Scream
copyright: Miramax

Klassikere: ’Scream’ (1996)

Halloween er blevet sæson for gyserfilm og i den forbindelse vil jeg her komme med en anbefaling af, hvad jeg betragter som en næsten perfekt slasherfilm.

Wes Craven var gysets mester. 

Ved et gensyn af Wes Craven´s  ’Scream’ fra 1996 stod det lysende klart, hvor god han var til lige netop den genre.
Man kan vel roligt sige, at selv om det aldrig lykkedes ham, at vise sit værd udenfor gyser-genren, så lykkedes det ham i den grad sætte sit præg indenfor genren og endda i tre forskellige årtier.
I 70érne påvirkede han genren med ’The Hills have eyes’ mens han i 80èrne tog slasher-genren nye veje med den fænomenale ’Nightmare on Elmstreet’.
I 90èrne gjorde han det så igen med ’Scream’-serien hvor jeg i det følgende vil fokusere på den første film i serien. Da ’Scream’ udkom, var den et tiltrængt friskt pust til slasher-genren og blev DEN film, som de andre gyserfilm prøvede at efterligne. Den genoplivede for en stund den genre, der havde storhedstid i 80érne.
Det skal lige tilføjes, at Wes Craven nåede at lave fire ’Scream’-film inden han døde i 2015.

Hvorfor er ’Scream’ så speciel?

På papiret lyder det som en standard slasher: En morder tager en maske på og begynder at angribe en gruppe teenagere i byen Woodsboro.
Men det er bestemt ikke en normal slasherfilm. Jeg er gammel nok til at have set den i biografen og det er uden tvivl en af de bedste biografture, som jeg nogensinde har haft. Publikum skiftevis grinede og hvinede.
Det er der flere årsager til. Eksekveringen er top professionel. Man sidder ude på kanten af sædet og glemmer flere steder at trække vejret. Der er et godt tempo i filmen, der byder på flere særdeles velfungerende spændingsscener. Der er indlagt nogle uforudsigelige tvists undervejs. Det står hurtigt klart, at ingen er sikre og at alle er mistænkte.
Desuden er man mere investeret i personerne, end hvad man ellers er vant til inden for den genren. Alt dette kommer især til udtryk i den formidable åbningsscene, der er med til at retfærdiggøre filmens status. I min optik er det stadigvæk blandt genrens bedste og kan nærmest ses som en kortfilm i sig selv.

“What is your favorite scary movie?”

Telefonen ringer hjemme hos Casey, som er alene hjemme. Hvad der starter som en stille og rolig samtale om gyserfilm, tager hurtigt en meget ubehagelig drejning og bliver en kamp på liv og død. Drew Barrymore`s skuespil er eminent og gør, at man VIRKELIG føler den tiltagende desperation for hendes karakter. På kun ganske få minutter får hun tilført så meget personlighed, at man virkelig håber, at hun klarer den. Det er stadigvæk en scene der giver svedige håndflader.
Efter den forrygende åbning stifter vi bekendtskab med en gruppe unge teenagere, hvor Wes Cravens instruktion, skuespillernes talenter samt Kevin Williamsons yderst velsmurte manuskript går op i en højere enhed: Karakterne føles meget mere ægte og autentiske.
Neve Cambell er virkelig overbevisende som den traumatiserede men handlekraftige Sidney. Skeet Ulrich har den perfekte blanding af sympati og mystik, der gør, at man virkelig er i tvivl indtil sidste øjeblik, om hvorvidt han taler sandt eller ej. Mathew Lillard og Jamie Kennedy har flere steder en sjov komisk timing. Derudover mener jeg også, at romancen mellem Gale og Dewey er overbevisende og synes, at man kan mærke, at de blev forelskede i hinanden under optagelserne.
I mit daglige virke som gymnasielærer er der flere af samtalerne, der lige så godt kunne være sagt af eleverne i frikvartererne. Man griner højlydt indtil flere gange pga. den til tider politiske ukorrekte humor. Denne realistiske dynamik gør, at man bliver investeret i dem og allermest vigtig: Man håber, at de overlever.
Alt dette kommer til udtryk i er den formidable slutning, hvor både humor og uhygge mødes. Her er der en afsluttende fest, hvor der bliver set film. Den drengerøvsagtig måde med med hujen, klappen og øl er fuldstændig ligesom når jeg ser ’Midt om natten’ med nogle af mine kammerater.
Man kan virkelig mærke, at skuespillerne har haft det sjovt i hinanden selskab, hvilket er meget smittende.
Filmen har desuden et metalag, da hovedpersonerne er store fans af gyserfilm. De italesætter tendenser inden for genren og gør kærligt grin med nogle af de plothuller, som man kender fra tidligere gyserfilm. Baseret på deres viden prøver de at udtænke, hvordan man kan overleve den nuværende situation, samt hvem der er det næste offer.
Desuden er der flere selvbevidste gyserreferencer til andre gyserfilm. Dette virker måske mindre revolutionerende i dag, men som filmnørd er det stadigvæk interessant at prøve og fange de utallige referencer som der er.

Har jeg slet ikke noget dårligt at sige?

Ikke ret meget men filmen kan ikke helt sige sig fri for nogle af de småting, som den ellers selv påpeger ved andre gyserfilm. Eksempelvis er morderen meget klodset, når det er Sidney der jages.
I forhold til den formidable åbning og slutning kan man sige, at genremæssigt mister ’Scream’ en anelse momentum i midten af filmen,…men jeg synes dog ikke, at det gør ret meget, netop fordi at det er så stor en fornøjelse, at se de karismatiske skuespillere portrættere deres karakterer
Men når det så er sagt, så er det et godt bud på den perfekte slasher og nøj hvor var det et dejligt gensyn:)