Man må sige, at der er blandede følelser involveret, når en succesfuld film pludselig får sig en efterfølger. Men det er nu engang blevet tilfældet, for en af Disney-Pixars mest populære produktioner i nyere tid, nemlig ’Inderst Inde’…
Både publikum og kritikere var meget positive og ud over at vinde en Oscar i animations-kategorien, var ’Inderst Inde’ også at finde under de nominerede for bedste originale manuskript. Så uanset om du er glad, sur, trist, bange eller ligefrem afskyr idéen om en efterfølger, var det næsten selvskrevet, at det ville ske. Så er spørgsmålet kun, hvilket følelse man sidder tilbage med, når filmen den er slut?
Historie
I filmen ’Inderst Inde 2’ (org. titel: Inside Out 2) følger vi endnu engang alle de følelser, som til dagligt driver Riley og hendes hverdag fremad. Det indre maskineri har kørt nogenlunde smurt indtil nu, men alt ændrer sig pludselig, da Riley fylder tretten år og træder ind i teenagerækkerne. Kontrolrummet invaderes af nye og anderledes følelser, hvor Angst i særdeleshed brænder for at tage styringen over Rileys liv.
At forsøge at efterkomme etterens gigantiske succes er formentlig noget, som folkene bag efterfølgeren til ’Inderst Inde’ inderst inde godt har været klar over, ville være svært. Til gengæld må man også sige, at de ændringer der sker i ens liv, når man går fra barn til voksen, næsten er for åbenlyst et tema ikke at tage op, når man har med følelser at gøre. Desuden er fundamentet allerede lagt med den første film, så der er heller ingen grund til at føle sig frem længere… det er bare med at hoppe med hovedet først.
Det siges ofte, at mænd skal være bedre til at tale om følelser, og så er det jo godt, at det er hvad det hele handler om i ’Inderst Inde 2’! En anmeldelse af en film om andres følelser tæller dog næppe, så der er nok ingen point på dén konto alligevel. Der er ellers rigeligt at tage fat på, for teenageårene er en kompleks tid og mange af de følelser, som kommer til udtryk her, kan være svære at forstå. Disney-Pixar gør til gengæld et ganske hæderligt forsøg i ’Inderst Inde 2’, som efter min mening er en værdig efterfølger til den første film.
At kunne se følelser figurere som faktuelle figurer – og i forskellige farver og former – er måske ikke helt så overraskende længere, men heldigvis har filmen stadig masser af opfindsomme måder at ryste posen på undervejs. Først og fremmest er der nye følelser i spil, og de skaber masser af spændende dynamikker mellem vores inde-i-hovedpersoner fra den første film. Derudover introduceres vi til endnu flere facetter af de innovative indre mekanismer, der får krop og sjæl til at fungere – og ligesom sidst, er der masser af kreative bud på, hvordan det hele hænger sammen.
Overordnet set, så lykkedes filmen rigtig godt med at føre fortællingen om Riley og hendes følelser videre, men selvom der er nye følelser i omløb, så løber filmen alligevel ind i nogle gentagelser. Særligt filmens budskab føles lidt som en gentagelse af forrige film, bare med et tvist, og historien har også ligheder til plottet i den første film. Men dér hvor filmen fungerer allerbedst, er når den leger med hele vores opfattelse af krop og sind og finder kreative og sjove måder at bringe dem til live på. Særligt én scene skilte sig ud, hvor vores indre helte for første gang er fanget i suppedasen og må have hjælp fra nogen omkring sig. Scenen var både opfindsom, morsom og nærmest satirisk og med en god sjat selvironi.
Igennem filmen er der flere scener, som alle imponerer individuelt, men det er som om, der mangler en mere strømlinet fortælling med en stærkere kerne. Den første film havde en bedre drivkraft og større emotionel dybde, hvilket er noget, efterfølgeren aldrig helt formår at finde frem. Når dét så er sagt, er der ingen negative elementer, der kan få mig i min følelsers vold i sådan en grad, at jeg bliver irriteret eller skuffet. ’Inderst Inde 2’ opretholder en høj standard hele vejen igennem og er bestemt en vellykket efterfølger.
Skuespil
Trods et par enkelte (og lidt ærgerlige) udskiftninger, er det selvsamme hold fra sidste film, som er tilbage i efterfølgeren. Og her må jeg bare sige… det er svært at sætte en finger på noget som helst. Amy Poehler er hjertevarm og boblende i rollen som Glæde, Phyllis Smith er fortsat en gave som Triste og Lewis Black som Vrede ligeså. Jeg savner Bill Hader som Frygt, men Tony Hale gør det også godt og det samme kan siges om Liza Lapira som Afsky.
Stemmerne bag de nye følelser stemmer også i med deres kvalitet, hvor Maya Hawke helt fortjent høster en masse ros for hendes rolle som Angst. Kedsomhed er en svær størrelse, men med en vidunderlig ugidelig Adèle Exarchopoulos er det intet problem. Riley spilles i denne omgang af Kensington Tallman, og hun gør ligeledes et fremragende stykke arbejde i teleportere undertegnede tilbage til de ængstelige teenageår – heldigvis kun for en stund.
Visuelt
Selvom vi har set og oplevet dette univers før, så har vi heldigvis ikke gennemrodet Rileys hoved helt endnu. ’Inderst Inde 2’ har masser af kreative indslag undervejs og med en animation, der endnu engang emmer af kvalitet. Stilen er bibeholdt fra den første film, men forbedres på flere punkter, uden på nogen måde at ødelægge charmen. Der er fart over feltet og knald på kuløren, når publikum kastes igennem et visuelt vidunder af farver, former og tekstur – det er svært ikke at være godt underholdt alene bare af animationen.
Musik og lydbillede
Michael Giacchino har overladt den indre musik til Andrea Datzman. Hun er ny i rollen som komponist og det kan mærkes et par steder. Giacchino havde en roligere og mere kontrolleret hånd, men på den anden side passer Datzmans tilgang perfekt til pubertetens pendulerende proces. Der er mere energi og flere genreskift i musikken, men jeg savner lidt Giacchino og hans sjælende og drømmende tilgang til takt og tone. Heldigvis er hans mindeværdige musikstykke fra den første film også at finde her.