Jeg er gammel nok til at have været med helt fra Scream-franchisens start. Jeg havde den udsøgte fornøjelse, at opleve originalen i biografen tilbage i 1996 og har været stor fan lige siden. Med undtagelse af 3éren har de efterfølgende kapitler også holdt en god standard, dog, uden at være i nærheden af originalen. Da jeg så hørte, at en ny film var sat i produktion, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle se den. Jeg var dog også lidt skeptisk, da det er den første film i franchisen uden den legendariske gyserinstruktør Wes Craven i instruktør-stolen. Mere om det senere.
Rent filmisk er omdrejningspunktet denne gang requel, hvilket både kommenteres i selve filmen, men også beskriver strukturen af filmen.
Requel er ikke en sequel i klassisk forstand, hvor vi følger nogle etablerede hovedpersoner på nye eventyr. Det er ej heller helt en reboot, hvor man som regel prøver at genstarte en franchise med nye karakterer. Det er en form for hybrid af lige netop disse to koncepter
Af nyere eksempler kan nævnes Terminator, Halloween, Star Wars og Ghostbusters
Hvad handler den om?
En ny morder har taget Ghostface-masken på og begynder at angribe en gruppe teenagere i byen Woodsboro, men med henblik på at genopleve rædslerne fra byens dystre fortid.
Kan jeg anbefale den?
Lad os bare slå fast med det samme at det er en absolut vellykket gyser-film, der varmt kan anbefales. Både etablerede fans som undertegnet samt yngre gyser fans vil få fuld valuta for pengene.
Selv om Scream 5 på papiret lyder som en standard slasher-film, så er det langt fra tilfældet. I franchisens ånd er filmen meget meta og kommenterer på den virkelighed som vi lever i. Eksempelvis henvises der i løbet af filmen til fankultur.
Desuden italesætter den også tendenser inden for filmbranchen og følger dem. Som jeg allerede har omtalt i indledningen, så rider den med på requel -bølgen
I Filmen ’Scream 5’ er hovedfokus på den næste generation, men samtidigt bliver alle de originale hovedkarakterer inkluderet. Vi møder altså Neve Campbell, Courtney Cox og David Arquette. De er i denne omgang ikke hovedkaraktererne, men spiller alligevel en væsentlig rolle i historien.
Den næste generation udgøres af flere velkendte ansigter.
Den nye hovedperson er Sam Carpenter, der spilles af Melissa Barrera (In the Heights). Hun har en kæreste Richie der spilles af Jack Quaid (The Boys) samt en lillesøster ved navn Tara Carpenter, der spilles af Jenna Ortega (Insidus 2)
Derudover udgøres vennegruppen af Dylan Minnette (Døde piger lyver ikke), Jasmin Savoy Brown (Yellowjackets) og Mikey Madison (Once upon a time in Hollywood).
Skuespillet er veloplagt og det er en fornøjelse at overvære både sammenspillet internt i den nye vennegruppe, men også sammenspillet med de allerede etablerede personer. Her skal David Arquette i særdeleshed fremhæves, hvor man virkelig fornemmer en udvikling i hans karakter, Dewey. Af de nye skuespillere leverer Tara Carpenter den mest intense præstation.
En lille knast i galleriet er dog Mikey Madison`s karakter, som jeg synes er lidt for overgearet. Om det er præstationen eller manuskriptets portrættering af karakteren, er jeg lidt i tvivl om.
Manuskriptet har flere mærkbare kvaliteter. Der er en god pacing i filmen, der byder på flere særdeles velfungerende spændingsscener. Der er indlagt nogle uforudsigelige scener undervejs, der hurtigt får det til at stå klart, at ingen er fredet.
Der er meget at komme efter for etablerede fans af franchisen i form af talrige henvisninger til de forrige fire 4 film men også andre gyserfilm. Dog kunne jeg godt have ønsket, at de originale skuespillere lige var en anelse mere med. Men jeg er helt med på, at det er en svær balancegang, for hvis de var for meget med, ville filmen nok have sværere ved at stå helt på egne ben i en nyere tid. Det er måske nostalgien, der taler.
Brutaliteten i mordscenerne har i den grad fået et nyk op ad og blodet sprøjter nærmest ud af skærmen fra første scene. Her prøver man formentlig at leve op til brutaliteten i den nyeste Halloween-film.
Det er som sagt den første film i franchisen der IKKE er instrueret af Wes Craven. Han var en stor del af grunden til, at de foregående film fungerede så godt. Jeg var derfor meget spændt på, hvordan det ville gå uden ham i instruktørstolen.
Det viser sig dog, at instruktørerne Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett har gjort deres hjemmearbejde ordentligt. Man kan virkelig mærke, at de er store fans af franchisen og er gået til opgaven med lige dele dedikation og ydmyghed. Undervejs har de truffet nogle modige valg, der gør, at de sætter deres eget præg på franchisen.
Har jeg så overhovedet noget at brokke mig over? Desværre ja, så vi når altså stadigvæk ikke i nærheden af originalen.
Traditionen tro er morderen nogle gange lidt for dygtig til at komme fra det ene sted til det andet og forsvinde helt sporløst fra gerningssteder.
Der er også en central følelsesladet scene ca. midt i filmen, som godt kunne være afviklet på en anden måde. Desuden når man finder ud af hvem morderen er, er der nogle ting tidligere i filmen, der i min optik slet ikke giver mening. Dette irriterede mig en hel del.
Som allerede nævnt falder Mikey Madison’s karakter ikke lige i min smag. Desuden ville jeg gerne have set lidt mere til de originale skuespillere.
Vi kommer stadigvæk ikke i nærheden af originalen, men det er den bedste film i franchisen siden ’Scream 2’