Social satire og slasher: Den står på stor ståhej og spydig smålighed i A24s nyeste gyser ‘Bodies Bodies Bodies’.
Historie
David (Pete Davidson) har inviteret sine venner til en festlig weekend i sine forældres palæ. Men den gode stemning er udfordret fra begyndelsen. David og hans følsomme kæreste Emma (Chase Sui Wonders) er fanget i et betændt trekantsdrama. Den impulsive partygirl Alice (Rachel Senott) har inviteret sin meget nye og meget ældre kæreste, Greg (Lee Pace), med. Og Davids bedste ven, den nyligt ædru Sophie (Amandla Stenberg), er pludseligt dukket uanmeldt op. Med sig har hun sin nye kæreste Bee (Maria Bakalova). Bee er, modsat resten af gruppen, hverken rig eller ressourcestærk.
Som mørket falder på, begynder gamle nag og sårede følelser at melde sig. Pludseligt går elektriciteten, og en af vennerne findes myrdet. Det er nu op til resten at overleve natten og – måske – finde morderen.
‘Bodies Bodies Bodies’ er skrevet af Sarah DeLappe baseret på et forlæg af Kristen Roupenian, der nok er bedst kendt for at være forfatteren bag den suveræne novellesamling ‘Kattemenneske’. Ligesom ‘Kattemenneske’ udforsker ‘Bodies Bodies Bodies’ temaer som magt, ungdom, online kultur, kærlighed og privilegie. Og ligesom ‘Kattemenneske’ spiller ‘Bodies Bodies Bodies’ på konventioner og troper fra gysergenren i forsøget på at skabe en satirisk kritik af den moderne verden, der er lige dele nervepirrende og hylende morsom. Men hvor ‘Kattemenneske’ lykkedes formfuldendt, halter ‘Bodies Bodies Bodies’ en smule.
Filmen holdes simpelthen tilbage af sin genre. Det er ingen kritik af slasher-genren, som jeg personligt elsker. Jeg forstår også godt, hvorfor netop den genre er valgt til denne specifikke historie. Men ‘Bodies Bodies Bodies’ formår ikke at sammenvæve slashertråden med den satiriske i nogen overbevisende grad. I stedet fremstår filmen tempomæssigt hakket i sin vekslen mellem morsomme dialogscener, hvor karaktererne udforsker og udfordrer hinanden og generiske gyserscener, hvor et individ begiver sig ud i det usikre mørke. Resultatet føles som en instruktør, der er usikker i genren. Når det er sagt, er dialogen i ‘Bodies Bodies Bodies’ er exceptionelt god, plottet engagerende og karaktererne generelt tredimensionelle. Filmen ligefrem stråler i de anspændte scener, hvor karaktererne sættes i fokus og alle deres smålige, neurotiske, interne konflikter får lov til at udfolde sig.
Skuespil
Karaktererne er nemlig lige præcis der, hvor ‘Bodies Bodies Bodies’ er bedst. De formår at fremstå som lige dele arketyper, seeren kan genkende og originale, uddybede individer. Dette skyldes især mange fremragende skuespilpræstationer, smukt instrueret af hollandske Halina Reijn, hvis teaterbaggrund tydeligt fornemmes.
Amandla Stenberg, der spiller Sophie, og Pete Davidson, der spiller David, slog mig først som et mærkværdigt match, men de fungerer fuldstændigt som bedste venner. Deres kemi er elektrisk og naturlig. På egen hånd er Stenberg også suveræn. Med observerende, katteagtige øjne forekommer hun udspekuleret og manipulerende. De samme øjne kan med et øjebliks varsel skifte til at være forelskede, uskyldige eller rædselsslagne.
En anden skuespiller, der er værd at fremhæve er Chase Sui Wonders, der spiller Davids kæreste Emma. Hun er magnetisk og mystisk. Da filmen var ovre, sad jeg tilbage med et ønske om at se en spin-off kun med hende. Også Myha’la Herrold, der spiller den hårde og direkte Jordan, er en fornøjelse at se.
Blandt filmens mest fremtrædende karakterer er imidlertid Bee, der spilles af Maria Bakalova. Det er svært at sige, hvornår Bakalova leverer en dårlig præstation, og hvornår Bee er dårligt skrevet. Igennem det meste af filmen tror jeg desværre, at det er en kombination. Skuespillet i ‘Bodies Bodies Bodies’ er spækket med vitalitet og intensitet. Til sammenligning står Bakalovas Bee tilbage og er enormt kedelig. Karakteren giver ingen mening. Selv ikke i en satire. Relationen til Stenberg er fuldstændigt uoverbevisende.
Visuelt
‘Bodies Bodies Bodies’ er visuelt uinteressant. Mere præcist kan det vist ikke siges. Den er ikke visuelt dårlig på nogen måde. Den er filmet on location i et palæ og ikke i et filmstudie, hvilket får miljøet til at fremstå meget virkeligt og materielt. Kostumer og make-up er ligeledes med til at forankre historien i den virkelige verden, hvilket gør filmens galskab mere effektfuld. Brugen af lyskilder, der kommer fra karaktererne selv, er dog hverken ligeså originale eller interessante, som det lader til, at filmen selv tror. Tværtimod føles brugen af blackouts og telefonlys meget gimmicky, og det er især her, hvor filmen farer vild i sin egen genre.
Musik og lydbillede
Ligesom filmens visuelle side, er lydbilledet overvejende uambitiøst. Også her drukner filmen i sit eget forsøg på at være en gyser. Filmmusikken, komponeret af Richard Vreeland, der også komponerede til ‘It Follows’, er simpel og tilstede med det ene formål at få dig til at frygte det næste jumpscare. ‘Bodies Bodies Bodies’ er nemlig så afhængig af sit lydbillede til at kunne skræmme seeren, at det ender med at blive irriterende og fjollet, snarere end skræmmende og nervepirrende.
Soundtracket fungerer derimod rigtigt fint. Det er humoristisk og realistisk, og det bliver brugt til at fortælle en historie.