde. Kameraet følger unge Buddys perspektiv og effekten er lige dele klaustrofobisk og romantisk. Billederne svinger mellem at være fulde af heroisk håb og frygtindgydende kaos. Begge ekstremer illustrerer til perfektion barndommens store følelser. 

Buddys gade fremstår mere som en kulisse end en virkelig gade, og de fungerer rigtigt godt. Det viser Buddys verden som det lukkede rum, det er, og gaden som det punkt, hvorfra alting går. 

Musik og lydbillede

Van Morrison, der selv er fra Belfast, giver filmen en cool og retro lyd, der varierer mellem velkendte numre fra musiklegenden samt nykomponeret filmmusik. 

Der er øjeblikke, hvor musikken rigtigt får lov til at træde frem og fylde i filmen, og de øjeblikke gør virkeligt et indtryk. Men de er også sjældne, og udenfor disse få scener, er musikken mere end noget andet forglemmelig. 

Belfast har præmiere d. 24. marts 2022
Kort fortalt
En bevægende film om alt det, der former os alle i ungdommen: En stor interesse, den første kærlighed, familien og - selvfølgeligt - hjembyen. Kenneth Branaghs Belfast er trods sit historiske og personlige udgangspunkt en inderligt almenmenneskelig og evigt aktuel fortælling.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
Din bedømmelse8 stemmer
5
More Stories
Første trailer til film om Wonder Womans-skaber