Vampyrkomedien er tilbage i nye klæder- denne gang med håndlangeren Renfield i fokus.
Historie
Robert Montague Renfield (Nicholas Hoult) har brugt de sidste mange årtier som tro undersåt og assistent til ingen mindre end selveste Dracula (Nicolas Cage). Men han er ved at være udmattet af at konstant skulle rydde op efter den magtsyge og drabelige fyrste, som giver meget lidt igen som tak.
Da han møder den vilde og vrede politibetjent Rebecca Quincy (Awkwafina), bliver han inspireret: det er blevet tid til at sige fra over for mørkets fyrste, og tid til at få sig selv ud af det manipulative, afhængige forhold til Dracula. Lettere sagt end gjort, måske.
Historien har tydeligt et enestående mål: at være sjov. Dette gør filmen på et hav af forskellige måder og et mylder af forskellige tonearter, genretræk og replikleveringer. Nogle bestemt bedre leveret end andre. Generelt føles filmen en anelse forvirret, da den aldrig helt bestemmer sig for hvor den egentlig vil hen med alle sine jokes.
Skuespil
Den klareste stjerne, der skinner i ‘Renfield’ er uden tvivl Nicolas Cage som Dracula. Nok kommer præstationen til at dele vandene, da han virkelig giver den hele armen som magtliderlig psykopat, men det er svært ikke at elske hans overdådigt grusomme, narcissistiske portrættering af fyrsten, hvis bare man er klar på det.
Nicholas Hoult som den titulære Renfield er stammende og selvudslettende, men formår ikke rigtigt at charmere sig ind i hjertet som elskværdig taber. Han er til tider svær at heppe på og hans fortællerstemme er mere en forstyrrelse end en værdig tilføjelse til billederne. Det gør sig også gældende med Awkwafinas præstation som elskværdig med vred politibetjent, der forsøger sig både som comic relief og kærlighedsinteresse, uden rigtigt at skinne i noget af det.
Visuelt
Visuelt er filmen lige så rundforvirret som sin historie. Der er ikke sparet på effekterne, men stilen er hulter til bulter og vælter mellem lalleglade regnbuer, som Renfield prøver at bruge som skjold mod den gotiske og faretruende Dracula, og fuldstændigt overdrevet blod og splatter, der aldrig føles troværdigt eller passende. Her er det igen primært Dracula og hans omgivelser, der virkelig fungerer godt, og resten af præstationen bliver en smule forglemmelig.
Musik og lydbillede
‘Renfield’ hiver fat i nogle solide sangvalg undervejs i filmen, uden at det bliver for ‘Suicide Squad’-agtigt. Uanset hvor sur man er over filmen er det svært ikke at blive lidt hypet op, når My Chemical Romance fyrer ud i salen i filmens klimaks- lige noget for et gammelt emo-hjerte som undertegnede.