‘La La Land’ er en fortryllende homage til musicalgenren og et kærligt skulderklap til alle dem, der stadig vover at drømme stort. Men lever den op til hypen og de 14 Oscarnomineringer?
Efter Damien Chazelle i 2014 trommede sig vej til mit hjerte med ’Whiplash’, var mine (og tydeligvis resten af verdens) forventninger til ’La La Land’ tårnhøje, og med den massive hype syntes skuffelsen uundgåelig. Men det er bare ikke helt fair at sammenligne de to film, der på trods af det jazzede omdrejningspunkt er to helt forskellige genrer. Så nu glemmer vi lige ’Whiplash’ for et øjeblik og fokuserer på ’La La Land’ som den musical, den er.
Historie
La La Land åbner i farverig Cinemascope med et eminent dansenummer midt i en stillestående motorvejskø på vej ind til Los Angeles. Unge mennesker springer ud af deres biler i sang og dans, og så er filmen ligesom skudt i gang som en ægte Hollywoodmusical. Efter nummeret begynder køen at rulle, men det har skuespilleraspiranten Mia (Emma Stone), der har travlt med at øve replikker i bilen, ikke lige opdaget, før den fremmede jazzpianist Sebastian (Ryan Gosling) kører dyttende og skulende udenom hende. Der skal dog mere til end et meet-cute; de tos veje må krydses flere gange, før de endeligt giver efter for skæbnen og falder pladask for hinanden.
Filmens første halvdel er lutter romantik, men så snart de har fået hinanden, går det så hurtigt, at vi ikke får lov at følge med i deres udvikling. Fortællingen er for overfladisk til, at man rigtig kan føle sig involveret i deres historie. Det hele går strygende for det elskende par, der danser rundt i Technicolor – også selvom de er ret langt fra deres karrieremæssige drømme. Hen mod midten savner jeg altså noget modstand for de to, og jeg kommer til at kede mig i biografsædet for et øjeblik. Anden halvdel giver dog ’La La Land’ den dybde, jeg savnede. Karaktererne bliver udfordret, og forløbet bliver langt mindre forudsigeligt. Her bliver det faktisk vanskeligt at undgå at blive fuldstændig investeret i Mia og Sebastians kærlighedsfortælling, mens de fortsat danser sig gennem drømmenes by.
Historien er fuld af drømme og romantik, men særlig original er den ikke. Karaktererne er sådan set heller ikke de stærkeste. Særligt Mia fremstår mange gange som en lidt flad karakter, der bare gerne vil være kendt, mens Sebastian trods alt kæmper for at redde jazzen. Men udover manuskriptets svage punkter, har ’La La Land’ masser af forcer; bl.a. dens fænomenale slutning, der vil brænde sig ind i nethinden på mange. Roden til filmens succes skal findes i eskapismen og i genren, snarere end i manuskriptet. Det er modigt at lave en musical i 2017, og omvendt er det måske lige hvad verden har brug for – et sted at flygte hen i sang, dans og kærlighed? Damien Chazelle formår i hvert fald på elegant vis at hilse bagud til musicalgenren – Hollywoodklassikere som ’Singin in the Rain’ (1952) såvel som franske Jacques Demy-film – samtidigt med, at han har skabt en yderst moderne musical om forholdet mellem kærlighed og karriere.
Skuespil
Hypen omkring ’La La Land’ er i den grad også tilfaldet Emma Stone og Ryan Gosling, der da også begge leverer flotte præstationer. Det er i sig selv en bedrift, at de både synger, danser og spiller helt selv, og den uperfekthed, det medfører for især Emma Stone, klæder sådan set filmen meget godt. Stone er da også ret fantastisk med sine kæmpestore, drømmende øjne. Ryan Gosling er drøngod til at spille klaver, og han rammer da også rollen som den charmerende, vittige og lidt akavede Sebastian. Men mest af alt er de to bare hamrende elskværdige og Hollywoodagtige på den lækre måde, hvilket som bekendt er noget, der får Oscarkomiteen til at falde i svime.
Visuelt
Alle de visuelle parametre i ’La La Land’ rammer toppen. Det er en eventyrligt flot film, hvor alt fra koreografi og kostumer til fotografering og klipning sidder i skabet. Fotografen Linus Sandgren beviser sit værd allerede fra åbningsnummeret, hvor kammeraet danser med rundt i motorvejskøen og snor sig mellem danserne, som var det én af dem.
Musik og lydbillede
Det er ikke den bedste samling musicalsange, man kunne komme op med, men de er ikke desto mindre utroligt velkomponerede og, når de er bedst, medfortællende for historien. Sammen med dygtige sangskrivere sørger Chazelles faste komponist, Justin Hurwitz, for at vi både kommer i festglad stemning med filmens første sange ”Another Day of Sun” og ”Someone in the Crowd”, og at vi kommer en tur gennem følelsesregistret med de Oscarnominerede ”City of Stars” og ”Audition (The Fools Who Dream)”. Den bedste musikalske oplevelse må dog være, når Ryan Gosling får lov at gå helt amok i free jazz.
På søndag kan du her på filmpuls.dk læse, hvor mange Oscars vi tror ‘La La Land’ vil modtage, og hvem vi ellers tror og håber vil vinde i de forskellige kategorier!