Et kvart århundrede og et hav af rygter senere tackler den 86-årige mesterinstruktør, Ridley Scott, langt om længe den svære ”sværd og sandal”-opfølger til sit Oscar-vindende storhit, ’Gladiator’. Men er der virkelig brug for en efterfølger så mange år senere?
Historie
I filmen følger vi Lucius, som må se sit hjem blive tyranniseret og sig selv taget til fange, for derefter at blive tvunget til at udkæmpe blodige opvisningskampe for sin egen overlevelse og andres tilfredsstillelse. Lucius har dog ikke tænkt sig at lade synderne slippe så let. Han vil gøre alt for at hævne sig på de skyldige, men undervejs kommer hans fortid i vejen og truer med at ændre hans fremtid for altid.
Selvom en efterfølger blev forsøgt formet i ilden på den første films succes, blev produktionen alligevel aldrig kampdygtig nok til at få en opadvendt tommelfinger. Slutningen på ’Gladiator’ var tilmed lidt en akilleshæl for filmskaberne, som gjorde det svært at fortsætte historien. Men nu, næsten 25 år senere, er det alligevel blevet en realitet, og ’Gladiator II’ kan ses verden over… men er Ridley Scott blot en slave for de pengehungrende produktionsselskaber, eller er der kun gode intentioner bag tilblivelsen?
’Gladiator 2’ starter godt ud med en malerisk åbningssekvens, hvor vi præsenteres for små bidder af den første film, forklædt som levende oliemalerier. Desværre er det måske også filmens bedste eksempel på, hvordan det moderne kan efterligne det gamle og give publikum følelsen af noget åndeligt og ægte. Hvad der følger efter, er derimod 148 minutters skyggespil, hvor der kæmpes en brav kamp for at undgå filmisk solformørkelse under den første films skyhøje succes.
Med skuden mod de 90 år, vil jeg mene, at det er hundrede procent i orden, hvis den kære Ridley Scott ikke ønsker at vende 180 grader rundt og pege sandalerne væk fra posen med penge og kreativ frihed. Manden har, efter alt at dømme, sin fulde ret til at gøre lige hvad der passer ham på dette tidspunkt i sit liv og sin karriere. Men betyder det, at ’Gladiator II’ er en acceptabel men alligevel mørk plet på en ellers farverig filmografi? Nej, egentlig ikke, for efterfølgeren er faktisk ikke en dårlig i film i sig selv. Den har bare meget vægt på skuldrene, men måske ikke så meget på hjerte.
Lige meget hvad er det en stor udfordring, at skulle en tur i manegen med en monumental filmklassiker. Det er en kamp, som vel nærmest er tabt på forhånd, især når ’Gladiator’ anno 2024 ikke gør meget for at undslippe denne sammenligning. Både plot og karakterer læner sig lystigt op ad fortiden og gør det ofte svært at se alle herlighederne i et nyt lys uden at få sand i øjnene undervejs. Til trods for, at filmen udvikler sig og bliver mere og mere sin egen, er det fortsat som om, at hjertet og sjælen mangler.
Som en klassisk toer forsøger filmen at finde en kolossal skala i jagten på at underholde sit publikum. Men det bliver nærmest for meget af det gode og man føler sig lidt selv som tilskuer i The Colosseum, når Ridley Scott kaster omkring sig med alverdens eksotiske dyr. Nogle vil mene, at filmens actionsekvenser ”jumps the shark”, som det så fint hedder sig på engelsk, men det er mere en følelse af manglende gennemslagskraft, jeg sidder tilbage med. Selvom det er episk i skala, bliver det aldrig rigtig medrivende og filmen er faktisk bedst når den arbejder med de indre rettere end de ydre konflikter.
Skuespil
Det filmiske romerrige er heldigvis ganske rig på gode skuespillere og på rollelisten er både gensyn med danske Connie Nielsen samt lidt karismatisk krydderi i form af bundsolide Denzel Washington. Paul Mescal indtager den svære hovedrolle og gør det generelt godt. Desværre så er Denzel bare bedre. Meget bedre. Og det er et problem for en skuespiller, der i forvejen står i skyggen af Russel Crowes ikoniske præstation fra den første film.
Paul Mescal forsvinder lidt mellem murbrokkerne af den monumentale skala, som filmen konstant stræber efter samtidig med, at manuskriptet ikke helt har nok emotionel vægt i sig, til at elevere Mescals præstation tilstrækkeligt. Til trods for, at Crowe nærmest er kendt for sine storslåede taler i den første ’Gladiator’, så har Mescal flere gode af slagsen i denne opfølger, hvor hans præstation kommer mere til sin ret.
Mindeværdigt bliver det dog aldrig helt og selvom alle gør deres job og leverer fine præstationer, er det kun Denzel Washington der for alvor svinger med klæderne i filmen. Han er den mest interessante karakter og jeg ønskede nærmest bare en hel film kun med hans historie. Denzel har en kæmpemæssig fest i rollen og man venter hele tiden på den næste scene med ham. Men det er selvfølgelig klart; det er ikke mange, som kan måle sig med en sådan skuespillerlegende… ikke engang King Kong.
Visuelt
På billedsiden leverer filmen alt hvad hjertet kan begære – hvis altså dit hjerte slår for storslåede slåskampe i storartede omgivelser. Ridley Scott ved efterhånden præcis hvordan den skal skæres, når talrige mennesker skal have skåret deres lemmer af i den ene store actionsekvens efter den anden. Men det er også en skabelon, som Scott har formidlet bedre tidligere og ’Gladiator II’ finder ikke nye og overraskende måder at bruge den på. Store armbevægelser er der er nok af, men igen er det den rolige hånd og dybere personlighed, man savner i det store hele.
Musik og lydbillede
Harry Gregson-Williams er ingen Hans Zimmer men så igen… hvem er egentlig det? Overordnet set, er det faktisk en ganske habil omgang heroisk musik, som Gregson-Williams får orkestreret her. Det er mere bombastisk og kommanderende end etterens, men det er også fint i tråd med den ekstra mængde action i efterfølgeren. Lydsiden løftes også fint af alle de omkringliggende lydeffekter, som man forventer er til stede, i en film som denne. Masser af metal mod metal, skumsprøjt og blodsprøjt samt lyden af det gigantiske publikums brøl ved hvert et episk øjeblik.