De trofaste læsere af filmpuls ved godt, hvor meget vi har set frem til ’Gravity’ og forventningerne har også været høje. Og lad os slå det fast med det samme, det er helt klart årets visuelle oplevelse og et “must see”. ‘Gravity’ tager pusten fra en og efterlader nerverne lidt mere flossede end de var i starten, men desværre lever manuskriptet ikke helt op til samme høje standard. Clooney og Bullock leverer dog absolut varen med det materiale, de har at arbejde med.
Historie
Oscar-vinderne Sandra Bullock (’The Blind Side’) og George Clooney (’Syriana’) spiller hovedrollerne i ’Gravity’, der trækker dig ud i det nådesløse og uendelige rum. Filmen er instrueret af den Oscar-nominerede instruktør Alfonso Cuarón (Children of Men).
Dr. Ryan Stone (Sandra Bullock) er på hendes første rummission. Sammen med den erfarne astronaut Matt Kowalsky (George Clooney) er hun på rumvandring for at reparere rumfærgen, da vragrester fra en nærflyvende satellit ødelægger deres rumskib og dræber resten af besætningen. Febrilsk kæmper Stone og Kowalsky for at holde fast i hinanden og rumfærgen…men selv hvis det lykkes, så er de stadig strandet 600 km over jorden og for hvert åndedræt de tager, falder iltmængden i deres beholder og deres chance for at nå hjem.
En rummission der går galt, ja, ja, den and er vist blevet barberet flere gange (Apollo 13, Mission to Mars, Alien, The Right Stuff og, som mange andre kritikere også har nævnt, en af de største sci-fi film: ’2001: A Space Odyssey’). Nogle af dem har da også en del mere på hjertet end Cuaróns ’Gravity’, men jeg tager hatten af for Cuaróns store arbejde med den her film, hans visuelle storytelling og at han har formået at få de her scener i hus, hvor Clooney og Bullock ser ud til at svæver rundt uden nogen form for tyngdekraft. Skills og ømme mavemuskler.
’Gravity’ er nok egentlig ”bare” en spændingsfilm, for hvad gør du, når du er oppe i rummet…uden ilt….uden et rumskib…og med vragrester der mener, at det kunne være sjovt at gå i kredsløb om jorden og ramme dig med 90 minutters mellemrum.
De første 30 minutter af filmen er absolut fremragende og det fik mig til at hoppe i mit sæde med forventningsglæde. Især åbningsscenen der er klassisk Cuarón og som virkelig tager pusten fra en. Men de sidste 60 minutter var lidt af en ’letdown’ historiemæssigt og Bullocks Stone har en ret så unødvendig baggrundshistorie, som burde være blevet opslugt af et sort hul under skriveprocessen.
Skuespil
Cuarón har valgt rigtigt i at caste Bullock og Clooney i rollerne. De er begge ’American Sweethearts’ og har en likeability faktor der er helt i vejret. De vælger også begge en meget rolig og stille fremføring – i hvert fald i starten – som er med til at løsne stemningen og få os til at holde af de her karakterer allerede fra starten.
Især Bullock gør det godt i den her film, når man ser på, hvor teknisk svært det må have været, at udføre de scener, og alligevel formår hun, at få det til at se ubesværet ud. Der er også flere gange, hvor vi er helt oppe i ansigtet på hende, og der kræver det også en stor præstation at kunne fremmane de rette følelser og mimik.
Ed Harris er også kort med som Houston Control, Stone og Kowalskis eneste kontakt til jorden for en kort stund og hans frem-og-tilbage med Clooney er nok filmens humoristiske højdepunkt.
Visuelt
Der er ingen tvivl om, at Alfonso Cuarón og Emmanuel Lubezki har lavet et mindre mesterværk med ‘Gravity’. Måden de delagtiggør os i, hvor små vi i virkeligheden er, er skræmmende smukt og klaustrofobisk.
Du holder vejret, når vragresterne kommer farende i fuld fart imod Stone og Kowalski, og du holder vejret af en helt anden grund, når kameraet viser solen stå op over jorden.
Og så kommer det store spørgsmål: er ‘Gravity’ værd at se i 3D eller kan du vente med at se den til den udkommer på DVD? Jeg har kun en ting at sige: Let røven og tag i biografen, så du kan nyde hvor virkelig veludført og detaljeret ‘Gravity’ er. Jeg kan kun tilslutte mig andre kritikere, ‘Gravity’ viser os, hvad 3D-formatet virkelig er i stand til og at 3D ikke kun er en undskyldning for at lokke flere penge ud af vores lommer.
Musik og lydbillede
Steven Price har formået at skabe et lydmæssigt stemningsbillede, der passer perfekt til filmen. Filmen får lov til at være stille på de rigtige tidspunkter, hvor andre Hollywood film måske hellere ville vælge kæmpe-nu-skal-jeg-blæse-dig-ud-af-dit-sæde-lydeffekter. Price har fundet en god balance med de store eksplosioner og den nervepirrende rædsel som lyden af vragresterne bringer med sig og den øredøvende stilhed, der også omringer en oppe i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.