Den dynamiske duo af drengerøve er tilbage bag rattet med rapkæftede replikker og hæsblæsende actionsekvenser i endnu en ’Bad Boys’ efterfølger, som ellers fik sin længe ventede afslutning på trilogien tilbage i 2020…
’Bad Boys: Ride or Die’ er den fulde titel på det fjerde eventyr om vores umage makkerpar fra Miami Police Department. Denne gang ender Mike Lowrey og Marcus Burnett på flugt fra selvsamme ordensmagt, som de håndhæver til dagligt, i et forsøg på at rense navnet på deres tidligere chef.
Historie
”De slemme drenge er tilbage…” er en sætning, der lyder mindst lige så kikset på dansk, som selve realiteten af tilbagekomsten tager sig ud på alle tænkelige sprog – inklusiv det filmiske. Eftersom jeg er opvokset på de to første film og nogenlunde kan acceptere den tredje som en lidt ligegyldig ’legacy sequel’, der snildt kunne have været direkte til streaming, så håber jeg bare, at den fjerde film ikke er direkte til skraldespanden.
Den tredje film var meget efterspurgt og længe ventet, men jeg er ikke sikker på, at endnu en efterfølger var helt så eftertragtet – foruden for studiet selvfølgelig, som hellere end gerne giver fans af filmene en kæmpe lussing til fordel for en heftig løncheck. Og mens Will Smith muligvis har misset en masse lønchecks netop på grund af en lussing, så giver det fint mening for ham at slå tilbage i Hollywood med en sikker ”vinder” og i en velkendt rolle. Men har ’Bad Boys: Ride or Die’ så noget nyt og spændende at byde på? Det korte svar er desværre nej. Har manglen på fornyelse nogen betydning? Det lange svar kommer her…
Med et undervældende, overfladisk og overdrevent gennemskueligt ’greatest hits’ manus – der desuden indeholder hobetal af lamme callbacks og tamme cameos – er det dødsvært for filmen at skabe nogen som helst interesse eller momentum med så meget dødvægt i bagagen. Især da hele plottet er centreret om netop ”bagage”, og flere af elementerne heri bygger på allerede kontroversielle valg fra den tredje film – heriblandt Captain Howards død og Mike Lowreys kriminelle søn. Det ender derfor lidt som den nymoderne Hollywood-model, hvor man tager nogle problematiske valg i en populær franchise, hvorefter man forsøger at skrive sig ud af selvsamme valg en film eller to senere… og det fungerer sjældent særlig godt.
Oveni kasketten kan også kastes et ”hvad nu hvis…”’-princip, hvor man tager nogle definerende karaktertræk og ryster posen lidt. Hvad nu hvis den benhårde og overskudsagtige Mike Lowrey pludselig lider af angstanfald? Hvad nu hvis den lidt overvægtige og ligefremme Marcus Burnett pludselig ikke må spise søde sager og samtidig lader sig guide spirituelt? Hvad nu hvis filmen kunne få den altid irriterende og højtråbende DJ Khaled til rent faktisk at holde sin kæft? Okay, sidstnævnte tager man imod med åbne arme, men der er til gengæld talrige valg i filmen, som falder lidt til jorden i deres udførsel, hvilket er superærgerligt.
Måske er tiden bare løbet fra vores umage makkerpar? Det er som om, at filmen sidder for meget fast i fortiden og nærmest forceret forsøger at finde endnu et gear, som flere elementer bare ikke kan følge med i. Man må nok indse, at med tiden, så må drenge blive til mænd, og hvis ikke serien stopper her, så er der en overhængende fare for, at far-humor og fallerede principper bliver seriens mindste problem… i stedet skal de måske til at overveje, om serien helt skal skifte navn fra ’Bad Boys’ til ’Bad Gramps’?
Skuespil
De fleste tager nok turen i biografen for endnu engang at se det ikoniske makkerpar uddele både almene og verbale øretæver. Og selvom der stadig er en vis kemi mellem de to kammesjukker, så begynder det at føles lidt stift. Will Smith underspiller, Martin Lawrence overspiller og der er ikke meget hjælp at hente i manuskriptet heller. Men et par enkelte scener fungerer okay på filmens præmisser.
Kim Wrexler (host, Rhea Seehorn) indkasserer en nem løncheck, men som tidligere advokat burde hun vide, at hendes præstation formentlig ikke holder i retten. På den anden side, så havde hun nok ret til mere skærmtid, hvis hun overhoved skulle have en chance. Overordnet set er der ikke meget at komme efter på skuespillerfronten, som ikke er generisk eller gabende kedeligt at se på.
Visuelt
Sandsynligvis filmens stærkeste punkt, der næsten ene og alene sørger for, at filmen ikke punkterer fuldkommen, er det visuelle. Pistolerne er ladt, og der er skruet op for farveladen og effekterne hele vejen igennem. Man kan heller ikke undgå at spotte et par visuelle hyldester til drengerøven over dem alle – og filmenes tidligere instruktør – Michael Bay. Men instruktørduoen Adil og Bilall finder dog alligevel noget energisk originalitet, hvor de nærmest kaster kameraet rundt som var det varmt bly identisk med dét, som flyver om ørene på vores to helte. Det virker bedre end det burde, men enkelte gange er det også for meget af det gode.
Musik og lydbillede
Det er meget genremæssige gengangere, der går gennem øregangene undervejs i ’Bad Boys: Ride or Die’. Både musikken samt lydmiks og design holder sig til actionlovens regler, hvilket er helt acceptabelt, men der mangler lidt et friskt pust. Jeg blev flere gange i tvivl, om det var ’Fast & Furious’ eller ’Bad Boys’ jeg var inde at se, og de to franchises ligner da også mere og mere hinanden.