‘Shithouse’ var originalt en kortfilm, som Cooper Raiff skød med sine venner, da han som en af de eneste på hans universit ikke havde nogle planer til “spring break”. Dengang skød de filmen med skuespillere, de havde fundet på instagram og skolens udstyr, som de havde “lånt” uden at spørge. Raiff har selv sagt, at ingen rigtigt viste, hvad de lavede. Kortfilmen vakte stor opsigt, blandt andre hos indie film instruktøren Jay Duplass, der blev en form for mentor for Raiff. Med Duplass i ryggen besluttede han sig for at droppe ud af universitet og gå all in på sin drøm om at blive filmskaber og gøre den meget personlige film ‘Shithouse’ til spillefilm!
Historie
Alex Malmquist, spillet af Cooper Raiff selv, er på sit første semester af universitet og prøver ensomt at navigere et hav af tusinder af mennesker, der bruger alt deres tid på at feste, socialisere og drikke hjernen ud. Selv får Alex tiden til at gå med at snakke med sin bamse og dagligt ringe grådkvalt hjem til sin mor og lillesøster, der bor i den anden side af landet. Men en dag, da han forvilder sig med til en fest i frathuset “SHITHOUSE” møder han Maggie og de to tilbringer en magisk nat sammen. Pludseligt aner Alex en vej ud af sin universitets depression.
Historien i ‘Shithouse’ er alt andet end original og forsøger på intet tidspunkt at opfinde den dybe tallerken inden for coming of age genren. Det lyder givetvis forudsigeligt og kedeligt, men når en film er lavet med så meget varme og menneskelighed, som tilfældet er i ‘Shithouse’, behøves plottet hverken at være originalt eller spor hæsblæsende. ‘Shithouse’ er noget så sjældent som en ungdomsfilm, der er lavet af en ung person og ikke et stort hold af midaldrende Hollywood folk, der forsøger at kapitaliserer på et købestærkt ungt segment – og det kan mærkes.
‘Shithouse’ er fortalt med så stor autencitet, at Alex’s udfordringer bliver vores. Når han græder, græder jeg og i hans små sejre smiler jeg. Det er også på grund af denne autencitet, at scener som ellers hurtigt kunne forekomme uinspirerede eller “set før” ophøjes og får en grad af varme ægthed, som man sjældent støder på i genren. Det skinner i tydeligt igennem, at Cooper Raiff har oplevet det her selv og sågar for nyligt og det bliver filmens klart største force.
Skuespil
Filmens skuespillere fortjener også ros. Særligt de to hovedkarakterer Alex og Maggie gør det fremragende og filmen står og falder med deres kemi, som heldigvis virker dejligt akavet og ærlig hele vejen igennem. Særligt Cooper Raiff som Alex, der som nævnt også har både skrevet og instrueret filmen, leverer en imponerende naturlig optræden. Særligt i én scene, der involverer et telefonopkald, tager hans spil egenhændigt filmen til nye højder.
Resten af filmens cast gør det også fornuftigt og leverer generelt meget naturligt, hvorfor hele “Greenhill University” som filmen foregår på, fremstår langt mere som et ægte og levende sted! Til tider kammer Alex’s roommate Sam(Logan Miller) dog en smule over og virker irriterende forceret som filmens comic relief.
Visuelt
‘Shithouse’ lever klart mest i kraft af dens sjæl og fortællelyst og halter måske lidt mere efter på de tekniske parametre. ‘Shithouse’er på ingen måde en grim film, men den bliver heller aldrig visuelt interessant. Til tider virker den faktisk en lille smule stilforvirret og havde måske nydt godt af, at kameraet i mindre grad havde gjort væsen af sig selv og påtaget sig en mindre stiliseret og selviscenesættende rolle. Enkelte scener er en smule akavet løst rent visuelt og virker underligt forhastede. Kameraet forvirrer dog aldrig og gør aldrig seeren i tvivl om hvad man skal føle.
Musik og Lydbillede
Lydbilledet i ‘Shithouse’ gør ikke meget væsen af sig selv og beror sig hovedsageligt på reallyd. Med andre ord gør filmens lydbillede lige præcis hvad det skal, men heller ikke mere.
Raiff, bruger flere gange indie pop og rock i løbet af filmen, og det kan umiddelbart forekomme en smule irriterende, at der foretaget så åbenlyse valg til en indie ungdomsfilm. Jeg synes dog, det er gjort med en grad af selvbevidsthed og i det lys synes jeg, at musikken fungerer godt og gør ihvertfald aldrig seeren i tvivl om, hvilken slags film de har i vente.