Den sjette film i ’Scream’-franchisen er på vej og du kan her få et smugkig på den kommende film.
Men hvad ved vi så på nuværende tidspunkt?
Ud fra traileren tyder det på, at handlingen er flyttet til New York. Her spotter søstrene Sam og Tara den maskerede morder Ghostface i metroen. Snart begynder en intens kamp på liv og død, hvor offentlig transport aldrig bliver det samme igen.
Det forlyder, at filmen bliver den mest blodige i franchisen. Taget i betragtning af hvor brutal ’Scream 5’ er, venter der altså en særdeles bloddryppende film forude, hvis dette rygte taler sandt.
Melissa Barrera og Jenna Ortega vender tilbage som søstrene Sam og Tara Carpenter. De optrådte for første gang i franchisen i den forrige film. De får denne gang selskab af filmnørden Kirby (Hayden Panettiere) fra ’Scream 4’ samt Gale Weathers ( Courteney Cox). Sidstnævnte har været med i alle de foregående film i serien. Hun har derfor en god erfaring med, hvordan man overlever de brutale angreb fra Ghostface. Dette kommer formentlig nogle af de nye hovedpersoner til gode.
Neve Cambell vender IKKE tilbage i sin glansrolle som Sidney Prescott. Hun har ellers været hele franchisens omdrejningspunkt, så måske handlingen trækkes i en anden retning denne gang?
Filmen er instrueret af Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, hvilket absolut er positivt. De stod også bag den forrige film, der var meget vellykket. Dette kan du læse meget mere om her ’Scream 5’ .
Vi ses i biograferne den 30. marts 2023.